Anna Mejlhede

Brev til Anna Mejlhede: Jeg savner min mand

28. december 2021
af Anna Mejlhede
Foto: Betina Fleron
"Så jeg føler mig meget alene om min sorg, jeg savner ham sådan." Læs denne uges brev til Anna.

Kære Anna

Min mand er død for knap et halvt år siden efter et længere forløb af kræft. Vi har været sammen i over 30 år.

Det var et ægteskab med op- og nedture, men ingen tvivl om, at vi elskede hinanden.

Nå, hvad gør man så, når den ene dør? Jeg græder, jeg sover, jeg prøver at komme op på hesten, jeg prøver at gå ud og se folk og opleve verden, men jeg har mest lyst til at være hjemme.

Vi havde flere gode vennepar, og han har et barn fra et tidligere ægteskab, men vi er ikke tætte som sådan.

Det er heller ikke det samme at se venneparrene alene, jeg bliver mindet om min mand. Og han havde også en anden rolle i forhold til dem, end han havde til mig.

Så jeg føler mig meget alene om min sorg, jeg savner ham sådan.

Jeg vil gerne mindes ham og fortælle om vores tid sammen, men der er ikke rigtig nogen, jeg kan fortælle det til, selv om jeg også har mine egne venner, men de kendte ham ikke så godt, vi sås ofte uden mænd.

Jeg vil også gerne have, at nogen holder om mig og trøster mig en gang imellem, men det er svært at bede om. Og nu er det også næsten et halvt år siden.

Jeg føler mig tom indeni, sorgen knuger, og jeg gider ikke rigtigt lave noget. Hvordan kan det være så hårdt?

Fra

Den sørgende

Kære sørgende

Sorg er kærlighed, der er blevet hjemløs. Derfor er der intet besynderligt i, at din mands død har slået så stort et hul i dit liv, som du her beskriver.

Du plejer jo at være en del af et ”vi,” men nu mangler den anden halvdel.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Et så fundamentalt og smerteligt forandret livsvilkår kan ingen mennesker vænne sig til at leve under på bare få måneder.

Vi kalder det netop ”at bære sorg,” fordi sorgen ikke er noget, vi pludselig bare kommer os over.

Sorgen gør os til én lang stiplet linje, og det tager tid at finde ud af at leve med hullerne.

Det er ikke uden grund, at virkelig megen litteratur lige præcis handler om, hvad sorgen gør ved et menneske.

Den engelske forfatter Julian Barnes skrev bogen ”Vejen op, vejen ned,”, efter at hans kone døde – også efter 30 års samliv.

I bogen fortæller han, hvordan han, i sorgen og smerten over tabet, mistede dybden i tilværelsen og samhørigheden.

Han skildrer sin kamp for at finde ud af at leve med, at hans sorg for altid vil ”omfigurere” alt.

Nogle gange er det lige præcis det, vi ikke har lyst til, som vi har mest brug for.

I din situation er det måske at komme ud af huset og mødes med andre mennesker der, som du, kæmper med at finde mening i deres liv efter tabet af det menneske, de elsker?

Hvis du på nogen måde kan se ideen i det, så findes der sorggrupper forskellige steder i landet.

Her mødes mennesker for at tale med hinanden om den sorg, andre kan have svært ved at begribe omfanget af.

Ofte har disse sorggrupper en præst som mødeleder, andre gange en psykolog eller terapeut.

Min erfaring som præst er den, at et sådant fællesskab kan give, om ikke ligefrem trøst over dit tab, så i hvert fald den trøst, der kan ligge i at mærke, at du ikke er det eneste menneske i verden, som kæmper med at finde ud af at leve uden sit gamle ”vi.”

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.