Brev til Anna Mejlhede: Jeg savner min ­afdøde veninde

Kære Anna,

Jeg ved ikke, om det er et decideret spørgsmål, måske har jeg bare brug for at få luft. For to år siden døde min elskede barndomsveninde af kræft – jeg er 54 år.

Hun var min allertætteste og fortrolige – selv om jeg har været godt gift i 26 år og har børn og andre gode veninder.

Vi to havde bare en helt særlig humor, en særlig jargon, vendinger, vi kunne ligge flade af grin over, selv om andre bare rystede på hovedet ad vores dårlige jokes.

Jeg har haft mange kriser i mit liv, og hun har altid været der for mig, aldrig taget afstand eller været moralens vogter.

Jeg savner hende. Og det er, som om mit savn ikke går væk. Jeg føler ikke, tiden lindrer særlig meget.

Og det forstår mine omgivelser ikke. De spørger aldrig til hende mere og virker utilpasse, hvis jeg kommer til at græde, når jeg mindes hende.

Er min sorg naturlig – eller bør jeg opsøge min læge? Jeg vil jo gerne have det bedre, men får det bare ikke.

Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på hende, på noget, vi har oplevet sammen, eller værre: Noget, jeg ville ønske af hele mit hjerte, jeg kunne komme til at opleve med hende.

Kh,
Veninden

Kære veninde,

Der er ikke noget at sige til, at så mange forfattere og filosoffer igennem tiden har skrevet indgående om at ”bære sorg”.

At vi netop bruger dét udtryk, forklarer også, hvorfor sorgen følger med alle steder, hvor vi er. Sorg er nemlig hverken et problem, vi kan løse, eller en diagnose, vi kan søge helbredelse for.

Som du beskriver din sorg og dit savn her, lyder den i mine ører naturlig, for det er en dyb hjertesorg at miste en nær veninde.

Kærligheden til dem, vi mister, forsvinder jo ikke. Det er derfor den mest hjemløse og ensomme følelse i verden at elske et menneske, som ikke længere er der.

Den følelse skal vi lære at leve med, men det kan tage lang tid.

At dine omgivelser ikke lader til at forstå din sorg, handler mest om dem selv. Sorg gør mange mennesker utrygge.

Det er en af grundene til, at mennesker, som har mistet, af og til oplever, at andre undgår dem. Vi er i vores kultur ikke særligt gode til at give plads til det sørgelige og det utrøstelige.

Det, der gør så ondt, at ingen ord eller klap på skuldrene kan dulme det.

Vi kan også have en sær måde at behandle både vores egen og andre menneskers sorg på.

Der hersker ligesom et hierarki omkring den, som om vi vurderer, i hvilket omfang andre mennesker nu også har lov til at sørge.

Vi måler simpelt hen sorg i forhold til et system, vi via vores kultur selv har opfundet.

Værste sorg er tabet af et barn. På plads nummer to står tabet af en ægtefælle … og sådan fortsætter vi ellers gennem rækken af familiemedlemmer.

Men en sådan gradbøjning af sorg findes ikke. Hvem kan tillade sig at bedømme og afgøre, hvornår smerten over at miste et menneske kan siges at være stor nok til at bære sorg?

At du har mistet et af de mennesker i verden, du stod allernærmest, er så fundamental en smerte.

Selv om tiden kan forandre vores sår, så læger tiden dem ikke.

Arrene vil stadigvæk være der som en påmindelse om den kærlighed og den samhørighed, du og din veninde havde.

Måske vil det være en hjælp for dig at spejle din sorg og den ensomhed, der bor i den, igennem andres tanker og erfaringer?

Jeg kan foreslå C.S. Lewis’ bog ”En sorgens dagbog”, som han skrev, efter han mistede sin hustru. Hospitalspræst og forfatter Lotte Blicher Mørk har skrevet bogen ”På en måde skal vi dø”, og den rummer også mange vigtige vinkler på det at finde ud af at være menneske.

Med alt hvad det indebærer. Selv om det kan lyde paradoksalt, så indgyder dén bog så meget mod på livet trods den sorg og smerte, der er vores grundvilkår.

Ingen kan erstatte din veninde, men du kan lære at bære hende med dig i hjertet.

Ikke kun som et savn, men som en styrke. Sorg er nemlig også en side af kærligheden. Uden kærlighed er der heller ingen sorg, men det er vel ikke et liv, vi ønsker at leve?

De er godt nok heldige, de mennesker omkring dig, som har dig i deres liv.

For du forstår virkelig at elske og knytte dig til andre. Værn om den evne, og bliv ved med at forbinde dig tæt og varmt til andre mennesker og i det hele taget til verden, der er omkring dig.

I sidste ende er dét, hvad selve livet går ud på. Også selv om det indebærer, at du får flere sår og ar gennem årene. Det er netop også det, der gør os til mennesker.

Usårlig og sorgfri er kun den, som har glemt, hvad det vil sige at leve og at elske.

Kærlig hilsen,
Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede. Mailen er den samme som hidtil: nikoline@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.