https://imgix.femina.dk/media/article/anna_mejlhede_4_10.png
Annas brevkasse

Brev til Anna Mejlhede: Hun forventer, at alle spiser vegetarmad

17. december 2020
af Anna Mejlhede
Foto: Betina Fleron
"Jeg har en dejlig svigerdatter, som er vegetar. Når hun kommer til middag, forventer hun, at hele serveringen er vegetarisk". Læs denne uges brev til Anna.

Kære Anna,

Tak for altid gode, eftertænksomme svar! Jeg skriver med et ”lille” problem, som jeg ikke desto mindre tror, jeg deler med flere.

Jeg har en dejlig svigerdatter, som er vegetar. Når hun kommer til middag, forventer hun, at hele serveringen er vegetarisk; altså ikke noget med, at hun får ”særlig” mad eller må nøjes med tilbehøret.

Det forstår jeg faktisk godt, og jeg beder hende tit om idéer til, hvad vi så skal spise. Mit dilemma er, at resten af familien (mine andre børn og deres kærester) er kødspisere og glade for gryderetter – boller i karry, boeuf stroganoff, coq au vin og andre gode ting, man kan lave her i vinterhalvåret.

Jeg vil jo også gerne glæde dem med deres livretter, men jeg synes, det er så svært at balancere mellem de forskelliges ønsker og forventninger. Har du et godt råd?

Anne

Kære Anne,

Det kan være en lang og sej proces at vænne sig selv og andre til nye vaner og traditioner omkring mad. At omlægge hele raden af yndlingsretter kan jo skabe ramaskrig i selv de mest harmoniske familier. Bare prøv at bytte flæskestegen ud med nøddesteg juleaften, så kan det nok være, at selv den hyggeligste julestemning får en skinger lyd … Derfor er jeg helt med på, at du ikke er parat til at lægge alle familiens fællesmiddage om til at blive vegetariske.

LÆS OGSÅ: Brev til Anna Mejlhede: Jeg er træt af at være gratis babysitter

Hvis jeg alligevel må vinkle det hele lidt, så er det en kendsgerning, at vi generelt spiser alt for meget kød. Et eller andet sted skal vi jo begynde, hvis vores vaner skal ændres. Hvad med, at I hver anden gang I spiser sammen, får helt vegetarisk mad? Måske kan de værste middagsskuffelser gennes tilbage i krogen, hvis I til gengæld runder af med nogle af familiens yndlingsdesserter.

Du lyder til at have en god og kærlig relation til din svigerdatter, og jeg er sikker på, at hun vil være en fin sparringspartner, hvis du vel at mærke selv har lyst til gradvist at lægge madvanerne i huset om. Hvis du har, så kunne kødretterne efterhånden serveres mere som tilbehør end som hovedret.

LÆS OGSÅ: Brev til Anna Mejlhede: Jeg er træt af svigermors gaver

Hvis vi skal stole på eksperternes udmeldinger, er det nu, vi skal tænke i nye og mere miljøvenlige baner, også hvad vores mad angår. Der findes utallige idéer til retter og småretter, der kan gøre kød stort set overflødigt. Lige meget hvordan du nu vælger at gribe det her an, så er det vigtigt, du kun gør, hvad du synes er overskueligt. I skal jo heller ikke sidde over en hyggelig middag og føle madskam, hver gang I tager en mundfuld! Små, grønne justeringer gør også en forskel.

Jeg tror, det er vigtigt, at alle beslutninger omkring husets madvaner forbliver dine. På den måde undgår I også, at det bliver din svigerdatter, som står tilbage som bødlen, der slog alle familiens yndlingsretter systematisk ihjel …

Nye vaner tager tid. Og ændringer i selve kulturen omkring, hvad vi putter i munden, tager meget længere tid at fordøje, end den maven bruger.

Kærlig hilsen
Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede. Mailen er den samme som hidtil: nikoline@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også