Brev til Anna Mejlhede: Hjælp, jeg er omsorgsudmattet!

Kære Anna

Jeg ved, at det er livsændrende og hårdt at komme på plejehjem, men nu må det være nok, og jeg siger hjælp!

Min mor er lige fyldt 90 år, og mine døtre og jeg har holdt en kæmpe fest for hende, men efter festen var jeg absolut færdig.

Jeg er selv 70 år, jeg har voksne børn og børnebørn og en eksmand på 82, som har Parkinson og cancer, og han bor i beskyttet bolig.

Tre gange om ugen er jeg hos min mor og to gange om ugen hos min eks. De er begge klare i hovedet.

Min mor kan ikke gå mere end 20 meter med rollator. Hun har KOL, og hun ser meget dårligt.

Jeg hjælper hende med bad, indkøb, rengøring, med at vande blomster på altanen og med at være social.

Min fraseparerede mand hjælper jeg også ved at hygge om ham og tilberede let aftensmad.

Han har en datter og voksne børnebørn. Men de kommer sjældent, da ordene skal trækkes ud af ham, og han er vanskelig at tale med.

I går, da jeg ville lave noget for mig selv (se veninder og passe børnebørn), var jeg så træt, at jeg måtte melde fra.

Jeg går altid og bekymrer mig om de to, som ikke vil på plejehjem, selv om de godt kan komme det.

Hvis min mor ikke vil på plejehjem, kan jeg så sige til hende, at jeg fremover kun kommer en gang om ugen?

Og sige til min eksmand, at jeg også kun kommer en gang om ugen?

Min mor giver mig altid lidt penge, når jeg kommer, men jeg vil hellere være fri for de penge og i stedet kunne planlægge noget med god samvittighed for mig selv.

Mine to døtre har arbejde og små børn, så de kommer kun hver tredje uge til min mor.

Hverken min mor eller fraseparerede mand beklager sig, men begge er totalt hjælpeløse og for svage til at komme ud med Flextrafik, hvorfor det hele skal foregå hos dem.

Er det ikke på tide, at jeg siger fra? Men hvordan? Det her har stået på i to et halvt år nu.

Venlig hilsen

Slidt datter og ekshustru

Kære slidte datter og ekshustru

Det er godt nok en tung omsorgsvogn, du spænder dig selv for hver eneste uge. Det kan de færreste skuldre bære, ligegyldigt hvor brede og stærke de er.

At begrænse besøgene til én gang ugentligt lyder i mine ører hverken som omsorgssvigt eller en trussel.

Du kan ikke dække hverken din mors eller eksmands behov til fulde alligevel, og mange gange sker der det mystiske, at når vi tror, vi dækker et behov, ja, så skaber vi blot nye.

Måske kan det hjælpe dig i samtalen med din mor, hvis du forklarer hende, at der bliver mere overskud til, at du kan hygge om hende, hvis andre tager sig af den plejekrævende del.

Fortæl hende, at det vil gøre dig mere tryg at vide, at hun bor et sted hvor hun – også når du ikke er der – får den hjælp, hun har brug for.

At din mor giver dig penge, hver gang du besøger hende, siger også lidt om, at hun uden tvivl har dårlig samvittighed.

Den løser du hende fra ved at give lidt slip på det ansvar, du påtager dig nu. På den måde kan jeres samvær fremover bæres af lyst fremfor sur pligt.

Selv om behovet for plejehjem er en svær samtale at have med sin mor, så tag den nu og gør det med god samvittighed.

Det bliver sjældent nemmere at vente, til du bliver endnu mere desperat. Dine grænser er allerede overskredet med banelængder.

Selv det mest omsorgsfulde menneske har stadig kun to arme, to ben, ét hoved – og 24 timer til rådighed i døgnet.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.