Brev til Anna Mejlhede: Er min kæreste narcissist?

Kæreste Anna

Jeg ser altid frem til at læse din brevkasse, og på grund af de områder, du skriver om som forfatter og præst, tænker jeg, du er den helt rigtige til at hjælpe mig gennem mit problem.

Jeg mødte kort efter nytår den mest fantastiske mand. Han havde en fantastisk karisma, og med en baggrund som leder i en større virksomhed havde vi en fælles baggrund at snakke ud fra.

Han var lige blevet skilt, men fortalte, at det var ham, som valgte at gå, da ekskonen havde ændret sig meget gennem deres ægteskab.

Jeg tænkte derfor, at han selvfølgelig var meget såret og ked af det, men at ægteskabet var et afsluttet kapitel for ham …

Vi startede derfor et forhold og så hinanden så meget, som arbejdet tillod. Men efter de første måneder begyndte jeg at få en underlig fornemmelse i maven.

Vi er begge i midten af 50’erne, og jeg anser mig selv som værende veluddannet som speciallæge i sundhedsvæsenet, men alligevel var det svært at få en dialog i gang, da min kæreste begyndte at blive mere dominerende og hans holdninger meget sort-hvide.

Han stoppede med at spørge ind til mig, mit liv, mine børn, men fortalte i store vendinger om sig selv og sine børn.

Når jeg forsøgte at snakke med ham, drejede han emnet over på sig selv eller til et sted, hvor han var overlegen og derfor kunne få mig til at følge mig smådum.

Han begyndte at få mig til at ændre mine vaner til hans rutiner og vidste, lige hvad han skulle sige for at ramme mig, for bagefter at afslutte sætningen med: ”Det er for sjov”.

Jeg begyndte derfor at undersøge, hvad denne adfærdsændring kunne skyldes, og fandt via nettet frem til betegnelsen narcissist.

Det passer med hans svære opvækst og ikke mindst det faktum, at der inde bag hans hårde ydre gemmer sig en utrolig følsom og sårbar person.

Det er et hårdt prædikat at sætte på en anden, og selv om jeg er læge, er psykologi ikke inden for mit område.

Jeg tænker også, at jeg ikke kan diagnosticere min kæreste ud fra, hvad jeg læser på nettet, men jeg får ham under ingen omstændigheder til at gå til psykolog, parterapi eller andet.

Men jeg elsker ham utrolig højt. Jeg føler mig tom og ensom, når han ikke er der, og især når vi er ude, er han god til at vise mig, hvor meget han holder af mig, da han nærmest praler af mig over for dem, vi møder.

Jeg elsker at mærke hans øjne og opmærksomhed på mig og nyder især vores morgener, hvor vi sammen læser avisen og derefter snakker om indholdet.

Jeg har aldrig før mærket så stor en tiltrækning til en mand, og tanken om et liv uden ham er næsten ubærlig.

Så kæreste Anna, hvad skal jeg gøre? Vores forhold er som en rutsjebane, hvor vi svinger mellem at gå fra hinanden og derefter at finde sammen igen.

Når vi finder sammen, er han det kærligste og mest nærværende menneske, hvor jeg drømmer mig tilbage til starten af vores forhold.

Men samtidig kan jeg mærke, at det tærer på mig psykisk, og tanken om, at han muligvis kan være narcissist, rumsterer stadig i mit baghoved.

Mange hilsner

Den fortvivlede fra Albertslund

Kære fortvivlede

Kærligheden er ikke fornuftig. Indimellem virker den ikke engang sund eller rimelig. I hvert fald ikke, hvis vi måler ud fra, hvor skidt vi kan få det af at elske et menneske, som det er en udfordring at være tæt på.

Af og til kan kærligheden vise sig at være strabadserne og smerten værd, andre gange ikke.

Der er ikke noget hverken mærkeligt eller forkert i, at du elsker en mand, du er utryg og utilpas ved. Men ligegyldigt hvor mange gange jeg læser dine ord, kan jeg ikke få alarmklokkerne i mit hoved til at tie stille.

Åh, hvor jeg forstår din ambivalens! For du er jo forelsket i manden, og dén følelse er grumme svær at tale i munden på.

Alligevel når jeg frem til samme konklusion: At du nøje skal overveje, om du kan blive i denne relation.

Selvfølgelig har vi alle sammen brister, mangler og irriterende sider. Sådan er det at være et menneske. Men jeg tror, at udgangspunktet for, at vi tør knytte os tæt og tillidsfuldt til hinanden, er, at vi tør se os selv i øjnene – også når vi tager os mindre heldigt ud.

Det lyder ikke, som om din kæreste nogen sinde vil kunne tage noget som helst omkring sig selv og sin adfærd til sig, hvis det så meget som lugter lidt af kritik.

Det er heri min største bekymring om ham og jeres relation ligger.

Nu forholder det sig ikke sådan, at du først researchede begrebet narcissisme på internettet og derefter proppede din kæreste ind i beskrivelsen.

Du gjorde det, fordi du følte dig forvirret og bekymret over de træk, han begyndte at udvise. Selvfølgelig kan vi læse os diagnoseblinde på hinanden, for leder vi længe og grundigt nok, skal vi nok finde noget, der passer …

Jeg får imidlertid slet ikke opfattelsen af, at du leder efter fem fejl, så din uro kan finde en bekvem landingsplads. Derimod undersøger du din kærestes adfærd, fordi du er blevet urolig af mange gode grunde.

Der blinker advarselslamper i alle mulige farver for mine øjne, når du beskriver din kærestes personlighed og baggrund.

At han gik fra sin ekskone, fordi ”hun havde ændret sig meget”, kan der ligge mange sorgfulde fortællinger i, men det kan også være en ualmindelig dårlig undskyldning for at skyde ethvert ansvar fra sig og lade andre om at bære skylden helt alene.

Vores radar må gerne slå ud, hvis et menneske placerer hele den samlede mængde ansvar for et brud udelukkende hos den anden part.

Det lyder grænseoverskridende, at din kæreste først tromler dig og dernæst tager brodden ud af sin opførsel – med et grin. Hvad der er ”sjovt”, skal man være ret enige om.

Ellers er det kynisme og ikke humor. Jeg kan heller ikke få begrebet ”øjentjener” ud af min hjerne, når du beskriver, hvordan din kæreste virker langt mere sød og opmærksom på dig, når I er ude blandt andre.

Måske har han brug for den lidt nemme og overfladiske beundring, han således får?

Hvorvidt prædikatet narcissist passer klinisk på din kæreste eller ej, så handler det her ikke om ham, men om dig.

Dit liv, din integritet og dit velbefindende. Ligegyldigt hvad årsagen er til hans adfærd, så maser han dig, og jeg er ikke sikker på, at de få gode og nærværende stunder vil være smerten og utrygheden værd.

Selv om jeg ved, det er en ringe trøst lige nu, så husk, at skønt det bliver tomt og ensomt at give slip på din kæreste, så varer sorgen ikke ved.

For jeg tror, den lige nu mest af alt er bygget op af håbet om noget, der alligevel ikke findes.

Af og til kan vores fascination og forelskelse i et andet menneske vise sig at være en drøm, vi vågner brat fra – eller et fatamorgana, der forsvinder, så snart vi får væske, skygge og ro nok til at se klart.

Du er en både klog, varm og skøn kvinde, og jeg er overbevist om, at du har alle muligheder i verden for at møde et dejligt, opmærksomt og mere ærligt menneske at dele livet med.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.