https://imgix.femina.dk/2021-08-17/anna_mejlhede_4.png
Annas brevkasse

Brev til Anna Mejlhede: Min far kigger på unge kvinder på stranden

5. august 2021
af Anna Mejlhede
Foto: Betina Fleron
"Han tager sin cykel ned til stranden. Her sætter han sig og kigger på de unge, halvafklædte kvinder." Læs dennes uges brev til Anna.

Kære Anna

Er jeg mon for snerpet? Måske – men nu vil jeg lade dig afgøre det.

Jeg bor tæt på min ældre, men friske, søde far, og vi ses jævnligt. Min mor døde for nogle år siden.

Sagen er, at min far højlydt erklærer – også over for naboer eller gæster – at ”nu skal han ud at se på damer i sommerlandet”.

Underforstået, at han tager sin cykel ned til stranden. Her sætter han sig og kigger på de unge, halvafklædte kvinder.

Jeg kan slet ikke klare, 1) at han gør det, og 2) at han højlydt fortæller, AT han gør det.

Jeg synes, det er utrolig pinligt, og jeg skammer mig over, at han er, ja, en gammel gris, kalder jeg det.

Min mand griner bare og siger, at alle mænd da kigger efter bare damer om sommeren; de siger det bare ikke højt.

Min far griner også af mig, når jeg prøver at få ham til at forstå, at det altså virker lummert sådan at sætte sig og holde øje med pigerne på stranden.

Hvad tænker du, Anna?

Kh Marie

Kære Marie

Måske handler det her bare om, at din far gerne vil vise dig og verden, at han stadig er et levende menneske – med øjne i hovedet og følelser i kroppen?

Den slags er der bestemt intet i vejen med.

Men du kan kærligt og lattermildt vejlede din far i, hvordan man i Danmark anno 2021 lader den slags komme til udtryk.

Jeg synes derfor, du skal tage snakken med ham. Forklar, at tiden i dag er en ganske anden, end dengang han var ung.

Også hvad det at ”se på damer” angår.

Du er ikke en snerpe, fordi dine tæer krummer sig i skoene, når din far ruller tankerne frit ud.

Det er virkelig ikke alt, vi har lyst til at vide om vores forældre!

Selv om din fars sommerdille trods alt er til den uskyldige side, kan du sagtens puffe lidt og hjælpe ham med at være det spillevende menneske, han er, uden at kamme over i det lumre.

Jeg er ret sikker på, at din far ønsker at være det første, men bestemt ikke det sidste.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede. anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Læs også