Brev til Anna Mejlhede: Mine piger opfører sig skidt over for farmor

24. august 2021
af Anna Mejlhede
Foto: Betina Fleron
"Farmor beklager sig aldrig og presser heller ikke på, så jeg synes, det er så ringe af dem, at de ikke ”giver lidt tilbage”, nu hvor hun er en ældre dame, der bliver så uendelig glad for at høre fra dem." Læs denne uges brev til Anna.

Kære Anna

Jeg er mor til tre dejlige døtre, der alle er i de sene teenageår nu.

Sagen er, at jeg ikke synes, de kontakter deres søde farmor nok. Jeg har ikke selv mine forældre, så min mands mor har altid været der for os alle.

Hun har passet dem som små og er altid trådt til med en hjælpende hånd, uanset om det var med timers varsel.

Hun har altid foræret dem flotte gaver, og hun prøver at ringe til dem en-to gange om ugen nu. Hun elsker at høre om, hvad de går og laver.

Men nu har jeg hørt dem sige ”Åh, nej, det er farmor igen. Jeg orker ikke lige at tale med hende nu …”

Farmor beklager sig aldrig og presser heller ikke på, så jeg synes, det er så ringe af dem, at de ikke ”giver lidt tilbage”, nu hvor hun er en ældre dame, der bliver så uendelig glad for at høre fra dem.

Kræver jeg for meget, synes du? Eller kan jeg godt tillade mig at sige til dem, at de skal være søde ved hende – for det har hun altid været ved dem? Hvis du giver mig ret, hvordan får jeg det så sagt, så de faktisk også hører efter?
 

Kh Benedikte

Kære Benedikte

Hvor er det dog en rigdom, at I har en så omsorgsfuld og kærlig farmor i jeres liv.

Jeg er sikker på, at dine døtre sætter lige så meget pris på hende som du, også selv om de ikke giver udtryk for deres kærlighed på den måde, du helst så det.

Dét, jeg tror, du skal tænke på, er, at dine døtre er teenagere.

De er unge mennesker, der har travlt med at finde deres plads i verden. Deres opmærksomhed er fyldt til bristepunktet.

Det udelukker naturligvis ikke, at de lærer at tage ansvar for andre i familien og vise hensyn, men lige nu står de et forblæst sted i deres liv, hvor de skal have lov til at finde sig til rette.

At forvente noget bestemt som respons på ens kærlighed er at vente på en skuffelse.

Ord som ”retfærdighed” og ”taknemlighedsgæld” rimer dårligt på at elske. Vi kan ikke, hverken som forældre eller bedsteforældre, forvente, at det, vi giver, gengældes på en bestemt måde.

I disse relationer går kærlighed og omsorg først og fremmest den ene vej – nemlig fra voksen til barn.

Hvis jeg skal sætte det helt på spidsen, kan vores børn og børnebørn med rette kræve af os, at vi tager os af dem og elsker dem ubetinget, men vi kan ikke forlange det samme af dem.

Jo mere vi gør det, des mere skubber vi dem fra os.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Når dine piger ikke lige orker at tale i telefon med deres farmor, er det kun udtryk for, at de har travlt med noget, de lige nu synes er vigtigt.

Det betyder ikke, at de ikke gerne vil deres farmor. De hviler blot i, at de er elsket ubetinget, og dét er ikke det samme som utaknemlighed.

Vil det ikke være synd, hvis dine piger lærer, at farmor er en sur pligt? Det tror jeg også, hun selv vil være ked af.

Giv i stedet dine døtre plads til at finde balancen selv.

Med så kærlig og gavmild en farmor, skal de nok med tiden knytte deres helt egen, voksne og tætte relation til hende.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede. anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.