Brev til Anna Mejlhede: Byggehelvede påvirker mit ægteskab

Kære Anna

Det er altid hårdt at flytte, har jeg læst, men det bliver endnu hårdere, når det hus, man har valgt, skal totalrenoveres, skulle jeg hilse at sige.

Det er nemlig sådan et projekt, min mand og jeg har kastet os ud i, fordi vi ofte igennem livet har drømt om et romantisk hus på landet, og så fandt vi lige drømmehuset ved en å og en dejlig stor have (et hus, der kan blive rigtig lækkert, når det er renoveret), og nu er vores drenge flyttet hjemmefra, så timingen var der.

Idéen kan jeg stadigvæk godt lide, men så stopper det også der. Hold da op, det kræver meget overskud og energi i praksis:

Hvilke fliser kan du godt lide på badeværelset, skal man have byggetilladelse for at rive en mur ned, skal vi have gennemgangsdør i kontoret, har vi råd til et nyt køkken?

Og så er der udfordringerne med håndværkere. Kan mureren komme igen denne uge, for han manglede at mure efter i dørkammen, og nu kan maleren ikke komme til.

Mange af de tekniske ting har jeg bedt min mand tage sig af, men han har travlt på arbejdet, og det er ikke altid, at han får gjort det, vi aftalte, og så må jeg selv ringe til håndværkere og svare på spørgsmål, jeg ikke ved en dyt om.

Ofte tager han også beslutninger på egen hånd, for eksempel at vaskemaskinen skal stå på badeværelset, hvilket jeg slet ikke synes, at vi blev færdige med at diskutere.

Imens alt det her foregår, betaler vi dobbelt husleje, og jeg frygter, at intet er færdigt, når vi flytter ind.

Når noget glipper, f.eks. deadlines, eller vi er uenige, er vi utroligt dårlige til at samarbejde om tingene, men bliver bare irriterede på hinanden.

Vi vil begge have det på vores egen måde, måske fordi vi har så meget om ørerne i forbindelse med flytningen, og det påvirker jo vores forhold.

Jeg har dage, hvor jeg ikke kan holde ud at se på ham, fordi alle frustrationerne bare emmer imellem os.

Det, der var en romantisk drøm, vi skulle forfølge sammen og gøre til virkelighed, er snarere blevet et mareridt – også for forholdet. Skal jeg bare bide tænderne sammen og vente på, at renoveringen er overstået?

Kh.

En frustreret kvinde i midtvejs-byggekrise

Kære frustrerede

At stå midt i så omfattende et projekt, som I to har kastet jer ud i, vil altid være en belastning. Selv for det mest robuste parforhold.

Praktiske problemer og uoverensstemmelser kan i den situation ligne grundskader på selve kærligheden, men det er de nu sjældent.

Midtvejskriser dukker op i løbet af de fleste store projekter. Især dem, der kræver al vores opmærksomhed og en ordentlig balje tålmodighed.

Dengang jeg som orlogspræst var udsendt med søværnets skibe, var ”midtvejskrisen” også et velkendt fænomen.

Lige omkring halvanden måned inde i en tremåneders udsendelse begyndte det altid at ulme i krogene.

Små ting og ærgrelser kunne ud af det blå vokse sig enorme

Tilstanden, hvor man er lige så langt fra at komme hjem, som man var om at komme dértil, hvor man er nu, kan nemlig føles næsten hjemløs.

Fordi det ikke er til at se velkendt land, lige meget i hvilken retning man kigger. Mon ikke du, din mand og drømmehuset står nogenlunde dér lige nu?

Rust dig selv med tålmodighed, og husk på, at intet byggeprojekt trækker ud for evigt.

Romantiske drømme holder sjældent faconen, når de realiseres. Så længe de er inde i os selv, lever de til gengæld harmonisk og uforstyrret.

Men i dén tilstand er de heller ikke afhængige af noget så lavpraktisk som virkeligheden.

Jeg er vis på, at du ikke er den eneste i jeres parforhold, som er ved at blive sindssyg af situationen. Sjovt nok kan der af og til ligge en vis form for fællesskab alene i den erkendelse …

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.