Påske-ideer: DIY
Tips & idéer

DIY: 4 idéer til din påskedekoration

Brug påsken som en anledning til at gøre lidt ekstra ud af dit hjem. Pynt med dejlige forårsgrene og imponér dine gæster med masser af fine påskeidéer, der er nemme selv at lave. Holder du det i sart gule og grålige toner og mixer med lidt messing, bevarer du udtrykket stilrent.

En forårshave i vindueskarmen

 

EN FORÅRSHAVE I VINDUESKARMEN

Blomsterdekorationer er ikke kun noget, der hører julen til. Også påsken og alle de fine løgplanter, som blomsterhandlere og supermarkeder har i hobevis lige nu, er en god anledning til at lave en let og enkel påskedekoration, der bringer forårshaven indenfor.

På billedet: Trådkurve fra House Doctor.

DU SKAL BRUGE

Tulipaner på løg
Pudemos
Vagtelæg
Trådkurv i messing
Jord
Spirende kirsebærgrene
Plastikpose
 
Vil du have flere idéer til DIY? Læs mere her

SÅDAN GØR DU

Fór din trådkurv med en plastikpose.
Placér pudemos imellem plastik og trådkurv, så man ikke kan se plastikken.
Fyld kurven (plastikposen) med jord, og plant mange tulipaner på løg.
Dæk hullerne imellem blomsterne med pudemos, og lim vagtel­æg i grupper på dekorationen.
Stik kirsebærgrene ned imellem mosklumperne.

 

Tip: Påskeblomster er andet end de traditionelle skriggule påskeliljer. Det bugner med forskellige løgplanter – vi er ret vilde med vibeæg, anemoner, krokus og tulipaner.

 

En lille fjer på

 

EN LILLE FJER PÅ

Brug krydderiet gurkemeje til at farve dine æg i den smukkeste gule farve, og dekorér med tryk af fjer.

På billedet: Glasklokke og tallerkener fra House Doctor. 

DU SKAL BRUGE

Pustede hønse-, ande- eller gåseæg
Gurkemeje
Små fjer
Nylonstrømpe
Elastikker

SÅDAN GØR DU

Gør dine æg klar således: Læg en smuk fjer på ægget. Læg et stykke nylonstrømpe stramt omkring ægget, og fæstn nylonstrømpen med en elastik på bagsiden af ægget.
Kog ægget i vand tilsat gurkemeje i ca. 15 minutter. Jo mere krydderi, des kraftigere bliver farven, og jo lettere bliver det at se aftrykket fra fjeren.
Tag ægget op. Lad det køle af, og klip nylonstrømpen af.
Pil forsigtigt fjeren af, og du vil have et fint gult æg med aftryk efter fjeren.
 

Tip: Det er vigtigt, nylonstrømpestykket sidder meget stramt omkring fjeren, ellers bliver aftrykket for utydeligt.

 

Fjervaser

 

FJERVASER

Med få materialer kan du på ingen tid pimpe en gammel glasvase op med en håndfuld fjer. Vikl blot fjerene omkring vasen, og fæstn med vindseltråd, og der er skabt lækkerier til dit påskebord.

DU SKAL BRUGE:

Forskellige fjer (her er brugt fasan- og gåsefjer)
Vindseltråd
Glasvase eller lille, smal krukke

SÅDAN GØR DU:

Læg en fjer på vasen, og vikl messing-vindseltråd omkring.
Endnu en fjer og mere messing-vindseltråd. Sådan fortsætter du.
Fæstn tråden og klip fjerene i bunden, så de ikke stikker længere ned end bunden af vasen.
 
 

ÆGGEFEST

Ingen påske uden æg. Vi har malet æg, støbt æg, indfarvet og trykt æg. Mix de forskellige slags æg, så bliver udtrykket lidt mindre uhøjtideligt, men stadig fuldt af påskestemning.

Tip: Der findes et stort udvalg af pustede æg hos blomsterhandlerne og i hobbybutikker som for eksempel Panduro Hobby. Gå efter forskellige størrelser og farver.
 

 

 

Læs mere om: