Tips & idéer

Badeværelsesmakeover: Fra anonymt hvidt til moderne badeværelse med mosaik og mønstre

Et bad, der lækkede ned til underboen, blev boligredaktør Mette Seerups gamle badeværelses endeligt. Det var held i uheld for Mette, som længe havde haft lyst til noget andet end det anonyme og hvide. Med et mix af materialer og mønstre har Mette formået at skabe et badeværelse, som både er moderne og passer perfekt ind i den gamle herskabslejlighed på Frederiksberg.

I foråret 2017 havde boligredaktør Mette Seerup og hendes kæreste Kristoffer været på ferie i Paris. Efter den lange rejse hjem havde Mette brug for et langt, varmt bad næste morgen. Imens hun stod under bruseren, bank­ede det på døren. Hun ignorerede det i første omgang, men så bankede det på igen, og hun kunne høre en, der råbte ”undskyld, men det er bare, fordi der kommer vand ned til mig”. 
 
 
Vandet var løbet igennem gulvet ned til underboen, og med ét skulle badeværelset renoveres efter de gældende standarder, det ikke hidtil havde levet op til. For Mette var det held i uheld, for hun havde længe gået og haft lyst til at gøre noget ved badeværelset i lejligheden, som var lavet af de tidligere ejere. Det var hvidt og anonymt, og hun havde lyst til noget helt andet. 
 
– Jeg havde lyst til at gå all in. Vi var ude i enten at gå amok i farver og vælge bordeaux eller blå fliser og skeje ud på den måde. Eller også skulle vi gå med den gamle stil, lejligheden er bygget i. For at badeværelset skulle kunne holde længst muligt stilmæssigt endte vi med at vælge mulighed nummer to, siger Mette.
 
Jagten på de rigtige fliser 
Mettes søgen efter de helt rigtige elementer til badeværelset begyndte med det samme, og sammen med Kristoffer bestemte hun sig hurtigt for de sekskantede mosaikfliser, der er kommet til at pryde brusenichen. 
– Men jeg ville også have noget, der stak lidt mere ud. For selvom vi valgte at gå efter et mere tidløst look, var jeg hele tiden meget opmærksom på, at det ikke skulle være et badeværelse, der ligner de fleste, siger Mette.
 
Hun forelskede sig hovedkulds i nogle mønstrede gulvfliser, hun havde set på Pinterest, men de var ikke til at finde nogen steder. Efter lang tids søgen dukkede de dog alligevel op på en svensk hjemmeside, og uden at have set dem i levende live trykkede Mette ‘køb’. Det var heldigvis en god beslutning. 
– Gulvfliserne er det, jeg er allergladest for. Det er også de fliser, vores gæster først lægger mærke til og kommenterer på. Jeg synes, de sekskantede mosaikker er vildt flotte, men det er gulvfliserne, der virkelig former badeværelset.
 
LÆS OGSÅ: Nyt køkken i rosa og sort
 
firkantede detaljer
Også mange af detaljerne på badeværelset var Mette fast besluttet på. Armaturet skulle ikke være af den moderne slags, der havde siddet der før; Mette ville have noget med krummelurer, der understregede det gamle og herskabelige, og det skulle være i messing, fordi det er et materiale, der kun bliver pænere med tiden. Hun havde endda fundet nogle messingknager til badeværelset i en antikbutik i Paris. Men af de mere udfordrende detaljer var toilettets udformning. 
 
– Altså, et pænt toilet, hvor finder man lige det? Midt i renoveringen så jeg heldigvis et toilet i art deco-stil på en restaurant, der var mere elegant og firkantet end nutidens runde toiletter, så det gik vi efter, fortæller Mette.
 
Det firkantede mønster finder man også i brusevæggen, som er lavet i trådglas. Med mønster på både brusevæggen, de egentlige vægge og gulvet var Mette lige ved at få kolde fødder sidst i processen.
– Da jeg første gang så lågerne til vores bademøbel, som er lavet af trælameller og derfor også har et lidt grafisk udtryk, nåede jeg at tænke ”shit, bliver det her et stort mønsterkaos?” Men fordi det er holdt i lyse og neutrale farver, synes jeg, det hele er kommet til at fungere rigtig godt sammen
 
FØR: Det eneste, der er bevaret fra det gamle anonyme badeværelse, er loftlamperne, hvor lyset kan skifte til diskolys. – Dét er et højdepunkt, når vi holder fest, så det skulle bevares, forklarer Mette. 
 
De sekskantede mosaikker i brusenichen er fra Mosaikhjørnet, og vasken er fra Villeroy & Boch.
 
KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt
 
Det minimalistiske Vola-armatur i rustfrit stål, som hang på badeværelset før, passede slet ikke til den mere herskabelige stil, Mette gik efter. Det blev derfor pillet ned og solgt videre, og i stedet kom et mere klassisk armatur i messing op. 
 
 
 I vinduet står en Edge-potte fra Skagerak, som vasen også er fra. Den blå skål er fra Studio Arhoj, den lyserøde skål er fra 101 Copenhagen.
 
 
Foran brusevæggen i trådglas, som er lavet på mål af en glar­mester, står en vase fra Skagerak og en skål fra 101 Copenhagen
 
 
Det indrammede print er af Kristina Krogh, håndklædet er fra H&M Home, og messingknagerne er fundet i en antikbutik i Paris.
 
 
Læs mere om: