Tips & idéer

7 smukke kranse du selv kan binde

De ligner noget, en professionel har lavet, ja, men lad ikke det stoppe dig. For det behøver ikke at være så svært, som det ser ud til. Vi guider dig her til 7 smukke kranse, som vil pynte på din dør. God fornøjelse.

 

7 SMUKKE KRANSE DU SELV KAN BINDE

 
HORTENSIAKRANS
En sirligt håndbundet krans, som kræver lidt øvelse. Det grønne look er perfekt til en tidlig juleoppyntning.
TIP: Hør, hvad din blomsterhandler har at sige om de forskellige blomster, da nogle kan være lidt sarte at binde.
Du skal bruge: Halmkrans, Vindseltråd, Grønne hortensiahoveder, Tidsler (russisk mandstro), Farvede blade, Ammi majus, Humlegrene, Hjertegræs, Læderbælte
 
Læg alle dine varer frem i sorterede bunker. Klip af stænglerne, så de alle har samme længde. Fæstn din vindseltråd på halmkransen. Læg en blomst på kransen med hovedet til venstre. Vikl tråden rundt om blomsten et par gange. Læg næste tot på samme måde, men så den lige akkurat dækker tråden på den forrige blomst. Fortsæt på samme måde, og gentag hele vejen rundt. Husk at binde godt ned i begge sider af kransen, så der ikke bliver synlige helligedage. Slut af med at løfte den første blomst, og bind den sidste ind under denne. Bind bæltet om kransen, og hæng op.
 
OBS: Denne bindeteknik kan bruges til alle håndbundne kranse.
 
SE OGSÅ: Videoguide: Sådan binder du en smuk krans
 
 
 
SNEBÆRKRANS
En let og elegant krans – simpel at binde og holder et par uger udendørs.
Du skal bruge:
Vindseltråd, Bonsaitråd i kobber, Snebær
Lav en krans af bonsaitråden ved at vikle tråden rundt i flere omgange, så den danner en snoet og viklet krans.
Pil alle blade af snebærgrenene, og stik dem ind i kransen. Vikl efterfølgende rundt om og over snebærene med bonsaitråden.
 
TIP: Bonsaitråd er super let at arbejde med. Det er en blød tråd, let at bøje med fingrene.
 
OBS: Snebærrene kan du købe hos blomsterhandleren eller plukke i naturen.
 
 
 
KOGLEKRANS
Denne krans af blank bladguld og pastelfarvede lærkekogler kræver lidt fingersnilde og masser af tid, til gengæld er den super smuk og kan holde i årevis.
Du skal bruge:
Halmkrans, Vindseltråd i kobber, Lærkegrene med kogler på, Egeblade (eller andre store blade), Bladguld + lim, Maling (gerne pastelfarver)
Bland din maling med vand i forholdet 1:1. Dyp alle kogler i blandingen, og lad dem tørre.
Put lim på de store tørre blade, og læg bladguld på (følg anvisningen på pakken). Bind guldbladene om halmkransen.
Vikl de farvede kogler om kransen efter teknikken beskrevet på side 81.
 
TIP: Brug en rest af, hvad du allerede har af maling derhjemme.
 
SE OGSÅ: Sådan skal din adventskrans se ud i år
 
 
 
HUMLEKRANS
En krans, som alle kan lave, og som er super dekorativ og smuk i al sin enkelthed. Det er blot farvede blade om halmkransen og en humleranke, der er fastgjort et par steder på kransen. Den er super dekorativ og smuk i al sin enkelthed.
Du skal bruge:
Tynd halmkrans, Vindseltråd, Bordeauxfarvede egeblade, Humleranke
Vikl blade om kransen (brug samme teknik som ved hortensiakransen side 81).
Vikl herefter forsigtigt humleranken om kransen. Lad det være lidt tilfældigt, og lad humleblomsterne falde lidt løst ud fra kransen. Vikl kraftig kobbersnor omkring til ophæng.
 
TIP: Når kransen begynder at tørre og blive trist, kan du spraymale den hvid og bruge den som adventskrans.
 
 
 
GRENKRANS
Kransen understreger årets tendenser med natur og messing. Og så er den meget nemmere at binde, end det ser ud til. Natur og træ i boligen hænger flot sammen med denne grenkrans. Kransen passer perfekt ind til den enkle bolig. Den er meget lettere at binde, end det umiddelbart ser ud til. Tag en tur i skoven og find grene i forskellige tykkelser og farvenuancer.
Du skal bruge:
Halmkrans, Vindseltråd i messing, Tykke og tynde grene fra naturen
Klip alle grenene i samme længde, ca. 5 cm. Start med at lave en lille ranke af grenstykker. Vikl vindseltråden om grenen, og sno den et par gange, så grenene sider fast på tråden. Gentag, til der sidder 10-15 grenstykker efter hinanden på tråden, og vikl den så om kransen. Mens du vikler rundt og rundt, skal du sørge for, at alle grenstykkerne bliver skubbet op på forsiden, så bagsiden forbliver flad. Gentag proceduren, til hele kransen er dækket af de små genstykker.
 
TIP: Denne krans er også smuk i en lækker farve. Spraymal den i en lækker farve – så kan den også bruges som forårskrans.
 
OBS: Lad grenstykkerne tørre et par dage, inden du binder kransen. Når grenene tørrer, bliver de mindre, så hvis du har bundet af friske grene, vil de blive løse i tråden.
 
 
BLÅ KRANS
Kransen er bundet med hortensiaer og cedergran, der har et lidt mere moderne udtryk end klassisk gran.
Du skal bruge: Halmkrans, tørrede hortensia, cedergran
Kransen er bundet om en halmkrans, så den bliver tykkere og mere robust. Hortensiaerne er tørret på forhånd. Sæt de tørrede hortensiaer sammen med cedergran i små bundter. Du skal kun bruge granenderne, så det er bløde grene. Bind de små bundter om halmkransen, så den er dækket helt, og sæt et bånd i til ophæng. Pynt evt. med et enkelt stykke julepynt i midten.
 
 
 
 
DEN SIRLIGE
En smuk og detaljeret krans lavet af frøstande fra haven. Den tager tid at lave, men følger du arbejdsbeskrivelsen, får du en stilren og klassisk krans.
Du skal bruge: Frøstande fra rød jomfru i det grønne. Rødlig sankthansurt (Sedum matrona). Sukkulent. Tørrede runde frøstande fra stjerneblomst (Scabiosa stellata). Halmkrans, diameter 40 cm. Vindseltråd. Limpistol
Sortér alle dine materialer i bunker. Klip af stænglerne, så materialerne har samme længde. Fæstn vindseltråd på halmkransen. Læg en blomst på kransen med hovedet til venstre. Fæstn ved at vikle et par gange om blomsten med tråden. Læg et par nye blomster på, så de lige nøjagtig dækker tråden på den forrige blomst. Fortsæt på denne måde, og gentag hele vejen rundt. Skift imellem materialerne med jævne mellemrum. Husk at binde blomster på begge sider og på toppen af kransen hele vejen rundt, på den måde får du ingen huller i kransen. Slut af med at løfte startblomsterne; bind under den, fæstn tråden,
og tryk blomsten tilbage på plads. Klip sukkulenten af ved jorden, og brug de små husløgslignende miniblomster til at dække eventuelle huller i kransen. Lim dem på kransen. Lav et øje på bagsiden, og hæng kransen op i det.
 
TIP: Kransen kan holde længe. Men når den bliver trist at se på, kan du evt. spraymale den i en smuk farve og på den måde forlænge levetiden.