https://imgix.femina.dk/media/article/vredt_barn.jpg
Familieliv

Derfor bør du ikke sende dit vrede barn ind på værelset

10. oktober 2015
Af Signe Eriksen Tonsberg. Redigeret af Anne Romanelli
Foto: Colourbox
At sende sit barn på værelset, når det et vredt eller hysterisk, er ikke altid den bedste løsning. Tværtimod, mener psykolog Grethe Kragh-Müller. Læs her hvorfor!

At sende sit barn ind på værelset, når det er vredt eller hysterisk, er et meget udbredt forældreredskab - også i diverse opdragelsesprogrammer i fjernsynet.

Men det er ikke nødvendigvis den bedste måde at håndtere barnets kriser på, mener Grethe Kragh-Müller, der er psykolog med speciale i børn.

Fraråder værelset som redskab

Hun fraråder ligefrem værelset som 'redskab':

- Det er svært for barnet at tackle de stærke følelser alene. Hvis det handler om, at barnet er vredt eller hysterisk, så ville jeg hellere holde mig i nærheden af barnet, mens vreden står på, og se, om der er noget, jeg kan gøre for at hjælpe barnet igennem vreden. Man kan f.eks. sige eller udstråle: 'Jeg passer på dig, mens og selvom du er vred' eller 'Nogle gange bliver vi vrede. Det er ok, og det holder også op igen'.

Barnet får nemmere ved at tackle vrede

Vrede er nemlig ikke ubetinget en negativ ting, for hver gang barnet opdager, at det falder til ro igen efter at have været vred, så bliver det lidt nemmere næste gang.

- Følelser holder jo op, når adrenalinen klinger af, og det bliver barnet mere og mere bevidst om for hver gang. Og det hjælper barnet endnu mere, hvis du bagefter sætter ord på vreden ved f.eks. at sige: 'Du blev vred, fordi jeg sagde nej til en is. Jeg forstår godt, at du er ærgerlig over det, men så kan du måske også forstå, at du ikke skal have is hver dag, for så får du ondt i maven', slutter Grethe Kragh-Müller.

https://imgix.femina.dk/tapetny.jpg

Læs også