https://imgix.femina.dk/media/billeder/2012/oktober/spangprim.jpg
Selvudvikling

Jonatan Spang: ”Jeg finder på livsløgne!”

10. oktober 2012
af Lonnie Kjer
foto: Mew.dk
Han er her, dér og alle vegne. Nu debuterer han som filminstruktør. Oestrogen.dk har mødt multitalentet Jonatan Spang til en snak om talenttyveri, parforhold, humor – og livsløgne. Og om at være et dumt svin ...

Det lugter langt væk af kreativitet omkring Jonatan Spangs kontor på Flæsketorvet. Man genkender de rigtige navne på døren til kontorlandskabet, der er en slags dansk humor-fabrik på højniveau. Det er i hvert fald her, de spiser idéer til morgenmad, Spang og kollegerne, mens de opfinder, former og farver deres næste grinagtige projekt. Og det er her, jeg skal mødes med Jonatan Spang. Han er knald-charmerende, den 34-årige komiker, der netop venter på folkets dom over sin debut-film 'Talenttyven', der gerne skulle få Danmark til at styrte i biffen - og gå grinende hjem. Hvad anmelderne siger, interesserer ikke debutanten. Kliché-agtigt? Måske. Men han læser altså ikke skidtet.

Talenttyv … med et twist af dumt svin!
Til gengæld fortæller han gerne vidt og bredt om filmen og glæder sig vildt til at se, hvad resten af landet synes om hans film, hvor der stjæles med arme og ben. I kampen om at rage til sig og blive en succés og være en anden end den, man er. Ikke nødvendigvis på en charmerende facon. Dét kender Jonatan Spang til. Både i de forskellige roller og - til dels - en lille smule i virkeligheden.
"Man vil jo så gerne være et gennemført godt menneske, men virkeligheden er, at det af og til er det modsatte, der virker," fortæller Spang til Oestrogen.dk.
"Man kan opnå mere ved at være et dumt svin," griner han og ligner en, der er alt mulig andet en dét. Men han snusede alligevel lidt til dén rolle under arbejdet med 'Talenttyven', da han - for at få en masse praktiske ting sat i sving og op i tempo - måtte 'skrive mails med caps lock i bund,´ som han siger. Og så skete der noget.
"Man føler sig godt nok ikke som verdens sødeste menneske, men det er sjovt, som det sætter en energi i sving … det virker simpelthen."

Blonde talenter
I 'Talentyven' går det ud over kloge Laura, hvis kæreste simpelthen stjæler lidt at dét talent, han ikke har for meget af i forvejen. Som afdanket boy band-sanger mangler karrieren i den grad dét boost, han - måske, måske ikke - lykkedes med efter talenttyveriet, hvor hans kæreste med ét bliver dejlig blond, virkelig dum - og meget, meget sjov - mens han selv overvejer, om det egentlig ikke er meget rart, at kæresten er komplet blæst.
"På film er det bare de dumme kvinder, der er de sjove. Velovervejede mennesker fungerer simpelthen skidt på film," fortæller filminstruktøren, manuskriptforfatteren og skuespilleren, der i virkelighedens verden kræver en god røvfuld humor hos den kvinde, der skal ha' fornøjelsen af leve sammen med ham.
"Kvinder skal bare være sjove. Det er en måde at kommunikere på, der er helt nødvendig."
Til gengæld behøver hun ikke være overdrevet klog. Nødvendigvis.
"Man gider jo ikke stå der og føle sig alt for dum … jeg tror generelt, at kvinder sætter større pris på mænds intelligens end omvendt."

Spangs selvudvikling …
Selv forsøger han med jævne mellemrum at puste liv i drømmen om, hvem han gerne vil være. Når han altså ikke er ham med alle projekterne. Eller måske bare samtidig med. Det handler om drømmen om at være i balance. Og forsøge at købe sig til det. Som investeringen af den espressomaskine, han købte i håb om, at der fulgte lidt ro og tjekkethed med i købet.
"Så blev jeg nok lige typen, der lige skummer mælk og køber fin kaffe og hygger mig med det og slapper af på en zen-agtig måde med min lækre kaffe. "
Det virkede ikke. Heller ikke købet af den lækre morgenkåbe eller abonnementet på Weekendavisen. For Jonatan Spang er Jonatan Spang.
"Jeg er måske også blevet bedre til at stoppe mig selv. Bare lidt. Jeg prøver at stoppe mig selv, når jeg tænker at "tøfler, det er da nok lige mig". Og så prøver at finde roen et andet sted. Eller slutte fred med, at jeg ikke gør det. Men jeg synes, jeg bliver bedre til det med alderen … "

Mens kvinderne ta'r magten …
Ligesom så meget andet bliver bedre med alderen?
"Ja, vin," siger han, men afslører ret hurtigt, at han langt fra er færdig med at forestille sig at være en anden, end han er. Hans viden om vin begrænser sig nogenlunde til den app, der kan fortælle ham de oplysninger, han så kan gi' videre til sine gæster, når de nipper til den hvide Bourgogne, mens den perfekte mad serveres. Men hvad med kvinderne? Bliver de også bedre?
"Altså … kvinder bliver lidt mere klare i spyttet, synes jeg. Der var nogle år, hvor man ikke forstod, hvad de sagde, ikke," spørger han og ser ud som om, han regner med et anerkendende nik her fra.
"De bliver måske også liiige en tand for klare i spyttet. Vi er jo virkelig på vej ned, vi mænd. Kvinderne overtager, og det gælder bare om at trække tiden - for gud skyld," griner han - og så er vi tilbage ved 'Talenttyven', der i virkeligheden kredser om de moderne kønsroller. Og ligestilling - ordet, han ikke vil bruge, fordi 'så bliver det bare ikke mere tørt end dét.'

Fortællingen om dig og mig
For en gang var der 'orden i sagerne', og kvinderne gik hjemme, men nu slås vi om pladsen og om fokus.
For hvem tager pladsen, hvem får ingen plads. Hvem gi'r, og hvem ta'r, og hvem har mest slik i skålen.
"Det er jo historien om vores alle sammens liv. Der findes jo ikke et forhold, hvor magtbalancen er ligeligt fordelt, og begge parter kan udvikle sig - også udenfor forholdet. Ja, jeg har i hvert fald aldrig set det eller oplevet det … og jeg har ellers forsøgt, tro mig," siger han, så man tror ham.
"Men man opdager bare stille og roligt, om man er den, der bliver 'suget' i et forhold eller man er den, der selv suger løs."
I talenttyven er det altså popsangeren Mark, der efter en talentscanning i baglokalet hos en dyrehandel (ja, hvorfor ikke?) får konstateret, at han er talentløs. I modsætning til kæresten, der er smækfyld med talent. Så hvorfor ikke stjæle lidt af det? Som sagt, så gjort!

Mænd, kvinder - og masser af talenter!
Resultatet af tyveriet skal du selv smutte i biffen for at opleve. Udover et smash-hit af en popsang kan vi garantere så meget, at komedien trækker på både genkendelighed og lattermuskler og understreger Spangs eget postulat om, at mændene - måske ikke ligefrem er på vej ned, men i hvert fald skal trække i arbejdstøjet for at matche de stærke kvinder … som måske til gengæld godt ku' ta' at finde humorhatten frem lidt oftere.
"Ja, men vi mænd er jo så nemme. Se bare, da Cola Zero-reklamerne kom. Mænd har sgu aldrig gidet drikke den feminine Cola Light, men når der pludselig dukker maskuline reklamer op, der handler om at noget eksploderer, og vi skal knalde nogle strippere, så bliver der altså købt Cola Zero for alle pengene, " siger filmmanden, der med 'Talenttyven' selv tager chancen og gør noget andet end dét, folk forventer af ham.
Lidt ligesom espressomaskinen, morgenkåben og Weekendavisen. Men i hvert fald med et uomtvisteligt talent, Jonatan Spang selv ikke behøver stjæle sig til. Dét er der bare.

'Talenttyven' har premiere d.11.oktober.

Om Jonatan Spang …

Han vandt DM i stand-up i 1999
Han er uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus teater i 2003
Han modtog i Reumerts talentpris i 2005
Han blev ansat som kreativ direktør på Nørrebro Teater i 2007
Han har optrådt med sine to solo-shows 'Damer' og 'Jonathan Spangs familie'
… næste show er lige på trapperne og har titlen 'Jonatan Spangs Bryllup'.

"Musikken til dit hjerte" … læs med her!

Mød verdens bedste filmfotograf her! Hun er dansk!

Nåede du forbi Shoppen?

Læs også