Vold mod kvinder

For ti år siden fik vi et vigtigt værktøj i kampen mod vold mod kvinder - her er de fire vigtigste sejre

af Sofie Guldager 11. maj 2021
Foto: Unsplash
Istanbulkonventionen har i mange år sørget for, at europæiske lande har gjort en seriøs indsats for at modarbejde vold mod kvinder og vold i hjemmet. Vi gør status efter 10 år med konventionen.

Nultolerance over for vold mod kvinder og vold i hjemmet og en opfordring til større lighed mellem kønnene.

Det er grundtanken bag Istanbulkonventionen, en europæisk traktat, der i år fylder 10 år.

Meget er sket i det forgangne årti, og flere og flere lande har forpligtet sig til at gøre en indsats for at forebygge vold, beskytte ofre og retsforfølge dem, der udøver vold.

Helle Jacobsen, der er programleder for køn og ligestilling hos Amnesty International i Danmark, understreger, at konventionen er et vigtigt værktøj for at komme volden til livs.

– Den kigger både på lovgivning og holdninger. Den siger noget om loven. Hvordan voldtægtslovgivningen skal være, men den fokuserer også på, at regeringer har et ansvar for at arbejde imod myter, skadelige kønsstereotyper, for eksempel igennem seksualundervisningen.

– Hvis man gerne vil forebygge vold mod kvinder, er det så vigtigt, at man ikke kun kigger på lovgivning, men også arbejder for at ændre de holdninger i samfundet, som gør, at volden kan finde sted.

Istanbulkonventionen

Istanbulkonventionen blev nedfældet og vedtaget af det europæiske ministerråd under Europarådet i 2011.

Det er den første europæiske traktat, som specifikt har til formål at modarbejde vold mod kvinder og vold i hjemmet.

Istanbulkonventionen dækker alle aspekter af kønsbaseret vold, både psykisk vold, fysisk vold, seksuel vold og voldtægt. 

Lande, som har ratificeret konventionen, forpligter sig til at forebygge kønsbaseret vold, beskytte voldsudsatte og støtte overlevere. Dette gælder både i national lovgivning men også helt konkret i etableringen af hjælpeinstanser som hotlines, krisecentre, rådgivning og juridisk bistand.

Danmark underskrev konventionen i 2013 og ratificerede den i 2014.

Istanbulkonventionen er underskrevet af langt størstedelen af de europæiske lande og ratificeret af 34 af dem.

Konventionen hedder Istanbulkonventionen, fordi den blev underskrevet i Istanbul af Europarådets medlemsstater 11. maj 2011.

Kilde: Amnesty International

Helle Jacobsen gør her status over nogle af de vigtigste sejre i årene med Istanbulkonventionen.

Fire vigtige sejre

En stor del af de europæiske lande har tiltrådt konventionen.

I 2018 trådte konventionen i kraft i ni lande (Kroatien, Cypern, Tyskland, Estland, Grækenland, Island, Luxemburg, Nordmakedonien og Schweitz), og i 2019 ratificerede Irland også konventionen, lige efter landet havde haft en afstemning for en afskaffelse af landets meget restriktive abortlovgivning.

Det nyeste land, der har ratificeret konventionen, er Lichtenstein.

Når konventionen bliver ratificeret, betyder det, at konventionen skal skrives ind i den nationale lovgivning.

Helle Jacobsen understreger, at det er glædeligt, at der er 40 lande, som har tiltrådt den, og 34 lande har ratificeret den.

Samtykkebaseret voldtægtslov

Danmark blev det 12. land i Europa, der har vedtaget en samtykkelov. Den trådte i kraft 1. januar 2021.

En samtykkelov betyder, at det ikke længere kun er tilstedeværelsen af vold eller trusler om vold, der afgør, om der er tale om voldtægt. Samtykkelovgivningen handler om, at begge parter skal sikre sig, at der er samtykke inden sex.

– Det er en vigtig sejr, at lande udover Danmark, som Island, Sverige, Grækenland og Malta også har ændret deres voldtægtslov. Istanbulkonventionen siger direkte, at samtykke er en menneskerettighedsstandard, og man skal definere voldtægt som sex uden samtykke.

Istanbulkonventionen var et af de argumenter, Amnesty brugte brugte, da organisationen mødtes med regeringen for at få den til at vedtage samtykkelovgivningen. At vi var forpligtede til at lave de her ændringer i landet.

Finland har anerkendt, at det er statens ansvar at finansiere krisecentre

– Det er en sejr, fordi de på den måde har sikret, at der er mere støtte til kvinder, der bliver udsat for vold. 

I Danmark har vi en lov, der sørger for, at kommuner har pligt til at tilbyde midlertidigt ophold til kvinder, der har været udsat for vold eller trusler om vold.

Albanien, Serbien, Montenegro og Finland har lavet nationale hjælpelinjer.

– På grund af Istanbulkonventionen har de her lande sikret, at der er mulighed for, at voldsramte kvinder kan få telefonisk hjælp i hele landet.

Det er et stort skridt for de enkelte lande, men de har endnu ikke vedtaget en samtykkelovgivning.

Stadigvæk plads til forbedring

Når man kigger på Istanbulkonventionen overordnet set, er det lidt som om Europa er gået 10 skridt frem og to tilbage, når det gælder bekæmpelsen af vold mod kvinder.

For der er sket meget i forhold til lovgivning og tiltag i de enkelte lande, men den seneste tid varsler også noget modvind.

Tyrkiet, der var værtsland for konventionen og det første land til at underskrive tilbage i 2011, valgte at træde ud tilbage i marts.

Og Polen truer nu med at gøre det samme. 

For Helle Jacobsen er noget af det vigtigste at stoppe bevægelsen med lande, der træder ud af konventionen.

Hun ser med bekymring på Tyrkiet og Polen.

– Det er farligt for kvinder, piger og LGBTQ-personers sikkerhed, at Tyrkiet er trådt ud af konventionen. Vi ser uheldige bevægelser i Europa - eksempelvis har nogle polske byer indført LGBT-frie zoner.

– Derudover bliver der dræbt mange kvinder af en partner eller tidligere partner i Tyrkiet. Så det er meget vigtigt at få Tyrkiet tilbage i konventionen.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Et andet sted, hvor der er plads til forbedring, er de lande, som endnu ikke har ratificeret konventionen.

– Der er stadigvæk lande, som ikke har implementeret lovgivningen, og det ser vi som meget vigtigt, at de får gjort.

Det er lande, som Bulgarien, Slovakiet og Ungarn, der har udskudt ratificeringen af konventionen, og som ifølge Amnesty International bevidst ignorerer eller underspiller den negative betydning, skadelige kønsstereotyper har i samfundet.