Ligeløn

Sygeplejerske Marianne strejker for bedre løn: Jeg rådede min datter til at vælge en anden uddannelse

af Katrine Rosenbæk 24. juni 2021
Foto: Emma Line Holm Sejersen
Nok er nok. For anden gang i sit arbejdsliv strejker sygeplejerske Marianne Priskorn for ligeløn. Denne gang kæmper hun ikke kun for sygeplejersker, men for alle de kvindedominerede fag.

Marianne Priskorn behøvede bare at strege Løkke ud og skrive Mette i stedet. Det passede jo med det to stavelser:

“Det er hammer hammer skidt, at vi får for lidt

Ligeløn vi kræver, derfor nu vi stræber

Mette, du skal vide, vi er ikke blide

Vi vil sprænge rammen lige nu”

Sangen er oprindeligt fra den lange sygeplejerske-strejke i 2008, som Marianne Priskorn også var en del af. Hun er sygeplejerske på 28. år, og i disse dage strejker hun for præcis det samme, som hun gjorde i 2008, da Lars Løkke Rasmussen var statsminister.

- Det er foruroligende, at vi ikke er nået længere. Fagets fremtid bekymrer mig meget. Nu skal der handling til, nu skal vi se det i kroner og øre. Jeg finder mig ikke i mere snak, siger hun.

Sygeplejerskernes strejke er den hidtidige kulmination på en efterhånden stærk og gennemslagskraftig lønkamp, som tusindvis af kvinder fra traditionelle kvindefag har fået stablet på benene i løbet af foråret og i kølvandet på coronakrisen.

Ligeløn til kvindefag

Jordemødre, sygeplejersker, socialrådgivere, pædagoger og SOSU-assistenter. Alle traditionelle kvindefag, som blev placeret nederst i det lønhierarki, der blev vedtaget med reformen af tjenestemandsloven i 1969. Før Rødstrømperne. Før den fri abort.

Dengang betragtede man kvindens løn som lommepenge, fordi manden var familiens økonomiske overhoved. Intentionen var at revurdere loven løbende, men det skete aldrig. Nu kræver kvinderne, der arbejder i fagene, et opgør med reformen. 

I en række artikler går femina tæt på det opgør. Det gør vi, fordi kvinders arbejde ikke skal lønnes efter et 50 år gammelt kvindesyn, vi for længst burde have taget afsked med.

For knap 20 år siden, da Marianne Priskorn havde været sygeplejerske i 10 år, fik hun sin sidste lønstigning ifølge overenskomsten.

- Jeg er på dødslønnen, som vi kalder den for. Så er man der resten af sin tid og har ikke udsigt til noget. Det er dybt frustrerende og ulykkeligt, for vi er mere værd, siger hun.

Hun foreslår, at man lægger 5.000 kroner oven i grundlønnen, så en nyuddannet sygeplejerskes grundløn kommer op på 30.000 kroner.

Det er blandt andet det, hun kæmper for.  

Marianne Priskorn

  • Har været sygeplejerske i 28 år
  • 53 år
  • Arbejder på Hvidovre Hospital på gastro-medicinsk ambulatorium, hvor de behandler mave, tarm- og leversygdomme
  • Er tillidsrepræsentant
  • Gift og har to døtre

Hun stemte nej til de to afstemninger om overenskomstforslag, som lå forud for sygeplejerskernes strejke. Blandt andet på grund af hendes to voksne døtre, som har uddannet sig til henholdsvis pædagog og sygeplejerske.

- Det gjorde mig så indædt rasende at skulle overlade det samme kønsrollemønster og den samme sexistiske lønindplacering til mine børn. Jeg fik den her ildsjæl op i mig og tænkte: “Det kan ikke være rigtigt.” Jeg ønsker det bedre for dem, end det, jeg selv er blevet budt, siger hun og fortsætter:

- Jeg synes ikke, det er i orden, at de skal slås med de samme problemstillinger, som jeg selv har gjort. Jeg vil gerne give dem en bedre verden, hvor der er mere ligestilling mellem mænd og kvinder, og hvor der er ligeløn, siger hun.

Hun undrer sig over, at tjenestemandsreformens indplacering af offentlige faggrupper i et lønhierarki fra 1969 stadig kan aflæses på hendes lønseddel i 2021.

- Vi har MeToo-bevægelsen, vi har fokus på minoriteter og forskelsbehandling, men åbenbart ikke, når det gælder mænd og kvinders løn, siger hun.

Kommission eller komité?

Da hun blev mor til sine to døtre, gik det op for hende, at hendes løn satte begrænsninger for det liv, de gerne ville leve som familie. Hun kunne hverken låne til et hus eller en bil. Da hun blev skilt fra pigernes far, blev det ikke nemmere.

- Jeg havde slet ikke forestillet mig, at jeg skulle blive ramt så dobbelt hårdt. Jeg følte mig faktisk fattig. Det var virkelig mærkeligt. Jeg kunne skyde en hvid pil efter at købe noget, for den mulighed var slet ikke til stede. Jeg kunne ikke låne en krone, siger Marianne Priskorn. 

Derfor boede hun til leje. Indtil hun senere blev gift igen - med en mand, der kunne lægge det økonomiske grundlag for et huskøb.

- Det er totalt ydmygende, at jeg skal være afhængig af en mand for at kunne købe en bolig. Det er forrykt, at du i dag er dårligere stillet økonomisk, fordi du er kvinde.

Man kan ikke bare spise os af med at sige “Jamen, vi laver en lønkomité og undersøger det,” for det er allerede blevet undersøgt. Vi kæmpede den samme kamp i 2008, men der skete heller ikke noget.

En anden grund til, at Marianne Priskorn stemte nej til forårets to overenskomstforslag, stammer fra 2008, selvom den handler om den lønkomité, fagbevægelsen og politikere nu vil nedsætte for at undersøge lønstrukturerne i det offentlige.

Efter strejken i 2008 blev der nemlig også nedsat en lønkommission, som i virkeligheden er det samme som en lønkomité, men kært barn har som bekendt mange navne.

- Man kan ikke bare spise os af med at sige “Jamen, vi laver en lønkomité og undersøger det,” for det er allerede blevet undersøgt. Vi kæmpede den samme kamp i 2008, men der skete heller ikke noget, siger Marianne Priskorn.

Der skete i hvert fald det, at den daværende kommission konstaterede, at der ikke var et problem med uligeløn i Danmark. Så langt, så godt, og 13 år senere synger Marianne Priskorn og hendes kolleger de samme slagsange som dengang.

- Det gør mig vred og frustreret. I sidste ende mister jeg troen på, at der kommer til at ske noget.

Hun frygter, at det eneste, der kommer ud af det, er, at hospitalerne får sværere ved at rekruttere og fastholde sygeplejersker, end de allerede har.

Honninghjerterne

Men hun har stadig et håb i sig. Om at politikerne på Christiansborg tager ansvar for at løse det lønefterslæb, som ikke kun sygeplejersker, men mange af velfærdsstatens traditionelle kvindefag oplever. Hun opfatter også strejken som et opråb på vegne af samtlige fag - ikke kun sygeplejerskerne.

Hun tror også, at der i forhold til 2008 er kommet en større opmærksomhed på forskellen mellem mænd og kvinders løn. Og så er der selvfølgelig coronapandemien.

- Der var ikke grænser for, hvor gode vi var under pandemien. Vi smøgede ærmerne op, vi var de hvide engle, og vi fik utrolig meget opmærksomhed og anerkendelse, og jeg kan godt sige dig, at vi arbejdede for det. Vi knoklede og tilsidesatte stort set alle regler for at møde op på umulige og mulige tidspunkter for at redde situationen så godt, som vi overhovedet kunne - og takken var et honninghjerte, siger Marianne Priskorn.  

Hun taler om det honninghjerte, som sygeplejersker fik som julehilsen af deres arbejdsgiver, og som efterhånden er blevet et symbol på den måde, traditionelle kvindefag honoreres.

Marianne Priskorn undrer sig også over, at sygeplejerskernes overarbejde fra pandemien i 2020 ifølge hende skulle modregnes i de næste tre års lønudvikling i den foreslåede overenskomstaftale, der blev nedstemt. De ekstra tjente kroner skulle tilbagebetales, fordi det offentlige ikke må være lønførende.

- Jeg er godt klar over, at appelsinerne ikke falder ned i turbanen til os, men når vi skal betale vores lønudvikling tilbage, og det eneste, man får ud af det, er et honninghjerte, så synes jeg, man mangler respekt for mit fag, for mig som sygeplejerske, men faktisk også som menneske. Jeg bliver jo helt ødelagt indeni, siger hun.

Når man ikke får anerkendelse og respekt, så sker der noget indeni. Jeg tvivler på faget og mit eget værd.

Hun synes, det er en uværdig behandling. Hun har ellers altid været glad for at gå på arbejde og tænkt, der var behov for hendes hjælp.

- Men når man ikke får anerkendelse og respekt, så sker der noget indeni. Jeg tvivler på faget og mit eget værd.

Hun tror, strejken ender med et regeringsindgreb.

- Men hvis de stopper strejken, og vi ikke får noget som helst ud af at have været i konflikt, er det meget frustrerende. Jeg tør næsten ikke sige det, og det er med et blødende hjerte, men tanken om at finde et andet erhverv ville strejfe mig. For nok er nok, siger hun.

Hun tror, mange har det på samme måde - men at mange også føler en forpligtelse til ikke at forlade den synkende skude og et fag, de elsker at arbejde i.

Hvordan er det at sidde med den “nok er nok”-følelse?

- Jeg bliver sgu helt rørt. Jeg sidder næsten og græder nu, for jeg synes bare, det er at pisse på os. Jeg synes ikke, de kan være det bekendt. Men jeg vil kæmpe for mine egne piger. Jeg prøvede endda at tale dem fra, at de skulle være pædagog og sygeplejerske, for jeg tænkte, at jeg ville dem det bedre, siger hun og fortsætter:

- De har alle muligheder, men de vælger det samme som mig, fordi de har set en mor, der har elsket sit job. Nu har de valgt det. Så må jeg også prøve at give dem en anderledes verden at være kvinder i.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.