Stemningen var noget undervældende, da jeg fortalte min mor, at jeg var bange for, at jeg var gravid

Maria Brus er redaktør for sociale medier på femina. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

Da jeg var 14 år gammel, stod både mig og min mor noget ubekvemme sammen i stuen i mit barndomshjem. Min menstruation var forsinket, fortalte jeg, og jeg var bange for, at jeg var gravid.

Stemningen var noget undervældende, ikke mindst fordi, jeg et par måneder forinden havde hvæsset min mor op i ansigtet, at vi “Sgu da for fanden ikke havde sex” som argument for, at jeg gerne måtte overnatte hos min kæreste.

Vi var teenagere og hinandens første kærester, selvfølgelig havde vi sex.

Min mor er jysk på den udramatiske måde, hun tager tingene oppefra og ned.

Og nu var der så den her situation med min manglende menstruation.

Okay så.

Jeg fik lov til at blive hjemme fra skole, måske var det en dag, måske var det to, vi så fjernsyn og snakkede ikke specielt meget om den mulige graviditet, og så på et tidspunkt begyndte det at murre og krampe i min mave, og det store drama udeblev.

Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg skulle have en abort, hvis jeg havde været gravid. Og jeg var aldrig i tvivl om, at min mor ville støtte mig.

Tidligere på ugen blev et lækket dokument fra den amerikanske højesteret udgivet i det amerikanske medie Politico.

Dokumentet, som er knap 100 sider langt og skrevet af den konservative højesteretsdommer Samuel Alito, indikerer, at et flertal i Højesteret er klar til at fjerne den nationale beskyttelse af retten til abort i USA.

5 ud af 9 dommere har stemt for at ophæve afgørelsen i den historiske sag Roe v. Wade, som siden 1973 har sikret amerikanske kvinder i samtlige stater ret til abort.

Det er svært at overdrive, hvor monumentalt det her er. Det er 2022, og USAs højesteret er klar til at ophæve beskyttelsen af en af de mest fundamentale menneskerettigheder, vi har: retten til selv at bestemme over vores krop.

Tag ikke fejl, det her er et angreb på kvinder og et angreb på kvinders selvbestemmelse.

Og hvis det bliver stemt igennem, kommer det til at ramme ekstremt skævt.

Fattige, racegjorte kvinder vil stå tilbage som taberne. Hvis Roe v. Wade bliver omgjort, bliver abort ulovligt i 13 stater med det samme.

Flere vil formentlig følge trop.

Vi har allerede set, hvordan flere og flere stater har indført ekstremt restriktive abortlovgivninger, som i praksis gør det svært for kvinder at få en abort.

I Texas er det forbudt at få en abort efter sjette graviditetsuge – selv om de fleste kvinder i staten er længere henne end seks uger, når de første gang kontakter en abortklinik.

Og vi behøver ikke kigge længere væk end til vores egen europæiske baghave for at se de samme takter.

For et år siden indførte Polen en af Europas strengeste abortlovgivninger.

Her er abort kun lovligt, hvis kvinden er blevet voldtaget, udsat for incest eller hvis moderens liv og sundhed er i fare.

Skyld og skam

Nogle abortmodstandere kan formaste sig til, at der er formildende omstændigheder, hvis graviditeten sker på baggrund af voldtægt eller incest.

Men retten til selv at bestemme, hvad vi gør med vores krop, og hvem vi vil have boende i den kan og må aldrig gradbøjes.

Der er ikke gode og dårlige aborter, og der er ikke gode og dårlige grunde til at få en abort.

Ude i periferien messer skeptikerne, at kvinder jo også må tage ansvar for deres egen krop, men ufrivillig graviditet handler ikke om ansvar.

Det handler ikke om moral.

Det handler om retten til at bestemme over egen krop, og kvinders kroppe har alle dage været en kampplads sovset ind i moralske fortællinger om ære og skam.

Kvindekroppen er alle dage blevet forsøgt reguleret, og det er også det, der sker nu.

Tag ikke fejl, det her handler ikke om omsorg for ufødte fostre, det handler om kontrol.

Og en af de mest effektive måder at kontrollere kvinder, er ved at kontrollere deres adgang til prævention og abort, med lovgivning, med forbud, med skyld og skam.

Når vi begrænser eller forbyder adgangen til abort, kommer de kvinder, der i forvejen har det sværest, til at betale prisen.

Det vil gå ud over fattige kvinder, der ikke har råd til at rejse over statsgrænser for at få aborter.

Det vil gå ud over kvinder, der bliver tvunget til at bære og føde resterne af et overgreb.

Og det vil gå hårdest ud over sorte og racegjorte kvinder i USA, der i forvejen har dårligere adgang til sundhedsvæsnet.

Derfor er det så vigtigt, at vi protesterer mod det her. At vi i medierne lader være med at dække den mulige afskaffelse af den fri abort i USA som en fodboldkamp med to hold men dækker den, som det, det er:

En af de mest fundamentale krænkelser af kvinders ret til selvbestemmelse i nyere tid. Det må vi ikke lade ske. Det skal vi kæmpe imod med alt, hvad vi har.