Samfund
14. december 2022

Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne danner ny regering - her er hovedpunkterne

Ventetiden er forbi. Onsdag præsenterede Mette Frederiksen grundlaget for Danmarks nye regering, som Socialdemokratiet danner med Venstre og Moderaterne.
Af: Katrine Rosenbæk
regering

Foto: Jonathan Nackstrand/AFP/Ritzau Scanpix

Danmark får en ny regering, som Socialdemokratiet, Venstre og Moderate danner sammen.

Det fortalte Mette Frederiksen tirsdag aften til DR, efter hun havde kørt turen fra Marienborg til Amalienborg.

- For snart seks uger siden fik jeg til opgave at afsøge, om det kunne lade sig gøre at danne en bred regering i Danmark. Og jeg har her til aften meddelt hendes majestæt dronningen, at det kan det, siger Mette Frederiksen til DR.

Og den besked har danskerne ventet længe på.

Aldrig før har en kongelig undersøger brugt så lang tid på at danne regering i Danmark. Helt præcis skulle der gå 42 dage siden folketingsvalget den 1. november.

Nu har Mette Frederiksen præsenteret grundlaget for regeringen sammen med Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, og formanden for Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen. Først torsdag vil de præsentere ministerholdet.

I det nye regeringsgrundlag lægger partierne blandt andet op til, at offentligt ansatte, skal have mere i løn. Regeringen sætter ekstra penge af til trepartsforhandlinger. En milliard kroner i 2024 - stigende til samlet 3 milliarder i 2o30.

Regeringen bliver allerede nu kaldt historisk, fordi det kun er anden gang siden Anden Verdenskrig, at Socialdemokratiet og Venstre går i regering sammen. Sidste gang, de gjorde det, var i 1978, og den regering holdt kun i 14 måneder, inden interne uenigheder blandt partierne fik den til at bryde sammen, skriver DR.

Overblik: Det her er en del af regeringsgrundlaget

  • Højere løn til offentligt ansatte. Regeringen sætter ekstra midler af til de kommende trepartsforhandlinger, som kan bruges til at hæve lønnen og forbedre arbejdsvilkår. Samlet tre milliarder indtil 2030.
  • Akutpakke til sygehusene. Planen skal stabilisere og styrke sygehusene på den korte bane.
  • Kandidatuddannelser forkortes. Omkring halvdelen bliver 1-årige. Regeringen vil samtidig ændre den maksimale SU-ramme, så det kun bliver muligt at modtage SU til en uddannelse, der tages på normeret tid.
  • Jobcentrene nedlægges.
  • Topskatten sænkes, beskæftigelsesfradraget forhøjes og det særlige beskæftigelsesfradrag for enlige forsørgere skal forhøjes.

Læs hele regeringsgrundlaget her.

Kilde: TV2.dk

Et arbejdsfællesskab

Tirsdag aften lagde Mette Frederiksen vægt på, at den nye regering er ”meget politisk duelig,” selvom der er stor forskel på de tre partier i den.

- Så hvad kendetegner denne her regering? Det gør samarbejde, og at vi vil meget sammen politisk. Det bliver også et arbejdsfællesskab, og det kommer vi til at uddybe i morgen. For at så forskellige partier går i regering sammen betyder ikke, at vi er enige om alt, men vi vælger nu at gå ind i et arbejdsfællesskab med hinanden, fordi det er det vigtigste for vores land, siger Mette Frederiksen.

Hun fortalte også, at regeringen blandt andet vil fokusere på reformer, klima og beskæftigelse.

Der skal som bekendt 90 mandater til at danne en regering, og faktisk har den nye regering flere end det og er altså en flertalsregering. Det vil sige, at regering vil kunne beslutte ting uden at skulle have mandater fra andre partier.

Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne kan tælle til 89 mandater sammen, og så bakker de fire nordatlantiske mandanter også på om regeringen.

Læs mere om:

Læs også