abort
Samfund

Skal abortgrænsen ændres? Etisk Råd vil nu se på den

12. december 2022
af Katrine Rosenbæk
Foto: Hilary Swift/New York Times/Ritzau Scanpix
Det handler om kvinders ret til at bestemme over egen krop. Etisk Råd vil nu diskutere, om Danmark for første gang skal ændre på tidsgrænsen for abort, der har ligget på 12 uger, siden den fri abort blev indført i 1973.

I 2023 er det 50 år siden, at danske kvinder fik ret til fri abort. Og lige siden den blev indført, har du kunnet få en abort frem til den 12. graviditetsuge.

Men nu vil Etisk Råd tage stilling til, om grænsen skal ændres. Det siger formanden for Etisk Råd, Leif Vestergaard Pedersen, til Jyllands-Posten:

- Det er lang tid siden, at Etisk Råd har set på abortreglerne, og der er i øjeblikket mange brydninger hen over det europæiske og amerikanske kontinent på området. Der har også været røre i dele af Folketinget om, hvorvidt det ikke er tid til at kigge på det her. Derfor har rådets medlemmer fundet, at tiden er inde nu.

Men selvom rådet nu vil diskutere abortgrænsen, er det ikke ensbetydende med, at den nødvendigvis bliver højere eller lavere. Rådets opgave er at rådgive Folketinget, som i sidste ende vil skulle vedtage en ændring – hvis der altså skal laves en.

Danmark har ellers en af de strengeste tidsgrænser i Vesteuropa. Både i lande som Sverige, Island, Frankrig og Belgien er det muligt at få en abort på et senere tidspunkt i graviditeten, dog med forskellige forbehold.

I juni afskaffede USA's højesteret den forfatningssikrede ret til fri abort og lod det være op til delstaterne at beslutte lovgivningen på området.

Det førte til massive protester og bliver betragtet som et historisk stort angreb på kvinders frihed og ret til at bestemme over egen krop. Flere stater har bagefter indført totalforbud mod abort, mens andre har indført restriktioner.

Men man behøver ikke rejse helt til USA for at finde abortforbud. I Polen har den nationalkonservative regering indført et de facto totalforbud mod abort, og i det hele taget er højreorienterede, konservative bevægelser på fremmarch, som vil angribe den fri abort.

I Danmark er antallet af abort faldet over en årrække, og i 2018, som var sidste gang, tallet blev opgjort, fik 14.210 kvinder en abort, skriver Jyllands-Posten.

Og i dag fungerer et sådan, at hvis du ønsker en abort efter den 12. graviditetsuge, tager et abortråd stilling til, om du må få den, eller om du skal beholde barnet. Rådet består af tre personer – en sagsbehandler, en psykiater og en gynækolog.

I 2021 var der 803, som søgte om at få en senabort, og 53 af dem fik et afslag. Mellem 30-80 kvinder har fået et afslag pr. år de seneste år i Danmark.

Sidst, Etisk Råd vurderede abortlovgivningen, var i 2007. De nye anbefalinger, som rådet nu skal diskutere, vil blive præsentere til sommer.

Læs også