Simi Jan
Årets kvinder

Simi Jan rejste alene til Afghanistan, da alle andre flygtede: ”Historien var vigtigere end mig”

19. november 2021
af Tine Bendixen
Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann, TV 2/Ritzau Scanpix
Simi Jan rejste med det sidste fly til Kabul og var et af de få rapporterende øjenvidner til et stykke verdenshistorie. Simi er modig. Men hun taler ikke om mod, men om nødvendighed.

Simi Jan fiskede mobilen frem.

Det amerikanske transportfly var lettet med retning mod Doha, under hende lå hendes elskede Afghanistan totalt forandret, nu med Taliban ved roret.

Omkring hende sad stille 400 afghanere, der var sluppet igennem nåleøjet, det var lykkedes dem at forlade deres eget land. Der var også de syv mediefolk fra USA og England, som hun havde holdt sammen med i et par kaotiske verdenshistoriske uger.

Hun havde oplevet Talibans indtog og tusindvis af menneskers desperate kamp for at slippe ud af landet. Hun havde set ligene af mennesker, der var blevet mast ihjel i forsøget.

Hun vidste, hvor rædselsfuld fremtiden så ud for kvinder og piger – pisk uden gulerod. Og hvor umuligt livet ville blive for dem, der vovede at tage afstand fra Taliban-regimet.

Evakueringen fyldte hende ikke med lettelse, snarere med en kæmpestor sorg ved tanken om alle dem, stormagten USA havde overladt til deres egen skæbne.

femina kårer Årets Kvinder 2021

Deres historier og kampe er vidt forskellige. Men kvinderne har én ting til fælles: De har ændret verden – og de er slet ikke færdige.

Simi Jan er Årets Feminista.

Da flyet ramte landingsbanen i Doha, tjekkede hun – jo der var 4G! – og sendte direkte hjem til TV 2 i Danmark. 

Det var 25. august 2021, og Simi Jan var den sidste danske kvinde, der blev evakueret ud af Kabul.

Fødselsdag

To uger tidligere går Simi hvileløst rundt derhjemme med sin mand og deres drenge Adam på syv og Daniel på tre. Hun tæller på knapper.

– Altså det hele handlede om, at vi skulle holde en stor fødselsdagsfest for Adam dén søndag.

Den 15. august, hvor Kabul faldt?

– Ja. Dén søndag. Det er fuldstændig vanvittigt.

Simi Jan

Måneden før havde Simi været i Afghanistan for at rapportere og var ikke i tvivl om, at det ville ende galt. Og nu går det meget stærkt den forkerte vej.

Så mens Adam har travlt med at snakke om, om fødselsdagskagen skal være tigerformet eller løveformet, er hun på telefonen for at tjekke, om det vil være sikkert eller ej at tage til Kabul.

Altså efter hans fødselsdag og efter hans første skoledag om mandagen.

Simi Jan

42 år, journalist på TV 2, hvor hun siden 2006 har rapporteret fra verdens brændpunkter. P.t. også vikar på “Go aften Live” på TV 2.

Simi er uddannet journalist fra Napier University i Edinburgh i 2003. Har desuden læst mellemøststudier på Syddansk Universitet.

Udgav i 2012 bogen “Til te hos Taleban” og har tidligere i en årerække boet i både Pakistan og Afghanistan. Gift med Allan og mor til to drenge på syv og tre.

Nogle siger, at det er for farligt, alle andre er på vej ud. Andre siger, at hun skal vide, hvordan hun kan blive evakueret, hvis nu lufthavnen lukker.

– Det hele var meget flydende og tricky. Jeg var virkelig i syv sind. Var det uforsvarligt? Jeg tænkte, at jeg ikke både kunne gå glip af Adams fødselsdag og hans første skoledag. Men jeg kunne også bare mærke, at det gik for stærkt dernede. Det ville være for sent at vente et par dage. Det skulle være nu.

Hvad sagde din mand?

– Eeej, han syntes, det var en dårlig idé. Han sagde: ”Hvad nu, hvis du ikke kan komme ud? Alle dem, du taler med, er på vej UD.”

– Men jeg sagde: ”Jeg skal nok komme ud, jeg finder en løsning, de lukker ikke lufthavnen endnu, ellers må jeg tage over landevejen til Pakistan.” Han var meget bekymret. Men han kender mig, han ved godt, at han ikke kan klippe vingerne af mig og bure mig inde.

Afghanistan er et land, jeg har mange følelser involveret i. Jeg har altid mødt så meget kærlighed og gæstfrihed – midt i den krig, som har varet i fire årtier.

Simi beslutter sig fredag den 13. og får sagt til Adam, at hun skal flyve på arbejde lørdag aften og ikke kan være med til hans fødselsdag.

– Det føltes bare, ååårh, at skulle sige det. Han blev simpelt hen så ked af det, men det hjalp, da jeg sagde, at jeg ville tage en gave med hjem. Han spurgte, ”hvor lang tid skal du være væk mor?”, han plejer at tælle dage, så han har noget at forholde sig til. Men det kunne jeg simpelt hen ikke svare på.

Hvordan kunne du være i det?

– Jeg blev ikke rørt, fordi jeg skulle sige farvel til Adam og Daniel, jeg var mest af alt ked af, at det var nødvendigt at tage derned. Jeg håber, at Adam og Daniel en dag forstår, at jeg havde brug for at låne min stemme ud, det var vigtigt for mig.

Simi Jan

– Afghanistan er et land, jeg har mange følelser involveret i. Jeg har altid mødt så meget kærlighed og gæstfrihed – midt i den krig, som har varet i fire årtier. Det var det, der gjorde det: Jeg var NØDT til at tage derned, det er en vigtig historie.

– Jeg var ikke taget af sted, hvis det havde handlet om et land, hvor jeg aldrig havde været før. Det ville være for farligt. Men Kabul er en by, jeg kender, jeg taler sproget, og jeg har det her vanvittige og uforklarlige kærlighedsforhold til stedet. Det var som en magnet, der trak i mig. Jeg kunne ikke stå imod, og jeg er rigtig glad for, at jeg tog beslutningen.

– Hvis jeg ikke var taget af sted den lørdag aften, var jeg ikke nået frem. Jeg landede med det sidste fly til Kabul. Det næste fra Turkish Airlines blev omdirigeret, lufthavnen lukkede nogle timer, efter jeg landede. Det er bare – syv, ni, tretten – et held. Jeg havde ikke forestillet mig, at Kabul ville falde så hurtigt, eller at Taliban ville få lov til at overtage hele landet på den måde.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Hun har helt unormalt for hende haft ondt i maven under flyveturen. Af tvivl. Men det Kabul, Simi lander i, ser umiddelbart normalt ud. Hun tjekker ind på sit hotel i Kabuls centrum og kører ud i byen med sin chauffør.

– Men pludselig kan jeg mærke, at der er alt muligt i gang. Da jeg ser en bil med bevæbnede mænd, og min chauffør siger: ”Det er Taliban”, er jeg bare sådan, okay, de ER her, de er i centrum af byen, de er LIGE her. Der er tomt i gaderne, folk er i panik, og min chauffør vil væk derfra. Vi kører forbi et sted, der ser helt anderledes ud end sidst, jeg var der.

– ”Stop bilen, det er da den store skønhedssalon,” siger jeg til chaufføren. Sidst var der billeder af smukke kvinder med makeup og stramt tøj på. Kæmpe flotte plakater, der fyldte hele butiksfladen. Nu er der kun hvide flader. Ude på gaden møder jeg en mand, jeg har set før, han arbejder der, han siger: ”Taliban er jo på vej …” Så de har malet plakaterne over. Er det ikke vanvittigt?

I panik pakker jeg en taske, det allervigtigste er mine to skudsikre veste og to hjelme. Det skal gå så stærkt, jeg flygter nærmest.

– Det er et meget konkret eksempel på frygten, på følelsen af at situationen er ude af kontrol, jeg får kuldegysninger ved tanken. På et tidspunkt hører jeg skud, min chauffør panikker, han forstår slet ikke, hvorfor jeg er kommet, og jeg føler mig simpelt hen ikke tryg.

– Vil de farlige fanger, Taliban lige har sluppet ud af landets største fængsel, begynde at halshugge journalister eller kidnappe os? Vil der være bomber eller blodbad i gaderne? Jeg har en sikkerhedsrådgiver, som TV2 samarbejder med, i røret. Han siger, at det hele er flydende, og det eneste sikre sted er et hotel ved lufthavnen.

Hun vil helst ikke derud, det føles som at flytte sig væk fra historien, men der er åbenlyst en risiko for, at hendes centrale hotel bliver angrebet.

– Og SÅ er jeg på røven. Så i panik pakker jeg en taske, det allervigtigste er mine to skudsikre veste og to hjelme. Det skal gå så stærkt, jeg flygter nærmest, så jeg må efterlade sko, ting, alt muligt. Jeg glemmer mit kamera, hvor dumt er det? Også fordi jeg ikke har nogen fotograf med. Forhåbentlig ligger mine ting der stadig …

Tre par underbukser og det par, hun har på. Det er, hvad hun når at få med.

Burka

Hjemme i Danmark er der fødselsdag for Adam. 30-40 mennesker, stor havefest.

– Imens jeg oplever det sindssyge, at byen falder, synger Allan og gæsterne fødselsdagssang og hurra og halløj derhjemme og følger samtidig bekymrede med i nyhederne: Nu er Taliban i Kabul, nu er fangerne sluppet løs fra fængslet, og IS og … Allan og jeg ringer sammen: ”Jeg er okay, bare hils alle sammen. Jeg gemmer mig under en burka lige nu, ellers har jeg det godt.”

Det er blevet aften, og hun tjekker modvilligt ind på hotellet ved lufthavnen.

Simi Jan

– I løbet af den ene dag har tingene ændret sig fuldstændig. Det er tragisk at tænke på, at, BOM, så blinkede man med øjnene, og pludselig var verden ændret. Det er en verdenshistorisk dag, hvor et land ændrer sig fra ét til noget andet. Det Kabul, jeg elsker, er væk. Derfor er der en sorg i mig. Jeg føler, jeg har mistet noget og nogen, jeg holdt af.

Stemmen vibrerer.

– Det er det, jeg føler. Det er bare væk, nu er det noget andet.

Frustreret

På det nye, sikre hotel føler Simi sig ”frustreret, dybt påvirket og magtesløs”. Hun føler, at det er i selve byen, hun bør være.

– Det følte de andre korrespondenter også. Vi ville gerne ind til byen, men de britiske soldater sagde, at det var for farligt. Hver gang vi gik ud ad den store port, var vi i det der kaos af desperate mennesker, og talibanerne stod lige udenfor med deres piske og skød op i luften.

Der var kvinder, der kastede deres spædbørn hen over pigtråd i desperation. Jeg er selv mor, og sådan noget gør man, fordi man tænker, det, der er her, er værre, end at mit barn bliver taget fra mig.

– Flere og flere pressefolk blev evakueret. Til sidst var vi kun otte pressefolk tilbage. To britiske hold, et amerikansk hold og mig. Og så var der noget, vi indså: Hey, det er HER, historien er.

– Lufthavnen var stedet, hvor menneskers liv blev afgjort, hvis vi få korrespondenter ikke var havnet på det hotel og ikke havde været der til at rapportere, var der ikke en kæft i verden, der havde vidst, hvad der var foregået præcis det sted, hvor de desperate mennesker var, og talibanerne stod lige udenfor. Så havde vores politikere kunnet sige: ”Vi har kontrol over evakueringen. Der er styr på det.” Men der var ikke styr på en skid.

Situationen i lufthavnen eksploderer:

– Det var forfærdeligt. Altså, puuuh … Det er også det, der berører mig i dag. At have været vidne til netop det. I det krigshærgede land, hvor jeg altid møder smilende mennesker, der byder mig hjem på te, ser jeg pludselig de samme mennesker stå mast op ad hinanden, tusindvis af dem, små spædbørn i bagende sol, og altså ... Der var folk, der døde.

– Jeg så ligene af nogen, der var blevet mast ihjel. De lå der indhyllet i hvide klæder. Og der var kvinder, der kastede deres spædbørn hen over pigtråd i desperation. Jeg er selv mor, og sådan noget gør man, fordi man tænker, det, der er her, er værre, end at mit barn bliver taget fra mig. Det opsummerer egentlig, hvor desperat det hele var.

De der historier om, at det kun var mændene, der slap ud?

– Sådan var det ikke. Det var mænd OG kvinder, men der skete det i lufthavnen, at folk begyndte at kravle op ad flyene, og så er det klart, at det er de stærkeste, der overlever. Man kan sige, at det er usympatisk og forkert. Jeg tror bare, at hvis man er så desperat og bange for, hvad der venter, tænker man kun på sig selv og sine allernærmeste. Hvis det handler om liv eller død, overlevelse eller ikke overlevelse, så tænker man kun på sig selv. Det er det, vi mennesker gør i så intense situationer.

Alene

Simi har en aftale med sin chef: Hun skal evakueres, når hun får muligheden. Men da Udenrigsministeriet allerede efter et par dage ringer med en evakueringsplan, siger hun nej tak og beder dem sørge for alle de ambassadeansatte først.

– Jeg vidste, at jeg faktisk var den sidste, der stod på deres evakueringsliste, så jeg sagde: ”Det er helt fint. Så er jeg den sidste danske kvinde, der forlader Kabul. Jeg skal ikke af sted endnu.”

Simi Jan

Efter de to første flydende døgn havde jeg fuldstændig ro i maven. Jeg var et sikkert sted, hvor der var britiske soldater, som nok skulle redde os, hvis der skete noget, og jeg kunne blive evakueret med dem.

Hver nat sover hun ganske få timer. Alt handler om, hvordan hun bedst dækker situationen. Med sig selv og sin mobiltelefon som eneste udstyr.

– Jeg havde ingen fotograf med, for ingen fotograf havde lyst til at tage til Afghanistan. Det var for farligt. Og jeg havde glemt kameraet på det andet hotel, så jeg rendte rundt med min mobiltelefon og filmede. Nogle gange spurgte jeg lige en soldat eller en af de andre journalister, om de kunne holde mobilen, mens jeg talte til kameraet. Det var en nødløsning, men det VIRKEDE. Jeg har aldrig lavet så mange reportager i mit liv. Jeg kunne rapportere i døgndrift!

Simi har ellers i årevis været frustreret over, at Afghanistan ikke blev dækket mere i medierne.

– Men PLUDSELIG var der åbnet for vandhanerne for Simi. Det var min opgave at give de mennesker en stemme og gøre Afghanistan nærværende for folk derhjemme, så det ikke blev distanceret, fordi det var langt væk, og jeg tror faktisk, at det lykkedes på en eller anden vild måde. Pludselig sivede historien virkelig for alvor igennem til nogen derude på den anden side af skærmen.

– Pointen er, at det er den vigtigste historie, jeg nogensinde har dækket. Det er en stormagt, USA, der bare efterlader nogle mennesker i kløerne på nogle terrorister, der vil lave hellig krig, det er SÅ ufatteligt.

– Jeg er bange for, at det får konsekvenser: Når der kommer nye terrorangreb i VORES del af verden, for det kommer til at ske LIGE her, kan vi tænke tilbage på, hvad det er for noget lort, vi har efterladt. Vi tog derned for at eliminere terrortruslen, den er ikke forsvundet. Den er nærmest kun ved at blive værre, nu hvor vi har efterladt det hele i hænderne på de her mennesker.

Hvad er det, Taliban vil?

– De vil indføre en ekstrem fortolkning af islam, og der er en grund til, at kvinderne er bange og til, at mange af de progressive og veluddannede kvinder og mænd, der kunne smutte, er smuttet. De ved, hvad der venter. Det er dem, der er tilbage, vi svigter.

Siden skolerne åbnede igen, har piger fra syvende klasse og op ikke fået lov til at gå i skole. Taliban har overmalet billeder af kvinder og piger.

– De bliver både svigtet af verdenssamfundet og deres dødkorrupte regering, der skred med en masse penge. De yngre kvinder i de store byer har i 20 år levet i en tid og i et liv, hvor de kun har hørt om Taliban. I starten blev Taliban ved med at sige, at kvinder nok skulle få lov til at tage på arbejde og piger nok skulle få lov til at gå i skole: ”Vi har ændret os”.

Simi tænker udelukkende ”propaganda”.

– De prøver at købe tid, jeg tvivler på, at de har ændret sig. Der går allerede historier om, at kvinder ikke må have smartphones eller forlade deres hjem uden at have et mandligt familiemedlem med. Siden skolerne åbnede igen, har piger fra syvende klasse og op ikke fået lov til at gå i skole. Taliban har overmalet billeder af kvinder og piger. Al mulig kunst er også forsvundet.

– Alle kvinder i offentlige stillinger skal erstattes af mænd. Kvindelige advokater, dommere og så videre er gået under jorden. Ude på landet er Taliban begyndt at piske kvinder. Der foregår henrettelser, folk bliver afhørt og tortureret.

– Alle de dygtige afghanske journalister er flygtet, hele standen er forsvundet, dem, der er tilbage, lever under trusler og frygt, det vil sige, at de informationer, vi kommer til at få fra Afghanistan, bliver meget begrænsede. Det føles bare, som om vi lige har skruet tiden 20 år tilbage.

Svigt

Jeg siger til Simi, at hun er modig og oplagt er årets feminista. Men hun giver bolden videre:

– Modige – det er de frustrerede og vrede kvinder, vi har set protestere i Kabuls gader! Jeg får hjertebanken af det. Seriøst: DET havde jeg ikke turdet, for der render bevæbnede mænd rundt, som ikke anser kvinder som ligeberettigede mennesker.

– Mænd, som har lavet terrorangreb, halshugger folk, slår folk ihjel ... Jeg bliver helt lamslået over de kvinders beundringsværdige mod. Men hvis man tør det i DEN situation, viser det også, hvor desperat man er efter, at verden skal se, hvad der sker: ”I må ikke forråde os, I må ikke glemme os, I må ikke svigte os.” For det er det, de føler, at vi gør.

Og derfor er Simi kommet med en meget personlig udmelding på sin Facebook-side.

– Jeg skrev om, at jeg havde set ligene af to kvinder og om den følelse af desperation og magtesløshed, der var, som gjorde ondt i mig. Følelsen af, at jeg ikke kunne hjælpe dem alle sammen. Der var så nogen, der blev sure over min opdatering.

Simi Jan

– Det må de gerne, men jeg skrev ikke I eller VI, jeg skrev, at JEG skammer mig som kvinde, som mor, som dansker, som europæer, som menneske over at være vidne til det, der er sket, fordi det kunne have været undgået, fordi tilbagetrækningen kunne være foregået på en anden måde. Jeg oplevede britiske soldater GRÆDE over det, der skete. Mænd, der havde været i KRIG.

– Så er der nogen, der synes, jeg træder ud af rollen som journalist. Pointen er bare, at jeg ikke er politisk, jeg forholder mig til mig selv som menneske. Jeg bliver berørt af det, der sker, og synes, det er forfærdeligt. Det står jeg ved. Jeg stod i det. Jeg så desperationen i øjnene. Jeg er der også som menneske, jeg skal også kunne se mig selv i øjnene bagefter.

Ødelagt

I løbet af få dage i august blev Afghanistan bid for bid slugt af Taliban. Til sidst var der ingen vej uden om evakueringen af de to engelske hold og det amerikanske. Og af Simi.

– Vi ville gerne være blevet bare et par dage, men briterne var ved at lukke og slukke. Det var sidste udkald.

De otte mediefolk landede i Doha og indlogerede sig sammen på et hotel. Dagen efter evakueringen – 26. august – eksploderede en dødbringende selvmordsbombe lige dér uden for lufthavnen, hvor de otte havde holdt til og holdt ud for at dække situationen. Simi fortsatte med at være i kontakt med Kabul og rapportere hjem til Danmark.

– Det vigtige ved dagene i Doha var også, at vi var der sammen. Det var den bedste debriefing. Hvis jeg var landet direkte i København fra Kabul, var det gået galt, så var jeg kommet til at råbe ad børnene. Mentalt var jeg fuldstændig ødelagt. Jeg var nødt til at have den pause, nødt til at lande.

– Så jeg havde en uge, hvor jeg rapporterede hjem, spiste nogle middage og fik nogle drinks. Hvor vi både grinede og græd og snakkede om, at vi gerne ville være blevet, men at sandsynligheden for, at mindst en af os var kommet hjem i en kiste så, var ret stor, fordi selvmordsbomben sprang, hvor den gjorde. Vi var hinandens livliner i Kabul, og jeg har fået venner for livet. Når man har været i krig sammen, er man ligesom soldater: Man har noget sammen, som ingen andre forstår.

Krisepsykolog

Hjemme igen. Simi er sig selv … og så alligevel. Hvis vi lige skal runde privatsfæren først:

– Selvfølgelig har Allan været bekymret, og jeg vil sige det sådan, at hvis det var Allan, der havde mit job, havde jeg ikke kunnet holde det ud.

Simi går stadig hos en krisepsykolog for at blive debriefet.

Hjælper det?

– Jeg tror i virkeligheden, det er tiden, der skal læge sårene, for det er en sorg, det her. Men det er godt at få snakket om, hvad det er for nogle følelser, der er i spil. I virkeligheden er det mest stressende kontrasten fra det dernede til det herhjemme, som jo er det normale. Begge dele er virkelighed, og min virkelighed er selvfølgelig her, men det er bare så surrealistisk i forhold til det, der er dernede. Så det kan godt være, jeg er landet herhjemme, men mentalt er jeg et andet sted.

– Især de første uger var jeg slet ikke til stede. Jeg har aldrig følt mig så træt og udmattet før. Jeg kunne lige spise lidt morgenmad og sidde lidt med børnene, så var jeg nødt til at gå op at lægge mig. Det er ret vildt, for jeg er typen, der laver 40 ting hver dag, men lige nu er det sådan, at … alting skal gå langsomt. Jeg var også i tvivl om, om det var for tidligt at lave det her interview, for jeg er ikke helt i balance, det ved jeg jo godt.

Ikke desto mindre:

– Nu skal jeg snart tilbage til Afghanistan, selvfølgelig. Jeg kan ikke vente.

Er det sikkert?

– Øhm. Ja, jeg tror, det er okay. Man kan selvfølgelig sige, at nu er det Taliban, der er i kontrol, og der er ikke længere en dansk ambassade, hvor man lige kan banke på, hvis der er noget … Men Afghanistans og befolkningens historie er så vigtig, at jeg selvfølgelig SKAL derned igen, alt andet ville være mærkeligt. Også fordi det er vigtigt for mig at se det i øjnene. Jeg er nødt til lige at se, at … mit Kabul ikke længere er der.

Det er en del af din helingsproces?

– Det er det i den grad.

Ville du gøre det hele om igen?

– Ja … for historien var vigtigere end mig, og der SKETE jo ikke noget. Touch wood.