Den afghanske kvinde er ikke en tragedie. For mig er hun kvinden, der gav mig livet. Hun er min mor

Den nat, Taliban indtog Kabul, søgte jeg på artikler om bombeangreb på Kabuls gravpladser. Jeg søgte også på, hvor langt en bombe kan række ned i jorden. Min mor er nemlig begravet i Kabul.

Ikke fordi hun boede der, eller vi valgte at begrave hende der. Hun døde pludseligt af en blodprop i hjertet under sin sidste rejse derned. Afghanistan er derfor ikke bare mit fødeland, det er også mit moderland.

Jeg nåede ikke at se hende eller begrave hende, men da vi skulle vælge hendes gravsten, valgte vi også at omringe hende med et gitter. Det er irrationelt, for hvad skal et gitter nytte i et land, hvor man bomber civile liv?

Efterfølgende fik jeg dårlig samvittighed. Hvordan kunne jeg prioritere døde fremfor levende? Hvordan kunne jeg prioritere gravfreden fremfor det fredelige liv?

Det var nærmest skæbnens jerngreb, at jeg samme nat blev gjort opmærksom på, at min mors allerbedste veninde befandt sig midt i det kaos.

Jeg havde ikke talt med hende siden min mors død, fordi det har gjort for ondt. Da jeg fik kontakt til hende, grinte hun fjollet og sagde: ”Din lille røver, skal jeg først høre fra dig, når jeg sidder fast i en krigszone?”

Jeg kunne høre på hendes stemme, at hun var bange og bekymret, og jeg lovede hende, at jeg ville få hende evakueret.

Udenrigsministeriet gjorde mig til bindeled mellem hende og myndighederne. Der gik få timer, før kaos havde bredt sig i hele Kabul, og før lufthavnen var omringet af Taliban.

Der var udgangsforbud efter klokken 20, men på alle timer af døgnet var det risikabelt at sende en kvinde alene mod lufthavnen. Omkring hende patruljerede Taliban, og hos naboerne blev der banket på dørene.

Ude på gaderne flokkedes organiserede kriminelle, der er kendt for at kidnappe udefrakommende, og midt i dét skulle jeg overtale hende til at risikere livet og tage mod lufthavnen.

De første gange mislykkedes hun og vendte hjem i gråd og skræk. Taliban havde skudt tæt på lufthavnens indgang. Men omsider lykkedes hun med at komme igennem gaten, og da hun landede, tog hun sig lige et døgns søvn.

Hvor er den afghanske kvindes værdi og vilkår?

Selvom den oplevelse havde traumatiseret de fleste, gjorde hun det, som enhver afghansk kvinde, jeg kender og har kendt, gør.

Hun rystede oplevelsen af sig, trak et smil på læben og deltog til en demonstration i København. Her stod vi midt i menneskestrømmen og krammede og kyssede, og på hver kind havde hun malet det afghanske nationalflag.

Imens skyllede lavinen af terror og skræk ind over Afghanistans bjerge, og jeg overværede, hvordan journalister, eksperter og politikere fik fripas til en radikal ny tone.

De havde mange holdninger om fremtidens Afghanistan. Nu hed det ikke længere: ”Vi samarbejder aldrig med terrorister”, eller ”vi tolererer aldrig militante islamister”.

Nu var bogomslaget på Afghanistans skæbne ændret til: ”Har Taliban ændret sig?” og ”skal vi tro på, hvad de siger?”

Den omvendelse var så overvældende uretfærdig, for hvor er den afghanske kvindes værdi og vilkår i sådan en tilgivelsesproces

Sidenhen har jeg siddet på første paket til det her ekkokammer, der taler hen over hovedet på alle de afghanske kvinder, som rækker ud gennem sociale medier, bønfaldende på deres knæ med en fælles reaktion:

”Vi vil hellere dø end at leve under deres terror”.

Søstersolidaritet

For den afghanske kvinde er ikke et instrument, en vare, en variabel, hvis menneskeliv, man kan indgå kompromisser med.

Hun er ikke et fripas, hvor man kan kaste alle love, principper og værdier, der tilregnes et nogenlunde værdigt liv, overbords.

Hun er ikke en markedsplads, hvor lavestbydende får lov til at bestemme hendes skæbne.

For mig er den afghanske kvinde ikke en tragedie, hvis skræk og skrig forstummer med 7000 kilometers afstand.

For mig er hun kvinden, der gav mig livet, hun er min mor, hun er min søster, min moster, min kusine, min slægts forrige og næste generationer af kvinder.

Hun er min kerne, mit DNA, mine rødder og min historie. Hun er min allertungeste skygge, en lænke om min ankel, der konstant påminder mig om, hvor spinkelt mit held var, da jeg landede under den fredelige danske himmel.

For jeg har ofte kaldt mig selv klodsmajor og gjort grin med, at jeg aldrig rigtig vinder noget, men sandheden er, at jeg vandt friheden og freden modsat alle de piger og kvinder, der blev efterladt.

Den afghanske kvinde i Afghanistan har defineret mine store beslutninger. Hun har været et kompas, en vejviser.

Jeg husker tydeligt, da jeg som ganske ny stemme blev spurgt, om jeg er feminist, og jeg svarede, at det er jeg til dag, den afghanske kvinde er fri.

At min kvindekamp hverken er bundet op på mine vilkår og min frihed, men på min søstersolidaritet med hende.

Er hendes tavshed lig med sympati med Taliban?

Alligevel har jeg skullet forklare mit kompromisløse ståsted igen og igen, efter Taliban indtog Kabul.

Jeg har sågar skullet overbevise uoverskueligt mange borgere om, at den afghanske kvinde ikke foretrækker et liv under terror.

At hun ikke støtter eller sympatiserer med de mænd, der har tyranniseret hendes tilværelse. For det spørgsmål er åbenbart lagt op til debat i et land, hvor forbud mod crop tops ryster grundvolden på befolkningen. Hvorfor?

Fordi den afghanske kvindes tavshed er lig med sympati med Taliban. Hun er åbenbart lavet af et helt særligt fremmed stof, der foretrækker tyranni, undertrykkelse, sexslaveri og terror fremfor et frit liv.

Hendes råb er åbenbart heller ikke tilstrækkeligt, når hun risikerer sit liv ved at lade sig interviewe, demonstrere, eller når hun er en af landets første kvindelige guvernører og hedder Salima Mazari.

En afghansk hazarakvinde, der veksler mellem administrative opgaver og et gevær på skulderen til kamp mod Taliban.

Men selvom de afghanske kvinder nu tvinges til tavshed og ikke selv kan råbe op, kommer jeg aldrig nogensinde til at glemme, hvad Taliban har budt de afghanske kvinder.

Hvordan de blev likvideret, brændt, tortureret, pisket, voldtaget og ydmyget.

Jeg kommer aldrig til at glemme de afghanske kvinder, hvis mænd og sønner blev rekrutteret til krig og brugt som selvmordsbomber og skjold. Hvordan Taliban hev hendes små døtre ud af hendes hjem og giftede dem bort som barnebrude.

Jeg kommer aldrig til at glemme de afghanske kvinder, der i desperation underkastede sig et militant islamistisk styre. Frygten i deres øjne, når Taliban passerede os.

Man bombede hendes forhistorie

Jeg kommer aldrig til at glemme den isolation, det underjordiske liv, hvor hun hverken måtte høre musik eller se tv.

Hvordan hun skjulte sine bøger og hæfter, og hvordan det at oplyse sig var en revolutionær handling, med hvilken man satte livet på spil.

Jeg kommer aldrig til at glemme, hvordan man bombede hendes kulturarv, hendes forhistorie, hendes spor. Hvordan man bombede buddha-statuerne, hvor verdens første oliemaleri blev fundet eller landets museer, hvor historien blev gengivet med penselstrøg.

Jeg glemmer aldrig, hvordan man tømte hendes biografer og musiksteder for råmaterialer og satte bål til de uerstattelige ruller af billeder, toner og film, der fortalte en dyrebar historie om hendes bjergrige land.

Jeg glemmer aldrig, hvordan de forbød hende at fejre livet, højtiderne, traditionerne og hendes eget bryllup.

Jeg glemmer aldrig, hvordan de forsøgte systematisk at udslette hendes eksistens.

Hvordan de pakkede hende væk i den turkise burka, forbød hende at vise sine hænder og fødder, forbød hende i at give lyd fra sine fødder, når hun gik forbi dem, og hvordan de forbød hende at gå alene ud uden et mandligt familiemedlem.

Jeg glemmer aldrig, hvordan de skar min grandkusines ansigt, fordi hun løftede sin burka for at kigge på et stykke stof, hun ville købe. Hendes smukke ansigt, der var afbrudt af en lang, dyb og tyk revne midt på hendes ene kind.

Jeg glemmer aldrig, hvordan min invalide mor blev behandlet, min syge og svage mor, der blev skubbet og irettesat, fordi hun stod i vejen, og hun ikke gik hurtigt nok på sine gigtramte og svage ben.

Brutalitet belønnes med magt

Jeg kommer aldrig til at glemme, hvordan de kvalte den afghanske kvindes stemme. Hvordan de frarøvede hende flere år. Tid, hun aldrig får tilbage.

Og jeg vil aldrig glemme, hvordan vestlige civilisationer nu afkræver hendes offervillighed og tilgivelse.

Siden hvornår er brutaliteter som ovenstående blevet til ugerninger, vi belønner med yderligere magt? Siden hvornår er den barbarisme en tilgivelig terror?

Siden hvornår er det blevet legitimt, at vi både afkræver hende at tilgive det utilgivelige, men også leve under de samme mænds kontrol og magt?

Det svarer til, at vi kræver, at en dansk kvinde skal både tilgive, men også flytte ind under samme tag som den mand, der har pisket hende, tæsket hende, voldtaget hende og likvideret hendes søster. Hun skal ikke bare tilgive, hun skal også underkaste sig hans vilje.

Jeg ved ikke længere, hvad der er værst. Den terror, der tager livet af hende, eller at hun midt i sin tragedie skal ydmyges ved at svare på spørgsmål som: ”De siger, de har ændret sig. Hvorfor tror du ikke på dem?”

Dette spørgsmål på trods af utallige nylige forbrydelser, likvideringer og sanktioner.

Dette på trods af, at da civile afghanere gik på gaden og demonstrerede med nationalflaget på skuldrene, fortalte de kvindelige demonstranter, at flere talibanere advarede dem om, at de har sølle 20 dages frihed tilbage. Derefter er det slut.

Hun er et instrument, der langsomt skal knækkes

Dette spørgsmål på trods af Talibans opsporing, kidnapninger og forfølgelser af enhver, der har arbejdet for den tidligere regering eller for et sølle medie. Også den kvindelige guvernør.

Dette på trods af at man i samme åndedræt herhjemme råber op om en skole, der forbyder crop tops. Et forbud, der legitimt anses som en reaktionær reaktion på teenagepigers ret over egen krop.

Med samme mikrofon, tillader man sig at spørge dansk-afghanere, om de ikke har tiltro til fortidens krigsforbrydere, der ville piske eller likvidere en afghansk teenagepige, hvis blot hun gik uden tørklæde.

Taliban er indbegrebet af alt det afgrundsdybe i mørkets brutaliteter begået mod kvinder.

I deres verden er hun et instrument, der langsomt skal knækkes og udslettes. Hun er ikke et menneske, et individ, et liv.

Men den afghanske kvinde er menneskerettighedskampen og kvindekampens grundlæggende kerne. Til trods for det tigger den afghanske kvinde ikke engang omverdenen om vestlige standarder for ligestilling og frihed.

Hun tigger om en tilværelse, hvor hun bare må trække vejret.

Hvis hendes tilværelse ikke er en universel menneskerettighedskamp og kvindekamp, hvad kæmper vi så for?

Hvis hun ikke kan få verdenssamfundets kvinder til at rejse sig i protest og solidaritet, hvem skal hun så regne med?

Sandheden er, at hvis Taliban tyranniserede og umuliggjorde en mands tilværelse i lige så høj grad som kvindens, så ville der aldrig være udsigt til nogen forhandling med Vesten.

For der er ingen fred i sådan et kompromis.

Tværtimod, så er den blæk, den pagt underskrives med, den afghanske kvindes blod.