"Priden er en alle-fest og en mulighed for at stå sammen"

Isabella Hindkjær er chefredaktør på femina. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

To år og to somre er gået, siden byer rundt omkring i landet blev indhyllet i musik, dans og regnbueflag – og endelig er tiden igen kommet til, at Pride kan indtage gaderne.

Det bliver somme tider sagt, at Pride fejrer retten til at elske den, man vil. Det gør den også – men fremfor alt handler den om, at vi kæmper for retten til at være den, man er. For den kamp er slet ikke slut.

Det så vi i juni, da Oslo gjorde klar til deres Pride, som måtte aflyses efter et grusomt skyderi, hvor to mennesker døde, og 21 blev såret.

Angrebet foregik ved en bar, hvor mange LGBT+-personer kommer, og viste med al tydelighed, at retten til at være sig selv og leve sit liv stadig er under pres – også i vores del af verden.

Vi ser det i USA, hvor Florida har indført en lov, der i folkemunde kaldes “don’t say gay”-loven. En bestemmelse, der i praksis forbyder alle skolelærere i de yngste klasser at tale om kønsidentitet eller seksualitet.

Og vi ser det i Saudi-Arabien, hvor regeringen for nylig beordrede en beslaglæggelse af regnbuefarvet legetøj og børnetøj i forretninger i hele landet – fordi farverne “indirekte promoverer homoseksualitet”.

Samtidig sker der store fremskridt herhjemme – eksempelvis vedtagelsen af den danske antidiskriminations- og hadforbrydelseslovgivning. Og på det årlige “Rainbow Map” – en rangliste over LGBT+-personers retsstilling i 49 europæiske lande – var Danmark i år rykket op på andenpladsen.

Men der er stadig lang vej til ligestilling.

Det gælder både for homoseksuelle, transkønnede, etniske minoriteter, handicappede og kvinder. Og det gælder i endnu højere grad, når man tilhører flere af de grupper. For eksempel ser vi, at LGBT+-personer med minoritetsetnisk baggrund er en særligt sårbar gruppe.

Derfor er Priden også en påmindelse om, at kampen for ligestilling er og skal være solidarisk. Historisk er alle disse frihedskampe tæt sammenflettet, og vi er hinandens vigtigste allierede.

Når det handler om lighed, er det aldrig enten-eller – det er én for alle og alle for én.

Derfor er det vigtigt, at vores sammenhold er synligt, når det handler om at støtte kampen mod diskrimination af enhver slags.

Det er en alle-kamp, ligesom Priden er en alle-fest og en mulighed for at stå sammen på tværs af alt det, der deler os.

Det så vi i Oslo efter skyderiet, da tusinder af mennesker – selv om de var bange – trodsede myndighedernes anbefalinger og gik i gaderne for at vise verden, at kærligheden vinder, og kampen fortsætter.