SOSU-assistent
Ligeløn

Opråb fra en SOSU-studerende: "Der er knap nok tid til hel basal pleje"

21. oktober 2022
Af Aja Nøhr Larsen
Foto: Emma Line Sejersen
Manglen på social- og sundhedsmedarbejdere er så stor, at medarbejderne ikke har tid, når en borger har akut brug for hjælp. Dilara vil have, at politikerne indser, at vi står i en krise, hvor vi hverken kan rekruttere eller fastholde medarbejdere på grund af dårlige løn- og arbejdsforhold.

Dilara Rabia elsker sit fag. Hun elsker at se en beboer lyse op, når hun møder ind på arbejde og gå derfra og føle, at hun har været med til at gøre dagen bedre. Det er det, hun er god til og det, hun brænder for.

Derfor arbejder hun på et plejehjem og derfor søgte hun sidste år ind på SOSU-assistentuddannelsen. Hun kalder den for hendes drømmeuddannelse.

Men Dilara er bekymret. For det arbejdsliv hun ser frem imod, men også for hele det sundhedsvæsen, hun drømmer om at arbejde i.

Et system, som er præget af mangel på arbejdskraft, stresssygemeldinger og omsorgssvigt.

Hendes største bekymring er, at hun ikke kommer til at have nok tid. Det er noget, som hun allerede oplever gennem sit arbejde på plejehjemmet.

– Jeg har simpelthen ikke tiden til at yde den omsorg og gøre det arbejde, som jeg er ved at uddanne mig i.

Vi så det i dokumentaren om blandt andre plejehjemsbeboeren Else, som blev udsat for massivt omsorgssvigt. Nu viser den nye TV 2-dokumentar "Opråb fra plejehjemmet", hvordan beboere på et plejehjem i Køge er udsat for voldsomt svigt, og ikke får opfyldt helt basale behov.

Det kan virke oplagt at pege fingeren ad de medarbejdere, som forsømmer de ældre mennesker, men Dilara vil have, at vi kigger på det, hun mener, er problemets rod:

Lave lønninger, mangel på personale og dårlige arbejdsforhold.

Dilara oplever ofte, at hun bliver nødt til at prioritere, hvem der har mest brug for hjælp, og dermed svigte andre.  

Det kan være i en situation, hvor flere beboere på samme tid trykker på den alarm, som de kan bruge til at tilkalde en medarbejder.

Der kan være en, som er faldet og slået sig og en anden som skal akut på toilettet. Det kan også være fire-fem på samme tid, og så bliver Dilara nødt til at prioritere og lade folk vente, som har akut brug for hjælp.

Og så er det den vigtige omsorg, som ofte må blive helt nedprioriteret.  

– Der er knap nok tid til hel basal pleje, men der er ikke nok til at kunne holde dem i hånden eller snakke lidt om, hvordan det går. Hvis en borger gerne vil fortælle mig noget, er det sjældent, jeg har tid til at lytte.

Dilara ser, hvordan den manglende arbejdskraft gør, at borgerne bliver stressede, ulykkelige og frustrerede. Men hun ser også at personalet bliver det, og at flere og flere sygemelder sig med stress som følge af det.

Derfor ser hun ind i en tid med endnu færre kollegaer, men med flere og flere ældre, der har brug for dem.

Lønnen er altafgørende

Derfor er det helt centralt at tale om løn, mener Dilara. Hun mener, at den nuværende løn slet ikke stemmer overens med hverken arbejdsvilkårene eller vigtigheden af faget.

– Vi føler, vi bliver snydt, og vi føler ikke, vi bliver taget seriøst nok.

Hun mener at, hvis man skal have folk til at søge uddannelsen, bliver man nødt til at love dem en ordentlig løn. Og det skal ikke bare være på uddannelsen, som regeringen for nylig har foreslået.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

I regeringens forslag vil den højere løn komme på grundforløb 2, som varer i fem måneder. Dilara synes nærmest, at forslaget er en hån.

– Alle tiltag er jo vigtige i den her krise. Men løn i fem måneder løser jo ikke et helt liv med dårlige lønforhold.

Hun oplever heller ikke, at det er lønnen under uddannelse, som fylder blandt hende og hendes medstuderende, og derfor mener hun heller ikke, at forslaget kommer til at gøre en forskel når det gælder om at få folk til at søge ind.

Anerkendelse

Med lønnen kommer anerkendelsen. Noget som Dilara føler, der er for lidt af, når det kommer til hendes uddannelse og fag.

Dilara møder fordomme, som at hun ikke laver andet end at tørre andres bagdel og bagefter spille kortspil med dem, mens hun drikker kaffe.

Et billede, som hun på ingen måde kan genkende fra faget som SOSU-assistent, som blandt andet indebærer at dosere medicin, være i kontakt med læger og sygeplejersker, og have stor dokumentationspligt. Og samtidig med det, kunne sætte det hele på pause og være nærværende, når en beboer har brug for det.

SOSU-assistent

Hun mener, den manglende anerkendelse hænger sammen med, at vi i samfundet måler ’vigtigheden’ at et arbejde med lønnen og derudover med længden af uddannelse og snittet, det kræver for at komme ind.

– Det er ikke en svær uddannelse at komme ind på. Det er jo en god ting. Men det betyder langt fra, at uddannelsen eller jobbet er nemt, som mange ellers tror.

Udlændingepolitik vs. arbejdskraft

Og så er der noget, hun ikke forstår. Line nu har hver tredje SOSU-medarbejder en anden etnisk baggrund end dansk. Så hvorfor laver politikerne så stram en udlændingepolitik, at vi mister god og vigtig arbejdskraft?

Dilara ser så mange, som gerne vil ind på uddannelsen, men som enten bliver placeret på et asylcenter, eller bliver sendt ud af landet, som det lige nu sker med flere syriske kvinder, der er i uddannelse og job som blandt andet SOSU-assistent.

– Det er mennesker, som gerne vil uddannelsen, vil integreres og vil Danmark. Og vi har så meget brug for dem som kollegaer.

Når DF og Nye Borgerlige netop nu snakker om, at borgere skal kunne afvise medarbejdere med tørklæde, homoseksuelle og jøder, bliver Dilara ked af det på hele sit fags vegne. Mest af alt føler hun, at det sender et signal om, at nogle partier stadig ikke forstår omfanget af krisen.

Hun mener, det fortæller os, at fremmedfjendskheden hos nogen, er større end behovet for at tage os ordentligt af vores svage og ældre.