Johanne Bille
Voldtægt

Om jeg ville anmelde min voldtægt i dag? Nej, selvfølgelig ikke

27. oktober 2022
Af Johanne Bille
Foto: Marie Hald
KOMMENTAR: Da jeg blev voldtaget, troede jeg ikke på, at der under mine rystende ben var et system, der passede på mig. Det var før samtykkeloven, men helt ærligt, så ville jeg heller ikke have anmeldt det i dag, skriver Johanne Bille.

Jeg var bange for at blive voldtaget, før jeg blev det.

Mit bud vil være, at de fleste især kvinder og minoritetspersoner kender den frygt.

Den følger én, når man går hjem fra byen, når man tager på date, når man stiger på bussen.

Dengang, hvor jeg var bange for en forbrydelse, der endnu ikke var blevet begået mod mig, oplevede jeg alle de mindre grænseoverskridelser, jeg blev udsat for, som forvarsler.

Din krop er din lige nu, tænkte jeg, men kun indtil en anden beslutter sig for, at det ikke længere er tilfældet.

Jeg var i starten af 20’erne, samtykkedebatten og senere -loven var endnu ikke rullet ind over landet eller mig, og jeg manglede et sprog for det, jeg oplevede – men ikke desto mindre var jeg bange.

I samråd med min kæreste besluttede jeg mig derfor for at tilmelde mig et kursus i selvforsvar målrettet kvinder.

Jeg lærte mange forskellige ting til det kursus. Både konkret selvforsvar i form af at forsvare mig med min stilet eller nøgler for eksempel, men også psykisk selvforsvar.

Hvordan nedtrapper man en konflikt med en mand styret af sin liderlighed? Hvordan er man opmærksom på de signaler, man udsender?

Normalt bryder jeg mig ikke om det udtryk, men lige når det kommer til selvforsvarskurset vil jeg alligevel bruge det: Tiden var en anden.

Vi levede i et samfund, hvor samtykke ikke var noget, der skulle sikres, men noget der var givet, medmindre man direkte sagde det modsatte.

Derfor var signalerne vigtige, derfor var fokus på mig og min ageren – og ikke på forbryderens.

Det vigtigste, jeg lærte på det kursus? Sørg for, hvis du rent faktisk ender med at blive voldtaget, at komme derfra med så mange skræmmer som overhovedet muligt.

Her talte lederen af kurset ikke om de psykiske mén, der sætter sig i én og aldrig forlader dig. Den slags beviser kan man ikke bruge i en sag, sagde han og fortsatte:

Ingen tror på en voldtægt uden beviser, ingen vil tro på dig, hvis du ikke har et blåt øje eller rifter på halsen.

Jeg afsluttede kurset.

Årene gik. Og samtykkeloven kom.

Politikerne jublede, interesseorganisationerne jublede, mine veninder jublede, jeg jublede. Og der er da også ting at glæde sig over.

I årene 2018-2020 blev der cirka anmeldt 1.400 voldtægter årligt.

I 2021 nærmede tallet sig 2.000. Det famøse (og farlige) mørketal er med andre ord ved at blive nedbragt, og i marts 2021, til eksempel, blev en mand dømt for voldtægt, fordi der ikke var samtykke til stede.

Alligevel er der lang vej igen.

Så sent som i juli 2022 fik en mand en mildere straf for at have voldtaget en kvinde, mens hun sov.

Vi har stadig en lovgivning, hvor man straffer voldtægt med intimiderende forhold som f.eks. fysisk vold og tvang hårdere end en voldtægt, hvor offeret har været “passivt”.

Man tror, det er løgn, men vi har stadig i 2022 ikke taget højde for, at mange (faktisk 7 ud af 10 ofre for seksuelle overgreb ifølge en svensk undersøgelse) ikke slår fra sig, gør modstand eller lignende, når de bliver voldtaget.

Jeg var én af dem, der ikke gjorde modstand, da jeg blev voldtaget.

Forbrydelsen blev begået mod mig, mens nej’et sad fast i halsen, og min krop blev følelsesløs.

Selv jeg, der havde modtaget et halvt års kursus i selvforsvar mod lige præcis voldtægt, måtte se mig forsvarsløs mod det, jeg blev udsat for.

Jeg anmeldte aldrig min voldtægt.

Gerningsmanden og jeg havde været i seng sammen før, vi var desuden venner, og mest afgørende af det hele troede jeg ikke på, at der under mine rystende ben var et system, der passede på mig.

Det var før samtykkeloven, jovist, men for at være ærlig? Hvis det var sket i dag, havde jeg heller ikke anmeldt min voldtægt.

Forskellen i strafudmåling taler sit tydelige sprog: Vi har stadig ikke et system, der forstår voldtægtens natur, og igen og igen ser jeg eksempler på det.

Jeg hører eksemplerne, når jeg går i byen og falder i snak med tilfældige kvinder. Jeg ser dem i popkulturen. Og jeg møder dem på de sociale medier.

I december 2021 delte Emma Daugaard en hårrejsende historie om sin voldtægt.

Det er en historie, vi ikke må glemme: Om grænseoverskridende undersøgelser på Center for Seksuelle Overgreb, om politifolk, der først og fremmest har forbryderens ve og vel i tankerne, og måske vigtigst af alt om en sag, der afvises i retten på grund af teknikaliteter.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Senest er en mand fundet skyldig i voldtægt i byretten, men er nu frikendt i landsretten for voldtægt. At man kan blive dømt skyldig i vold, som han blev det, men samtidig frikendt for voldtægt, er mig en gåde.

Jeg husker min selvforsvarslærers ord – husk at blive så synligt mærket som overhovedet muligt – men selv det holder ikke altid i retten.

Det er svært ikke at blive rasende, og i dag vil jeg tillade mig at være lige præcis det.

For raseriet vidner om, at det ikke er slut endnu.

Kampen for at forhindre voldtægter i at finde sted er ikke forbi, der er ikke bundet nogen sløjfe, nej, kampen er først lige begyndt.

Lad os insistere på at holde hinanden ved ilden.