Ny rapport fra KVINFO: Advokatundersøgelser i #MeToo-sager må ikke blive en sovepude

Karen Dirks synes egentlig, at selve mødet med advokaten gik fint, og at vedkommende virkede kompetent.

– Men efterfølgende dalede kommunikationen meget, og jeg blev ikke informeret omkring det videre forløb, og om hvad jeg havde krav på.

– Set i bakspejlet ville jeg have ønsket, at jeg havde fået mere information undervejs i processen.

Sådan siger kunstner og designer Karen Dirks i dag om den advokatundersøgelse, hun deltog i, da hun sammen med seks andre kvinder anklagede Naser Khader for seksuelle krænkelser.

Brugen af den type advokatundersøgelser er blevet mere og mere anvendte, når sager om seksuel chikane skal afdækkes i forlængelse af #MeToo-bevægelsen, men disse undersøgelser er blandt andet blevet kritiseret for ikke at være grundige og objektive nok i forhold til vidneafhøringerne og undersøgelsesforløbet.

Af samme årsag har Advokatrådet nedsat en arbejdsgruppe, der skal skabe fremtidige rammer for advokatundersøgelser.

En ny rapport fra KVINFO viser også, at der i hvert fald er plads til forbedring.

Videnscentret har undersøgt den krænkede parts erfaringer med brugen af advokatundersøgelser og -ordninger ved seksuel chikane.

De har foretaget i alt 22 kvalitative interviews, og der er derfor ikke tale om en repræsentativ undersøgelse.

Henriette Laursen, som er jurist og direktør i KVINFO, peger på følgende tre mangler ved hidtidige advokatundersøgelser:

– Rapporten viser, at de krænkede parter har manglet kommunikation, tillid og transparens i deres sagsforløb, siger hun.

Derudover har mange af svarpersonerne ikke følt, at advokaterne har været godt nok klædt på til at håndtere sager om seksuel chikane og krænkelser.

– Det er det mest alvorlige, som undersøgelsen peger på: At advokaterne, som mål for at bedømme den krænkedes troværdighed, kommer til at sætte spørgsmålstegn ved helt almindelige traumereaktioner.

Hun nævner eksempler som: ’Kan det nu passe, for du var jo ven med ham bagefter?’ eller ’hvad havde du på?’

– Advokaterne har ikke nok kendskab til traumereaktioner, og det er også med til at skabe tvivl og mistillid hos vores interviewpersoner i forhold til, hvem advokaterne er til for - for organisationen eller for den krænkede part?

Enkeltpersoner eller kultur?

Henriette Laursen er medlem af den følgegruppe, der skal evaluere Advokatrådets arbejde i forhold til at skabe tydelige rammer for, hvordan advokatundersøgelser i #MeToo-sager fremover bør gennemføres.

Og her mener hun, at KVINFOs undersøgelse kan bruges som pejlemærke, fordi kritikpunkterne rent faktisk er forhold, der kan gøres noget ved.

– Advokaterne kan eksempelvis uddanne sig selv i de her almindelige traumereaktioner. Det samme har man set politiet gøre i kølvandet på samtykkelovgivningen.

Hun understreger desuden, at det er vigtigt at gøre sig bevidst om, hvad en advokatundersøgelse egentlig kan bruges til.

– Den kan kigge på enkelte sager og udpege enkelte ’skyldige’, men den kan ikke hjælpe i forhold til at kigge på det fremadrettede kulturarbejde i organisationen, som ofte er nødvendigt i de her sager.

Hun opfordrer derfor til, at man bruger en advokatundersøgelse i sammenhæng med en kulturundersøgelse, så man i organisationen også får en bedre forståelse af problemets omfang og de årsager, der ligger til grund for det.

– På den måde risikerer man ikke, at advokatundersøgelserne bliver en sovepude i den forstand, at man tror, at problemet er løst, når man har fundet ’den skyldige’, hvis synderen i virkeligheden er et kulturproblem i hele organisationen.

De gamle rammer trænger til et serviceeftersyn

Advokat Karen-Margrethe Schebye, som har arbejdet med arbejds- og ansættelsesret siden 1983, mener også, man skal overveje, om en advokatundersøgelse kan stå alene, hvis hele organisationens kultur skal undersøges.

Ligesom Henriette Laursen er hun også en del af den følgegruppe, som bistår Advokatrådets arbejde med at udarbejde nye rammer for fremtidens advokatundersøgelser, og hun genkender nogle af konklusionerne fra KVINFOs undersøgelse som problematiske.

Blandt andet, at det er vigtigt med information om forløbet i en undersøgelse samt vigtigt, at deltagerne i undersøgelsen kender til deres rettigheder.

– Det er vigtigt, at parterne kan gennemskue den proces, som de skal igennem. Her er transparens og kommunikation måder, hvorpå man kan sikre, at processen ikke bare forløber retfærdigt, men også opleves retfærdig, siger hun.

Hun understreger, at der allerede findes rammer for advokatundersøgelser.

– Men dem, vi har, er lavet for syv-otte år siden, og dengang omhandlede advokatundersøgelser som regel noget helt andet. De rammer, som vi har, trænger derfor til at blive revideret i forhold til det erfaringsgrundlag, vi siden hen har fået i de her sager, siger hun.

Når Karen Dirks ser tilbage på sit eget forløb, er der også ting, hun ønsker for fremtidige undersøgelser.

- Jeg synes, at ideen med advokatundersøgelser er god i sig selv, men jeg kunne godt tænke mig, at advokater i fremtiden bliver klædt bedre på til at vejlede den krænkede part i det videre forløb.