Samfund

May Bjerre Eiby mener, hendes far døde på plejehjem, fordi han ikke fik nok omsorg. Så skabte hun selv et anderledes plejehjem

af Tine Bendixen 25. juni 2021
Foto: Sif Meincke
May Bjerre Eibys far døde som dement på et plejehjem i 2013. Hun siger, at han døde af manglende omsorg. For seks år siden skabte hun det private plejehjem Dagmarsminde for at genindføre noget, hun mener, vi har mistet: Omsorg, næstekærlighed og respekt.

Muligvis er du for ung til at synes, at du skal læse det her, men en dag bliver du forhåbentlig gammel nok, og så er det rart at vide, hvad du eventuelt går ind til.

Især hvis vi ikke har fået lavet om på det, du går ind til inden. Spørg bare May Bjerre Eiby.

For sikke et paradoks: I et rigt velfærdssamfund som det danske vil mange ældre virkelig gerne undgå at komme på plejehjem. Før i tiden ville de ældre heller ikke på plejehjem, men dengang fungerede velfærdsmaskinen heller ikke, som den gør i dag. De ældre vil bare stadig helst undgå det.

Muligvis fordi det er rart selv at kunne bestemme, hvornår og hvor tit man vil i bad. At man ikke risikerer automatisk at få en ble på, fordi det er mere praktisk for personalet, selv om man godt selv kan gå på toilettet. Og at ens hjem faktisk ligner et hjem og ikke en etværelses med institutionsbadeværelse med personalevenlig skydedør.

May Bjerre Eiby

  • 40 år  
  • Mor til snart fire børn 
  • Uddannet sygeplejerske
  • Skaber og leder af det private demensplejehjem Dagmarsminde 
  • Fik i marts Berlingskes Fonsmark-prisen på 250.000 kr. for sin indsats

Vi har som samfund selvfølgelig grundlæggende fået skabt noget trygt med velfærdsplejesektoren. Men vi har tabt noget andet og meget vigtigt undervejs. May Bjerre Eiby siger det:

– Omsorg, næstekærlighed og respekt.

Vision

May Bjerre Eibys far døde i 2013. Han var dement og på plejehjem, og som sygeplejerske og datter oplevede hun et forløb og nogle omgivelser, hun ikke brød sig om.

For seks år siden skabte hun det private demensplejehjem Dagmarsminde med den klare vision at levere det, velfærdsstaten efter hendes mening desværre ikke kan – et værdigt menneskesyn.

– Velfærdsstaten er skidegod at have, men ulempen er, at vi mennesker ligesom skal passe ind i det system, der kører. Vi er jo ret bundet op af vores samfund. Jeg ser det hele tiden i mit arbejde med de gamle mennesker, at vi er meget bundet op af systemet og hele samfundet omkring os.

– Det er lidt, som om der er nogle andre end os selv, der bestemmer, hvordan vi skal styre os selv og vores liv. Og deri ligger faktisk, at vi har tabt vores frihed. Systemtankegangen gør os mindre frie.

– Jeg tror, at vi måske har lidt svært ved at finde ind til, hvad vi egentlig selv synes og selv føler som ægte.

Hvad har vi tabt i forhold til de ældre?

– Vi har fuldstændig tabt grebet om, hvad vi kan med dem, og hvad vi kan bruge dem til. Både som samfund og som mennesker. Vi har fuldstændig tabt forståelsen for, at de gamle overhovedet skal være her og skal eksistere, og at de skal andet end bare at ligge og være syge og afvente døden.

– Det er der efter min mening ikke så stor forståelse for nogen steder. Og DET tror jeg faktisk, er kommet af den der systemtankegang: Der må være nogen, der tager over her, nogen ANDRE må tage over, systemet må tage over.

- Når vi har sådan et sindssygt godt velfærdssamfund, der altid tager sig af de ubehagelige ting, så behøver vi ikke selv konfronteres med det. Alt, hvad der handler om sårbarhed, får vi ligesom viftet af os selv.

– Jeg tror i øvrigt, at det er medvirkende til, at vi mister os selv totalt. For det er en del af det at være menneske, at man kan håndtere sårbarhed, sygdom og lidelse. Ansvarligheden over for de ældre og de syge eksisterer ikke rigtig. Jeg tror desværre, det er den vej, det går.

– Nutidens unge generationer vil i fremtiden SLET ikke tage sig af det, hvis det fortsætter på den her måde med et system, der er oprettet til de ældre, og som bare tager over.

Gammeldags

Dagmarsminde er en lille fisk, der svømmer mod strømmen i et stort systemhav.

– Jeg prøver netop at ramme de lidt mere gammeldags værdier om, at vi har pligt over for hinanden og ansvarlighed over for hinanden, og at vi som mennesker hænger sammen.

– De gamle er afhængige af os, men vi er også afhængige af dem på et åndeligt, udviklingsmæssigt plan, fordi vi ganske enkelt udvikler os som mennesker, når vi er sammen med dem. Den udvikling er vigtig for os selv for at komme videre i livet og vokse som mennesker. Hvis vi taber den, så taber vi rigtig meget.

– Når jeg er ude på andre store plejehjem, føler jeg mig provokeret af, at der ligesom er mere fokus på, at der er nogen, der skal tage sig af personalet, end at der er nogen, der skal tage sig af beboerne.

– Der er hele tiden fokus på arbejdsstyrken og det effektive. Og ud over det på at bevare alle medarbejderrettighederne fagforeningsmæssigt. Hele det fokus på medarbejderrettigheder bryder faktisk ret meget med omsorgen og kærligheden til de gamle, syge og svækkede.

Så omsorg og kærlighed er også systematiseret?

– Ja, og det er det, der er forkert. Vi skal tilbage til det almenmenneskelige. Helt kerneagtig almenmenneskelig omsorg og kærlighed til et andet menneske, som har brug for hjælp.

Vi har ikke glemt TV 2-dokumentarerne og de hemmelige optagelser af den nedværdigende behandling af Else på plejehjemmet Kongsgården.

Omsorg og kærlighed var ikke en del af plejen. Men så må man jo spørge til det med pengene. Er et sted som Dagmarsminde ikke for rige mennesker? Og er det ikke dyrere at drive end et normalt plejehjem? May er helt vildt træt af det spørgsmål.

– Nej, nej, nej. Overhovedet ikke. Nej, slet ikke. Vi er heller ikke dyrere på Dagmarsminde. Der er så mange fordomme imod det. Lige så snart man er selvstændig eller privat eller noget, der bare minder om det inden for vores velfærdssamfund, er man dømt ude som foregangskvinde.

”Jeg føler, at vi prøver at skjule alle de farer, der kan være i livet, og det er fuldstændig komplet idiotisk, for vi oplever dem alle sammen før eller siden.”

Taber du nogensinde modet?

– Ja, jeg kan godt tabe modet, hvis jeg føler, at jeg virkelig har ramt en åre af noget, der er rigtigt, men at det ikke bliver forstået som andet end antagelser om at ”jamen det er også, fordi det er rige mennesker”.

– De antagelser bliver nu på SJETTE år ved med at køre omkring mit plejehjem. Bliver vi virkelig ved med at have de der antagelser om, at ting kun kan lade sig gøre, fordi nogen er rige eller hvad?

- Hele den simplificering tager tit modet fra mig. Jeg har svært ved at få budskabet rigtigt ud. Jeg tænker: Hvordan pokker kan jeg forklare det her på en måde, så man forstår, at det ikke er det, det handler om?

Føler du dig mistænkeliggjort?

– Ja, og det er lidt ærgerligt. Om vi så var meget rige på Dagmarsminde, og pengene væltede ind, ville det, vi gjorde, stadig have værdi. Nogle gange kan jeg blive helt irriteret over, at man overhovedet deler det op i det der privat/offentligt eller koste penge/koste ikke penge.

- Det er ret vigtigt også bare at se på, hvad det er, vi gør, og hvad det er, der skal til, hvad der virker. Det kunne man også godt vælge at investere i i et offentligt system. Man kunne jo godt lade sig inspirere, ikke?

Hvad handler modstanden om?

– Den handler om, at vi har en samfundsidé om, at vi alle skal have de samme muligheder. Det er sådan, hele velfærdssamfundet er bygget op, og det har også været rigtigt set fra starten, problemet er bare, at hvis alle skal have noget ENS, så behandler man også alle ens, og så kommer vi aldrig til det med det menneskelige og omsorgen, vel?

Er det derfor, de gamle ikke vil på plejehjem i Velfærdsdanmark?

– Ja, der er jo IKKE NOGEN, der vil på plejehjem!

Corona har ikke gjort det bedre, siger May:

– De fleste steder har nedlukningen medført ensomhed og sygdom, fordi der ikke bliver holdt nok øje med beboerne. De pårørende er mange steder primus motor i opmærksomheden på, at beboerne bliver taget sig ordentligt af.

– Derudover har corona medført yderligere frygt og kontrol, som ikke ligefrem gavner omsorgen. Så nedlukningen medførte endnu mere kulde på i forvejen kolde plejehjem.

Saftevand

Et godt liv er ifølge May ”en form for frigjorthed”. Det handler om at føle sig fri til at tænke og fri til at gøre, hvad man nu synes, man har lyst til.

– Det er det vigtigste.

Men spørgsmålet er, om velfærdssamfundet faktisk har taget patent på, hvad ”det gode liv” egentlig er.

– Ja. Til dels. Fordi vi mennesker ligesom skal passe ind. Der er et system, der skal tage sig af os. Og det system går hele tiden ind og overtager.

Og dét er måske omkostningen ved velfærdssamfundet.

På danskekommuner.dk kan man i artiklen ”Slut med saftevand på plejehjem” læse:

”Plejehjemmene har selvbestemmelse, men vores anbefaling er, at de begrænser indtaget af saftevand. Så de må godt få saftevand, men det skal være i begrænsede mængder og ikke i dagligdagen. Det er der gode ernæringsfaglige argumenter for,” siger Stine Merrild Bækgaard fra Københavns Kommunes Kostsekretariat.”

Artiklen er fra 2011, hvor kommunen sætter ind for at sløjfe saftevand på plejehjemmene. Der er en ekstra krølle: ”Hun tilføjer, at det er tilladt for beboerne selv at købe og blande saftevand.”

Tilladt? Vi taler om voksne mennesker med stemmeret.

– Det ER faktisk en magtfuldkommenhed, der ligger i sådan noget. Det er en kontrol over de ældre mennesker. Det ER jo manglende respekt, og det er den, man ser hele vejen igennem systemet. Man ser hele tiden, hvordan vi synes, vi skal bestemme over de ældre mennesker.

Jeg kommer til at tænke på min farfar. Som engang af en læge fik at vide, at han drak for mange øl, det var ikke sundt, det skulle han holde op med, hvis han ville blive gammel. Han var 81 på det tidspunkt …

– Der mangler et helhedssyn, at man ser på mennesket hele vejen rundt, men det er der altså ikke særlig mange i systemet, der gør. De er til gengæld meget bevidste om, hvor dygtige de er som fagpersoner, og hvor meget de ved, og hvad de skal lære de ældre og de syge mennesker om, hvordan de skal begynde at leve på en ny måde.

– Det har de virkelig travlt med. Det er bekymringer, der ødelægger det for de ældre. Det er frygten for, at deres måde at leve på ”ikke passer ind i vores sundhedssystemer og alt det, vi har lært på vores uddannelser”.

Så det, vi har mistet, er næstekærlighed, familieansvar og respekt for hinanden?

– Fuldstændig. Og hvis vi fortsætter i den her retning, tror jeg, at vi mister hele evnen til at tage vare på hinanden. Vi ser allerede mere og mere af det. Når det gælder sager i både hospitalssektoren og på plejehjem, taler vi helt basale opgaver, man ikke kan finde ud af at håndtere. Altså basal pleje.

”Det var faktisk manglen på pleje, der gjorde, at han døde, for man kan ikke leve i et univers, hvor man ikke får omsorg. Det kan man ikke.”

Som?

– Jamen bare toiletbesøg. De ældre kommer ikke på toilettet nærmest nogen steder. Man har taget en principbeslutning om, at nærmest alle plejehjemsbeboere bruger ble.

– Men det viser sig jo, at når man går ind og arbejder med de ældre, når de kommer på f.eks. vores plejehjem, så er der nærmest ingen, der lider af inkontinensvanskeligheder, de kan alle sammen godt huske at sætte sig på toilettet, de skal være meget, meget svært syge, de skal nærmest være døende, før de ikke forstår, hvad et toilet er.

- Det er meget basale ting, som man bare mister i den systematisering af det hele. Til sidst kan vi slet ikke finde ud af at tage os af hinanden. Så kan vi sgu heller ikke finde ud af at rede folks hår. Så er det kommet så langt ud, at der bare ligger en krop i en seng, og så er det det.

Med en ble på?

– Ja, og ikke noget saftevand, ikke noget rart, ikke engang nattøj på sikkert. Altså virkelig hvor man er derude, at alt bare vokser til og bliver underligt at se på, hvor det nærmest bliver bizart, det er den plejesektor, vi kigger ind i, hvis det her fortsætter. At man glemmer alle de næstekærlige ting.

Men systemet fungerer?

– DET overlever i bedste velgående. For man kan stadig gå ind og tjekke alt på tjeklisterne og hakke af og stadig føle, at man har gjort det, som man nu skal ifølge alle mulige retningslinjer. 

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Linoleumsgulve

May siger, at æstetikken er en stor del af selve omsorgen, når det gælder gamle mennesker. Det vil sige omgivelserne.

Hvordan bygger og indretter vi plejehjem? Varme og kreativitet er ikke mantraer her. Institutionspræget har det med at tage over. Laminat, lange gange og linoleumsgulve. Helt ned til indretningen af den stue, der for langt de fleste gamle mennesker bliver deres sidste.

– Det er så absurd. Det hele kommer til at ligne et hospital, og det er i øvrigt også et udtryk for grundlæggende manglende respekt for, at det er et menneske, der bor der.

–Det KAN f.eks. ikke være så svært at lægge bleerne ind i et skab og prøve at skabe lidt almindelig stemning på et badeværelse, og det ER heller ikke svært, men det er et personaleproblem, fordi fokus er på, hvad man skal bruge i sit arbejde, så det er mere en arbejdsplads for de ansatte, end det er et hjem for de ældre.

- Det er det, der er problemet: At man betragter det som en arbejdsplads. Det må man ikke. Man skal betragte plejehjemmet som et hjem til beboerne. Man skal helt væk fra at tale om det som en arbejdsplads. Det er der slet ikke nogen grund til.

En revolution på området handler om mere end rødvin, dans, udlandsrejser og fri saftevand. For May handler det om et grundlæggende menneskesyn. Som man tager seriøst.

 

– Det handler om, at man begynder at kigge på ældre mennesker som nogen, der er lige så meget værd som alle andre. Det handler simpelt hen om, hvordan vi SER på de mennesker. Og HVORFOR vi ikke længere ser på dem som ligeværdige.

Og ikke mindst: Om hvad det vil betyde for dem og os andre og samfundet, hvis vi begynder på det igen.

Systematisering

Mays arbejdsliv, som på mange måder minder om et kald, er udsprunget af personlige tab.

– Jeg mistede begge mine forældre lige efter hinanden, da jeg var i begyndelsen af 30’erne. Jeg har oplevet tab på mange forskellige måder i mit liv, men netop i forbindelse med mine forældres død oplevede jeg, hvordan den systematisering også gjorde det værre at opleve de tab. Gjorde det sværere at komme igennem det.

- Min far endte på plejehjem, og det gik ret hurtigt nedad, han blev dårlig af at være der, og det var faktisk manglen på pleje, der gjorde, at han døde, for man kan ikke leve i et univers, hvor man ikke får omsorg. Det kan man ikke. Det dør man af.

– Og lige efter han var død, blev min mor terminalt syg med en lungekræft og døde relativt hurtigt derefter. Jeg havde heldigvis mulighed for noget plejeorlov, jeg var hos hende, men hun var også ind og ud af hospitaler, hvor tingene ikke fungerede.

Hvad lærte du om tab i din barndom?

– Hmmm. Min barndom var meget præget af, at man ikke bare lukkede øjnene for ting, og man skjulte ikke, hvis noget var ubehageligt. Jeg oplevede, at mine forældre, bedsteforældre og deres venner talte åbent om tingene.

– Man kunne sidde til en påskefrokost og tale om, at nogen var blevet tosset, eller at en eller anden var blevet alkoholiker, og hvad skulle man nu gøre ved det.

– Man lagde ikke så meget skjul på fortællingerne i sit netværk. Det føltes ikke som en form for sladder at tale om det, det var mere en naturlig snak om, hvad der foregik i folk, som var svært.

– Det synes jeg faktisk også, vi har tabt. Det er så forsagt det hele. Vi skal passe så meget på med alting.

– Når jeg selv er i en sammenhæng med nogle mennesker, hvor en eller anden pludselig åbner munden og siger, ”Jeg synes, det har været svært, min mor har været syg”, bliver der lidt underligt stille, og folk kigger den anden vej. Måske sidder der en enkelt, der gerne vil tale om det, men det er ikke det, ”man” gør.

- Jeg føler, at vi prøver at skjule alle de farer, der kan være i livet, og det er fuldstændig komplet idiotisk, for vi oplever dem alle sammen før eller siden. Det er ikke noget særligt.

– På en eller anden måde er der heller ikke noget særligt i at miste, det er også naturligt, at nogle af os mister før andre, men vi mister alle sammen. Så det nytter ikke, at vi er begyndt at opføre os, som om det er noget fuldstændig banebrydende.

Selve livet er noget, vi skal miste?

– Lige præcis.

Plukveer

Der er et barn på vej i Mays mave. Barn nummer fire. Det burde slet ikke kunne lade sig gøre, de tre første børn fik hun reagensglashjælp til. Nu er hun 40 og i uge 31.

– Jeg har ikke kunnet lave børn naturligt, fordi jeg har lukkede æggeledere, men her var der så et barn, der lige pludselig åbenbart godt kunne lade sig gøre naturligt. Det er meget mærkeligt, meget meget underligt.

– Det var slet ikke meningen, at jeg skulle have flere børn, men det skulle jeg så åbenbart. Jeg blev fuldstændig overrasket. Jeg troede nærmest ikke på det. Fertilitetslægen troede næsten heller ikke på det.

Vi kunne ikke gennemføre interviewet den aftalte dag, fordi May røg en tur på hospitalet med plukveer. Den omgang skabte på sin egen måde refleksioner over det at miste.

– Selvfølgelig. Jeg har en tendens til at presse og proppe lidt for meget ind i mit arbejde, fordi der er så mange ting, jeg gerne vil og brænder for.

– Jeg har lidt svært ved IKKE at arbejde, og det er ikke så smart. Så jeg går nu og tænker: Hvad nu, hvis der SKER noget, hvordan vil du så have det med det bagefter?

- Hvis barnet nu døde, eller jeg pludselig fødte for tidligt og sad på neonatal, ville jeg så selv have været skyld i det, fordi jeg ikke havde tænkt mig om? Så jeg har tænkt mig om.

– Jeg går ikke og bliver nervøs og bange, jeg er i stedet ret rationel: Det GÅR jo ikke, du er nødt til at gøre, hvad du kan for at bevare graviditeten og passe på dig selv! Så det gør jeg.

Ansvar med andre ord.

Hvad tænker du om tab og det samfund, dit barn skal vokse op i?

– Jeg er temmelig forfærdet over den nærmest overpylrende måde, børn bliver behandlet på i dag. Man tror jo nærmest ikke, at børn kan noget.

– Jeg føler, at der er et fremherskende miljø af, at børn er meget, meget skrøbelige, og at de ikke kan noget eller kan sige noget selv, og at vi skal hjælpe dem igennem alting hele tiden, og de må helst ikke lege for længe og for meget, for så bliver de for sultne og for tørstige, og vi skal have vand med til dem hele tiden.

- Der er et overneurotisk univers omkring børn. Alt skal planlægges for dem. Det lover ikke godt for fremtiden, det er egentlig relativt farligt for vores samfund, vi ser det allerede nu i det, vi kalder curlinggenerationen, men også i de efterfølgende, at de ikke er så dygtige til at tage ansvar, som man har været tidligere.

– Den måde, vi hele tiden passer på dem, er ikke særlig god, og den er begrænsende over for vores børn. Vi får nogle børn, der ikke bliver så gode til at tage ansvar som voksne. Det er også et tab.

– Det er jo ikke sådan, at børn i dag er blevet mindre duelige, end børn var tidligere. Det er mere forældrene, der er blevet mindre duelige i deres måde at se børnene på.

Hvordan vil du gerne blive gammel?

– Jeg havde faktisk ikke noget imod at bo på et lille plejehjem, som var bygget op som et kollektiv på en måde som det, jeg selv prøver at lave. Et fællesskab. Som gammel og muligvis syg har man brug for, at der er nogen omkring en, så man ikke oplever al mulig tomhed, angst og ensomhed.

– Man skal kunne række en hånd ud – og så skal der være en, der er klar til at tage den. Det er dér, vi skal hen. Det er min mission. Og jeg er lidt af en vagthund, jeg holder øje og siger til, når jeg synes, at noget kan gøres anderledes.