Isabella Hindkjær
Kommentar

Kunne du finde på at reducere direktøren til en legemsdel? Nej, så lad os droppe det her fortærskede udtryk

24. april 2023
Af Isabella Alonso de Vera Hindkjær
Foto: Marie Hald
KOMMENTAR: At antage, at basale incitamentsstrukturer fungerer anderledes for folk, der lever af at yde omsorg er ikke bare mangel på respekt. Det er decideret dumt. Sådan skriver feminas chefredaktør, Isabella Hindkjær.

Plejecenter er et rædselsfuldt ord, sagde Jakob Ellemann i den seneste statsministerduel på DR. For det er ikke et center, men et hjem og en arbejdsplads.

Et udsagn som er svært at være uenig i. Og samtidig bliver magthaverne så ved med at omtale de mennesker, der arbejder på plejehjemmene, som ”hænder”.

I årevis har vi hørt, at ældreplejen mangler dem. Varme hænder.

Jeg har også selv været flittig bruger af udtrykket. Når man hører ord gentaget så tit – oftest i bedste mening – bliver det en del af vores kollektive ordforråd, og vi holder op med at spørge os selv, hvad de betyder. Og om de er misvisende.

Politikerne siger, at ”varme hænder” er gode. Der skal være flere af dem, de skal have mere tillid, og de skal sættes fri.

Det der er varmt giver mening, i modsætning til det, der er koldt.

Papirnusseri, journalføring, bureaukrati. Det skal der være meget mindre af. Det kunne de næsten alle sammen blive enige om – også i denne valgkamp.

Men så landede Opråb fra plejehjemmet”. I dokumentaren, der blev vist på TV2 i torsdags, går en journalist undercover og søger en stilling på plejehjemmet Nørremarken i Køge som ufaglært afløser.

Journalist Emilie Myrup har ingen plejehjemserfaring, men efter en kort samtale får hun jobbet.

En ting er, at det ikke burde være så nemt at få et arbejde, hvor man hver dag har menneskers sidste tid på jorden i sine hænder.

Noget andet er de hjerteskærende oplevelser, hun i løbet af sine bare 28 vagter filmer med skjule kamera. Det er scener fra et system i opløsning.

TV2-dokumentaren skildrer alvorlige fejl, massivt omsorgssvigt, og magtanvendelse af en type, som en ekspert betegner som et decideret overgreb.

Det er ikke det første opråb. For to år siden lavede TV2 en udsendelse med skjult kamera fra et plejehjem, der dokumenterede uafrysteligt uværdige forhold. Hvem kan nogensinde glemme Else Marie Larsen, der hang i en lift og jamrede af smerte, mens hun blev beordret til at lave afføring i sin seng.

Episoden blev vist i TV 2-dokumentaren 'Plejehjemmene bag facaden', der for afslørede grove svigt på flere danske plejehjem.

Dengang lovede politikerne handling. Nu står vi her igen.

De seneste dage har politikerne stået i kø for at fortælle, hvor rystede de er over optagelserne. Og vi hører, igen, at der skal ske noget i ældreplejen.

Så hvordan løser vi det?

Flere tilsyn, ifølge Venstre. Arbejdstilsynet skal involveres, mener SF. Plejehjemsbestyrelser og registre over dårlige ledere, siger Nye Borgerlige. Statsligt strakstilsyn inden for 48 timer, foreslår Konservative.

Altså, mere administration og bureaukrati. Og mindre tillid og frihed.

Det er nemt at forstå, hvorfor politikerne midt i en valgkamp har brug for at signalere, at de tager det omfattende omsorgssvigt, vi ser i dokumentaren, alvorligt. Men det er vigtigt, at vi også lægger mærke til, at dokumentaren faktisk også viser det modsatte.

Nemlig, de professionelle og dedikerede mennesker med høj faglighed, der tager sig tid til at se det enkelte menneske og drage omsorg for det.

Da en kvinde er faldet i søvn og ikke kan vækkes, hjælpes personalet ad med at få hende over i sengen ved hjælp af en lift. Det foregår nænsomt og tålmodigt.

Da en ældre kvinde sidder og taler med sig selv ved fællesspisebordet, oplever TV2’s journalist, at en kollega sætter sig derhen og begynder at læse avis med hende.

De episoder er bemærkelsesværdige. Og deri består problemet. For den slags omsorg, der burde være normen, er det ikke.

Men den slags omsorg kræver åbenlyst meget mere end hænder. Den kræver empati, integritet og frem for alt faglighed.

Når vi ser scener som dem i ”Opråb fra Plejehjemmet” ligger det lige for at konkludere, at problemerne opstår, fordi personalet har for mange opgaver og ikke har nok tid.

Men i dokumentaren konstaterer journalisten, at hendes kollegaer overraskende ofte har forholdsvis god tid. Den kommer bare sjældent de ældre til gode. Der bliver i stedet holdt lange pauser og løbet private ærinder.

Hvad fortæller det os? I hvert fald to ting. Politikerne tager med al sandsynlighed fejl, når de tror, vi kan løse problemet alene ved at øge antallet af ”hænder”. Men de tager formentlig også fejl, når de tror, løsningen findes i mere administration.

Vi står med et komplekst problem, der ikke kan løses i morgen. Alle kan stille diagnosen.

De fleste har et bud på symptombehandling, hvad enten det er midlertidige fastholdelsestilskud, administration i form af skærpet tilsyn eller whisteblowerordninger.

Mette Frederiksen og Socialdemokratiet tager i dag videre med deres udspil om at afsætte flere penge til et lønløft til offentligt ansatte fra 2024, hvor de ekstra midler i 2030 skal udgøre tre milliarder kroner om året.

Men er det kuren?

I 2030 mangler kommer vi til at mangle 16.000 SOSU'er, hvis ikke vi lykkes med at uddanne flere. For nylig modererede jeg en valgdebat SOSU-uddannelsen i Brøndby, der handlede om netop det.

Før politikerne fik ordet, bad jeg de omtrent 100 fremmødte elever om at række hånden op, hvis de følte sig motiveret af de arbejdsvilkår og den løn, der venter dem på den anden side af deres uddannelse. Der var nul hænder.

Politikerne i panelet – fra Venstres Karen Ellemann til socialdemokrat og skatteminister Jeppe Brus – virkede oprigtigt overraskede.

Alligevel blev en ung mand mødt med svaret, at han skulle ”tale sit fag op”, da han frustreret fortalte, hvordan hans omgivelser spørger, hvorfor han gider bruge sit liv på at ”tørre røv på gamle mennesker”.

Alligevel blev en enlig mor til to bedt om at ”se det positive i”, at man får et ”godt kollegialt fællesskab”, hvis man er fastansat frem for vikar, da hun påpegede, at de mange vikarer i hjemmeplejen ofte får mere i løn og bliver behandlet bedre end de faste medarbejdere.

Det mest interessante ved debatten var, at spørgsmålene fra salen begyndte med at handle om løn og vilkår. Men undervejs skete der et skift.

For hver gang der kom et politikersvar om at værdsætte sine kollegaer og tale faget op, kom der et spørgsmål, der viste, at det ikke kun er en krise, der handler om penge. Det handler, for dem, i lige så høj grad om faglig anerkendelse.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange i løbet af den debat eleverne sagde, at de elskede deres fag.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange i løbet af den debat, politikerne sagde ”hænder”.

Plejehjemmene er bare et eksempel på en velfærdsstat i knæ.

Vi har set lige så hjerteskærende optagelser fra daginstitutioner, ligesom vi i årevis har læst beretningerne om de uværdige forhold på landets fødegange, hvor kvinder og hele familier sendes hjem med voldsomme traumer.

I landet med verdens højeste skattetryk rækker det offentliges omsorgssvigt fra vugge til grav.

Og vi er nødt til at erkende, at krisen ikke kan fikses med en hurtigkur bestående af flere hænder og mere tilsyn. Vi har brug for uddannede, professionelle, hele mennesker, der brænder for faget – og ikke brænder ud.

Vi har at gøre med folk, der lever af at bruge deres empati og yde omsorg. Det er virkelig krævende, fysisk og psykisk.

Vi ved eksempelvis, at selv de dygtigste og mest erfarne mennesker i faget kan blive ramt, af det man kalder omsorgstræthed.

Det kan opstå hos folk, der arbejder professionelt med at yde omsorg, når der er en ubalance mellem det, de giver og det, de får.

Den amerikanske professor Charles Figley, der beskrev fænomenet første gang i 90’erne, taler om the cost of caring. Prisen for at være en, hvis arbejde der er at passe på andre.

Så hvordan kan vi rekruttere og fastholde dem? Måske på samme måde som vi rekrutterer og fastholder andre.

Ordentlige rammer. God ledelse. Fair løn og vilkår. Og det hviler alt sammen på en kollektiv forståelse af, at jobbet ikke er et ”kald” eller et ”gen”. Det er en faglighed og professionalisme.

Derfor gavner det ikke et fag, når en statsministerkandidat kalder fagfolk for ”indianere” eller foreslår at løse ældreplejens problemer med ukrainske flygtning, der er kvinder og dermed i besiddelse af et ”omsorgsgen”.

Eller når politikerne bruger debat efter debat på at diskutere, hvorvidt man må afvise en hjemmehjælper, der har tørklæde på. Eller en, der er jøde eller homoseksuel.

Eller når en unge kvinde udsendes til Syrien et halvt år inden hun er færdig med sin sosu-uddannelse, mens resten af hendes familie kan blive i landet.

Tankeeksperiment: Kunne vi finde på at reducere en kommunal koncerndirektør til en legemsdel?

Eller hvad med de vagtlæger, der tjener markant mere end landets ministre og borgmestre ved at sidde og passe akuttelefonen?

Hvad ville der ske, hvis det var ”hovederne” vi tilbød den laveste lønsats, og hvis det var deres påklædning og seksualitet, vi gidseltog i et forsøg på at flytte stemmer henover midten?

Når det før eller siden blev svært at rekruttere og fastholde direktører og vagtlæger, kunne de få et honninghjerte, og når de strejkede, ville de blive bedt om at tale deres fag op.

At antage, at basale incitamentsstrukturer fungerer anderledes for folk, der lever af at yde omsorg er ikke bare mangel på respekt. Det er decideret dumt.

I virkeligheden tror jeg, de fleste af os kan blive enige om, at der findes få jobs så meningsfulde og krævede som et, hvor man hver dag står med ansvaret for et menneskes sidste tid på jorden. Det kræver åbenlyst mere end hænder – og det skal afkræve alles respekt.

Og nej, anerkendelse og respekt er ikke kun et spørgsmål om ord. Men ord spejler den virkelighed, vi har skabt, ligesom de kan bidrage til at bane vejen for en ny.

Lønnen i de traditionelle velfærdsfag skal op, og på lange stræk skal selve systemet gentænkes. Det bliver svært, dyrt og det tager lang tid. Men det er ikke desto mindre det, vores folkevalgte får deres relativt høje løn for.

De gennemgribende omsorgssvigt på danske plejehjem, som vi har været vidner til de seneste år hviler unægteligt på politikernes svigt af hele systemet.

Bærer ledelsen et ansvar for kulturen på det enkelte plejehjem? Altid. Bærer den enkelte medarbejder et ansvar for at passe sit arbejde med integritet? Selvfølgelig.

Men det kan aldrig blive den enkeltes ansvar at tale hverken faget eller velfærdssystemet op fra den afgrund, de selv har skubbet det ned i. Det ansvar hviler på hele samfundet – og vores folkevalgte især.

Læs også