Colourbox
Samfund

Kommentar: Min mor var i chok, da jeg henkastet fortalte, hvad der var sket bag mit fritidshjem

12. maj 2022
Af Mikkel Radicke
Jeg var i mange år i tvivl om, hvad det egentlig var, der skete på rangerterrænet bag mit fritidshjem, da jeg var otte år. Og der gik næsten 20 år, før jeg fortalte det til min mor, skriver Mikkel Radicke.

Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning. 

Da jeg var 8 år, blev jeg udsat for flere seksuelle overgreb af en fem år ældre dreng. Det skete på rangerterrænet, der fyldte området mellem mit fritidshjem og Køge st.  

Dengang var jeg ikke bevidst om, at det faktisk var det, jeg blev udsat for. Seksuelle overgreb.  

Og i mange år snakkede jeg ikke med nogen om det - særligt ikke mine forældre.  

Den seneste tids debat om Herlufsholm har fået mig til at tænke tilbage på dengang.  

Når en gruppe forældre siger, at de overgreb, der er sket på Herlufsholm, ikke er udtryk for en kultur, der eksisterer på skolen, så er det løgn. For sandheden er jo, at det er konsekvensen af den kultur, vi allesammen lever i, og som gennemsyrer alle samfundslag. 

En ting er maskulinitets-kulturen, som handler om at tilrage sig magt over andre ved hjælp af dominans.  

Den mere presserende er kulturen hvor vi har tabuiseret sex i en sådan grad at størstedelen af landets forældre får et angstanfald ved tanken om at deres børn en dag har sex.   

Der gik over 20 år, før jeg en dag - henkastet - fortalte min mor, om de overgreb, jeg havde oplevet. I chok - nærmest bebrejdende - spurgte hun mig, hvorfor jeg dog aldrig havde fortalt hende det før?  

Svaret er jo ret simpelt; skam, men også at jeg på ingen måde vidste, hvordan jeg skulle formulere mine oplevelser, italesætte dem og derudover ikke følte, at sådanne ting var okay at snakke med mine forældre om.    

Mikkel Radicke
Privatfoto

På alle måder var sex noget skamfuldt og besværligt - noget der var akavet og som i hvert ikke hørte til i en samtale mellem mine forældre og jeg.     Da jeg sprang ud som homoseksuel overfor min far, var hans første reaktion bogstaveligt talt: “Det er fint, men du må holde det for dig selv”.  

Jeg oplevede også, at min mor havde “sådan noget gør mit lille barn da ikke”-hatten på, da jeg for alvor begyndte at date mænd, og selvfølgelig også havde sex med dem.  

Ikke se, ikke tale, ikke høre-aberne var mine forældre, når det kom til alt der hed følelsesliv og sex.     På den måde lærte jeg absolut ingenting om, hvordan en ægte følelsesmæssig relation skulle være, samtidigt med at jeg ingen anelse havde, om hvad det ville sige at have en gensidig og respektfuld kærlighedsrelation.  

I skolen havde vi lært om kondomer, og om at man kunne gøre en pige gravid eller få AIDS og dø.  

På Kanal København og efterfølgende internettet, så vi hvordan kvinder blev bollet op af motorcykler.

Vi blev introduceret for fetisheret og hård sex, hvor følelserne var afkoblede.  

Hvis vi ville snakke om alle de svære ting ved romantiske relationer, var det nemmere at skrive et anonymt brev til Vi Unge eller et opslag på Hestenettet, end det var at spørge de mennesker, der ellers var vores første og mest nærliggende introduktion til sex og kærlighed - vores forældre.    

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Med andre ord var jeg længe i tvivl, om jeg overhovedet var blevet udsat for et overgreb eller, om det var uskyldig leg og en del af formningen af min egen seksualitet.  

Men jo ældre jeg bliver, jo mere bliver jeg også bevidst om, at det var en dreng, der mentalt var et helt andet sted end mig, som eksperimenterede på mig fremfor med mig.  

En konklusion jeg nok havde nået tidligere, hvis jeg havde haft et trygt rum at reflektere i, hvor det ikke kun handlede om store livsændrende konsekvenser såsom børn og AIDS, eller om den enøjede jagt på selvtilfredsstillelse igennem fetishes og roleplay.  

I stedet eksisterede de oplevelser og den fortælling kun inde i mig - uden at blive udfordret. 

Den har på mange måder dannet mig og min selvforståelse, uden jeg nogensinde har turdet snakke om det, eller har kunnet italesætte det som et overgreb.

Frivillighed og samtykke eksisterer ikke hos børn og overgreb er stadig overgreb, selvom de foretages af børn og er rettet mod andre børn.  

Som voksen har jeg insisteret på, at jeg VIL snakke med min mor og min nu 18-årige lillesøster om sex, og selvom min mor stadig har lyst til at stikke fingrene i ørerne og sige “LALALA”, så er det et af de smukkeste rum, vi har skabt sammen.  

Et rum, der rummer så meget sårbarhed, kærlighed, udveksling af lærdom og deling af visdom, som jeg aldrig ville være foruden, og som jeg ved at vi alle er taknemmelige for.  

Det er et rum, der har skabt en bevidsthed om, at selv de sværeste ting skal kunne deles blandt de mennesker, der burde kende os bedst, vores familie.