Herlufsholms hemmeligheder
6. maj 2022

Kronprinsparret om Herlufsholm Kostskole: "Vi er dybt rystede"

Som forældre til et barn på skolen er kronprinsparret dybt rystede over de vidnesbyrd, der er kommet frem i TV 2s dokumentar om Herlufsholm Kostskole.
Af: af Sofie Nymand
Kronprinsparret

Foto: Lars H. Laursen

Foto: Lars H. Laursen

Torsdag aften sendte TV 2 dokumentaren “Herlufsholms hemmeligheder”, hvor flere tidligere elever beskriver en voldelig kultur med overgreb og mobning.

De rystende beskrivelser har fået kronprinsparret til at reagere som forældre til prins Christian, der har sin daglige gang på skolen.

På kongehusets Instagram udtaler kronprinsparret:

“Som forældre til et barn, der går på Herlufsholm, er vi dybt rystede over de vidnesbyrd, der kommer frem it den aktuelle dokumentar om skolen. Det er hjerteskærende at høre om systematisk mobning og om den krænkelses- og voldskultur, som mange har været en del af. Det er helt uacceptabelt. Som forældre forventer vi, at skolen effektivt sikrer en kultur, hvor alle er trygge og en del af fællesskabet, og vi vil i den kommende tid følge de ændringer, som er åbenlyst nødvendige.”

I forbindelse med dokumentaren har TV 2 talt med omkring 50 tidligere elever, hvor en stor del fortæller om en voldelig kultur. Heriblandt hvordan yngre elever udsættes for vold, mobning og seksuelle krænkelser af ældre elever.

Det skal understreges, at prins Christian ikke sættes i forbindelse med sagerne.

Herlufsholm Kostskole svarede på kritikken tidligere på ugen, hvor de i en pressemeddelelse skrev, at de ikke kan genkende det billede, som TV 2-dokumentaren ifølge skolen skaber.

Dokumentaren "Herlufsholms hemmeligheder" vises på TV 2 torsdag kl. 20 og kan allerede nu streames på TV 2 PLAY.

Artiklen blev første gang bragt på Billed-Bladet. Dette er en redigeret version.

Læs også