Kommentar: Det er svært at holde humøret højt på kvindernes vegne - og en viral video, viser præcis hvorfor

Dorthe Kandi er mediechef på femina. Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning.

Vi tager en rundtur til de 4 mest markante – fordi de er vigtigt at huske, at frihed og ligestilling aldrig må tages for givet og (desværre) kræver vores opmærksomhed og solidaritet på tværs af grænser, kulturer og politiske ståsted.

1 . Your body - my choice

Videoklippet på Twitter er uhyggeligt. Med et selvtilfreds grin står en lille gruppe mænd på en trappe og råber ned til kvinder, der demonstrerer for retten til abort i USA.

De råber at det er deres kroppe, deres valg. Han råber tilbage ’nej, det er ikke dit valg. Det er mit valg’ mens han griner. Han råber til demonstrerende desperate kvinder, at deres kroppe ikke at deres men hans!

Hans grin afslører, at han muligvis bare synes, det her er sjovt.

At han muligvis bare nyder at gøre kvinderne bange for at miste fundamentalerettigheder.

På den måde inkarnerer han en række politikere og lovgiver på tværs af verden som både nu og før i tiden har ment, at de har retten til at fratage kvinders fundamental personlige frihed til vores egen krop

På den måde deler mænd og magthavere USA, i Afghanistan, på Færøerne, og dansk magt i Grønland – og desværre alt for mange andre lande - et syn på kropslig autonomi som noget, der er forbeholdt dem, der er født som biologiske mænd.

I Texas overvejer de tilsyneladende dødsstraf for abort – som Jill Filipovic skrev på Twitter ’So pro-life they’ll kill ya’.

En republikansk senator Steve Daines argumenterer i et andet Twitter-klip for, at det jo er kriminelt og strafbart at ødelægge havskildpadders eller ørnes æg – også de ubefrugtede – fordi at når man ødelægger ægget, så ødelægger man et muligt liv – men når det gælder et muligt menneskeliv, så har det ingen rettigheder…

ØH! Ja kvinder og dyr er jo stort det samme, ikke?

Og jeg ved ikke lige om denne senator vil gøre det strafbart for mænd at have udløsning. Eller om han har droppet sine spejlæg til morgenmaden.

Men at et land, der kalder sig demokratisk endnu en gang, kan have en seriøs diskussion om at forbyde kvinders ret til at vælge om de vil gennemfører en graviditet er i mine øjne et ekstremt bevis på, at vi stadig ser på kvinder, som objekter, der ikke har – eller bør have – ret til egen krop.

2. Langt væk og helt tæt på

Med abortdebatten i USA fulgte også en debat om, hvorfor vi går så meget op i det her i Danmark.

Det synes jeg, der er mange gode grunde til, at vi gør. Blandt disse grunde er at solidaritet med og kamp for grundlæggende menneskerettigheder ikke skal være nationale anliggender.

Men jeg må indrømme, at jeg også bed mærke i, det lidt pudsige i at en række danske politikere kastede sig ud i gode argumenter om abortdebatten i USA, men blev noget mere stille, når andre påpegede, at hvis de var så optagede at kvinders ret til egen krop og fri abort, så kunne de da måske bruge noget af energien på kvinderne i vores eget rigsfællesskab.

For kvinderne på Færøerne har stadig ikke ret til fri abort.

Så har Færøerne stadig abortlovgivningen fra 1956, og ikke den vi har i Danmark fra 1973.

Det betyder at mange kvinder på Færøerne oplever modstand, fordømmelse og en svær vej mod en abort, som de ofte må insistere urimeligt kraftigt på.

En række kvinder kæmper mod den forældede lovgivning med større og større kraft – de fortjener og har brug for vores opbakning – også politisk fra Danmark, tak.

3. Dansk racisme

Som 14-årig fik Naja en spiral sat op. Mod sin vilje. Hun blev slet ikke spurgt. Det var i 1976 – i Grønland – og et resultat af endnu en omgang umenneskeliggørelse og nedvurdering af kvinder tilsat et racistisk syn på det grønlandske folk og kultur.

Historien er gribende fortalt af DR og jeg læste den med skam og forargelse.

Danske politikere synes, at der blev født for mange børn i Grønland!

Faktisk var ’problemet’ at der blev født flere levende børn, fordi leve- og sundhedsforhold blev bedre i 1950’erne og 60’erne. Danske politikere synes også der var for mange børn udenfor ægteskabet.

Så de vedtog og gennemførte tvangs-spiraler på piger og kvinder – de spurgte ikke – hverken kvinderne, pigerne eller deres forældre.

De begik overgreb.

De fjernede den personlige frihed.

De valgte som overdommere, hvordan kvinderne skulle leve eller ikke leve.

Kan du se, hvordan historien gentager sig.

Hvor lidt vi lærer.

4. Bærbart fængsel

Gentagelse er der også i Afghanistan. I noget, der for mig og måske de fleste andre er den mindst overraskende nyhed længe, så har de ultrakonservative hulemænd i Talibans såkaldte Ministerium til Fremme af Dyd og Forebyggelse af Moralsk Fordærv i denne uge meldt ud at kvinder skal gå med den blå burka igen.

Kvinder skal helst slet ikke gå ud.

Og hvis de absolut skal, så skal det altså være i bærbart fængsel.

Modige afghanske kvinder har allerede været på gaden for at protestere over denne nye lov – ikke overraskende var de relativt få.

Jeg frygter dog, at det ikke får stor effekt. Trangen til at kontrollere kvinder, vores krop og frihed er stadig alt for stor.