Dorthe Kandi Mode Kropspositivisme
Kommentar

Mine børn er flyttet hjemmefra – og jeg ELSKER det

27. april 2022
Af Dorthe Kandi
Foto: Nellie Møberg
KOMMENTAR: "Jo, jeg elsker mine børn, men helt ærligt, så kan jeg faktisk elske dem mindst lige så godt uden at dele bopæl med dem." skriver mediechef Dorthe Kandi.

Dorthe Kandi er mediechef på femina. Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning.

"Åhhh, hvordan er det så, at dine børn er flyttet? Er det slemt?"

"Var du bange for, om I kunne finde ud af bare at være jer to sammen?"

Det var et par af de spørgsmål – ledsaget af medfølende og bekymrede øjne – der gik igen, da mine to yngste børn flyttet hjemmefra samtidig for godt et år siden.

De flyttede sammen til en anden lejlighed i samme by og efterlod altså mig og min mand, der har haft børn i hjemmet, siden vi mødte hinanden for 28 år siden.

Min mand havde nemlig en søn på syv, der primært boede hos ham, da vi blev kærester.

Så det var faktisk første gang, at vi to skulle bo 100 procent alene – bare os to. Og det har været SKØNT!

Virkelig skønt!

Jo, jeg elsker mine børn, men helt ærligt, så kan jeg faktisk elske dem mindst lige så godt uden at dele bopæl med dem.

Jeg anerkender selvfølgelig fuldt ud, at nogle ikke har det sådan – og peger ikke fingre – men jeg synes helt ærligt, det var ret trist at høre om "empty-nest syndrome", så jeg vil gerne bidrage til fortællingen om, at sådan er det ikke for alle.

Empty-nest syndrome er et navn for den tilstand af sorg og savn, som nogle forældre rammes af, når deres børn flytter hjemmefra – og den er selvfølgelig reel for nogle og skal rummes af os omkring.

Men hvorfor går så mange ud automatisk ud fra, at det var trist for mig, at mine børn flyttede hjemmefra?

Mit svar på spørgsmålene i starten af denne klumme er, at det faktisk er ret fantastisk, at mine børn er flyttet.

Der er nu ro i lejligheden, når min mand og jeg har lyst til ro, f.eks. når vi går i seng før midnat og ikke bliver forstyrret af de knirkende gulve i vores 130 år gamle lejlighed, fordi de to unge voksne har en anden døgnrytme og kommer sent hjem fra vennebesøg og træning eller steger hakkebøffer kl. 23, fordi de ikke har spist aftensmad endnu.

Vi kan larme, når vi har lyst, og høre P1 eller pop uden indvendinger om, hvor kedeligt det er.

Vi laver kun én slags mad til aften (fordi vi nu ikke skal tage hensyn til kødspiseren, der er flyttet. Når han kommer på besøg, sørger vi gladeligt for steaks).

I det hele taget er køleskabet overskueligt, og madbudgettet har bedre plads til restaurantbesøg.

Det ene barns værelse er nu vores nye og rummelige soveværelse (for datteren havde selvfølgelig fået lejlighedens største værelse), og det andet barns værelse er blevet til kontor.

Og måske vigtigst så skal vi ikke længere afstå fra at bruge altanen, når sønnen sover længe på solskinsdage.

Vores lejlighed har fået en makeover, og vores datter konstaterede tørt, at vi bor meget pænere nu, hvor de ikke bor hjemme.

Ja, måske er der endda en sammenhæng, for der er da væsentlig færre sko i entreen og færre vasketøjsbunker.

I det hele taget nyder jeg, at lejligheden er min mands og min alene og elsker at mine to yngste stadig kommer ofte på besøg, men nu uden brok sætter i opvaskemaskinen.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Og ja, vi kan sagtens finde ud af bare at være os to sammen. Retfærdigvis skal siges, at det kunne vi også godt, inden børnene flyttede, for de har jo nok boet hjemme også efter gymnasiet, men de havde jo deres eget liv.

Og det har de også nu.

Og det har vi også.

Et liv med rigelige plads i vores bolig, plads til at lave ting sammen og hver for sig og ikke mindst til at se vores børn, når de og vi har lyst.