jino
Samfund

Jino fejrede sin fødselsdag, da hun fik en besked, som kom til at ændre alt for hende

14. september 2023
Af Silje Qvist
Foto: Ally
I denne uges afsnit af podcasten femina update ser kurdisk-iranske Jino Victoria Doabi tilbage på det år, der er gået, siden Jina Mahsa Amini mistede livet efter at have været i moralpolitiets varetægt.

Jino Victoria Doabi var så småt klar til at holde sin 30-års fødselsdag med sine venner og veninder. Hun var blevet fejret på arbejdet, men da hun lagde et billede op på Instagram af, hvor taknemmelig hun var for alt, hun havde, fik hun en besked fra en bekendt i Iran.

Beskeden kom til at ændre alt for hende.

"Hvad har du gang i? Hvorfor er du ikke en stemme for Jina?" Stod der.

Jino Victoria Doabi forstod ikke, hvad beskeden betød.

"Hvad er det, der sker?" Skrev Jino tilbage.

"Google Jina Mahsa Amini."

Navnet, der siden den dag har fået en helt særlig betydning for et helt folk - i Iran, men også verden over.

Jina Mahsa Amini var en ung kvinde på 22 år, født og opvokset i den kurdisk-iranske by Saqqez, og 16. september sidste år mistede hun livet i politiets varetægt. Øjenvidner beskrev efterfølgende, hvordan de så moralpolitiet udøve grov vold mod hende efter anholdelsen. En anholdelse, der skete, fordi hun ikke havde sat sit tørklæde rigtigt.

Podcast: femina update

Hver uge dykker vi ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig i podcasten femina update.

Vi fortæller om de vigtigste agendaer, opsigtsvækkende fænomener og mest fascinerende personer, set gennem femina updates øjne.

Der kommer et nyt afsnit hver torsdag, og du kan lytte i appen Ally, eller hvor du normalt hører podcast.

Hendes død udløste en længe tilbageholdt vrede blandt især iranske kvinder, der har følt sig frataget den frihed, de havde før præstestyret kom til for 44 år siden.

Siden september sidste år har landets gader været fyldt med demonstrationer og kampe mellem iranske styrker og befolkningen. I denne uges afsnit af femina update kigger Jino Victoria Doabi tilbage på året, der er gået.

Det endte med, at Jino Victoria Doabi aflyste sin fødselsdag, og så gik hun i gang med at undersøge, hvad der foregik i Iran.

– Med det samme kunne jeg mærke, at vi var forbundet på en særlig måde. For mig var det større end noget andet, fortæller Jino Victoria Doabi.

– Jina betyder livet, og poetisk betyder det frihed. Det betyder, at vi ville snakke om hende. Hun ville få en særstatus for nogen.

Det har hun fået for Jino Victoria Doabi.

Ligesom Jina Mahsa Amini er Jino Victoria Doabi vokset op i byen Saqqez. Jino kom til Danmark, da hun var 11 år. Hendes forældre er politiske flygtninge, som dengang flygtede fra præstestyret i Iran.

For Jino Victoria Doabi blev det vigtigste i tiden efter Jina Mahsa Aminis død at være den stemme, som Jina Mahsa Amini nu havde fået taget fra sig. Hun fulgte med i alle iranske medier og talte dagligt med kilder i Iran.

Tiden var præget af angst for Jinos vedkommende. Hun frygtede hver dag at vågne op til nyheden om, at nu havde hun mistet en, hun havde kær.

– Det var angstprovokerende at følge med i. Jeg fik max en halv time til en times søvn hver dag, fordi jeg skulle være opdateret på, hvad der skete i Iran. Ikke så meget for at opdatere Danmark, men mere for at opdatere mig selv, fordi jeg var så bange, fortæller Jino Victoria Doabi.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også