Hendes far lod hende blive voldtaget i fængslet, så hun kunne blive “en rigtig kvinde”

Nakiganda Hasifah må have klodens varmeste smil, tænker jeg, da hun åbner døren i det sekund, jeg ringer på, smider en støvsuger fra sig og fører mig hen til et veldækket bord.

Hendes datter står og dingler lidt utålmodigt med et pølsebrød, men virker også til at forstå, at hendes mor har noget vigtigt at fortælle, så efter en kort diskussion om, hvorvidt hun er tre eller fem år gammel, sætter hun sig til rette med en iPad og pølsen, der nu er blevet befriet fra brødet.

Jeg takker Nakiganda Hasifah for, at hun vil dele sin historie.

– Selvfølgelig, svarer hun prompte.

– Det er min store drøm en dag at kunne vende hjem til Uganda, men som situationen ser ud nu, kan det ikke lade sig gøre. Derfor bliver jeg nødt til at blive ved med at fortælle min historie og sætte fokus på den diskrimination, homoseksuelle oplever.

Det er ikke til at sige, hvor Nakiganda Hasifahs historie tager sin begyndelse.

Er det, da hun første gang kysser sin kæreste?

Da de begge bliver tæsket foran hele skolen, fordi de er blevet fanget i at kysse?

Eller da hendes far sender hende i fængsel for at blive voldtaget, så hun kan blive “en rigtig kvinde”?

Hun trækker vejret tungt et par gange, da snakken falder på sidstnævnte.

– Jeg har faktisk tilgivet ham, siger hun, for han kunne ikke vide bedre. Det er sådan, samfundet er, der mangler oplysning, alle bliver vildledt.

Hun gnider en tåre væk og ryster lidt på hovedet.

– Han kunne ikke vide bedre.

Fængsel på livstid

Det er på en ulykkelig baggrund, at jeg skal tale med 33-årige Nakiganda Hasifah, der kom til Danmark som lesbisk flygtning tilbage i 2012.

For nylig underskrev Ugandas præsident, Yoweri Museveni, nemlig endnu en lov mod homoseksuelle, hvor såkaldte ‘homoseksuelle handlinger’ kan føre til fængsel på livstid, mens gentagelsestilfælde kan medføre dødsstraf.

To mænd er indtil videre blevet sigtet efter loven, og de risikerer nu dødsstraf, når deres sag skal for retten i løbet af september.

Den nye lov har mødt stor international kritik. USA’s præsident Joe Biden har kaldt den “en tragisk krænkelse af universelle menneskerettigheder” og flere lande overvejer nu, hvorvidt de skal indføre sanktioner mod Uganda.

Herhjemme har organisation LGBT Asylum opfordret udviklingsminister Dan Jørgensen (S) til at skære i udviklingsbistanden til Uganda, men han har indtil videre meldt ud, at han snarere vil se på at øge bistanden med fokus på civilsamfundsorganisationer, der arbejder for at støtte LGBT+-personer.

Nakiganda Hasifah er i tvivl om, hvad hun skal mene.

– Det kræver stor international opbakning, hvis Uganda på sigt skal få en mere lempelig lovgivning, men samtidig kanaliseres udviklingsbistanden ofte over i korruption, og så er man jo lige vidt, siger hun.

Tæsket og bortvist

Som teenager havde Nakiganda Hasifah aldrig hørt om begrebet ‘lesbisk’.

Hun gik på kostskole, levede en ganske almindelig hverdag og sov ofte sammen med sin bedste veninde.

– Vi vidste ikke, hvad vi lavede, siger hun, vi gjorde bare, hvad der føltes rigtigt.

En dag hørte de to veninder rygter om et seminar om seksuelle minoriteter i Uganda, som de valgte at tage til.

Pludselig var der meget, der gav mening, fortæller Nakiganda Hasifah, og hende og veninden blev et par.

At de nu var blevet kærester, var dog ikke noget, de to piger råbte højt om, da homoseksuelle længe har været mål for voldsom diskrimination i Uganda. Men deres forhold blev alligevel opdaget, da en veninde sladrede om det til hele skolen, hvilket førte til, at de to piger først blev tæsket og efterfølgende bortvist.

Nakiganda Hasifah havnede på gaden.

Hendes familie ville ikke kendes ved hende, så hun blev hjemløs, indtil hendes kærestes mor forbarmede sig over det unge par og lod dem flytte ind.

Det viste sig, at hun selv var transkvinde, så gennem kontakt til en menneskerettighedsorganisation sørgede hun for, at de to piger kunne fortsætte deres uddannelse på en anden skole.

Og sådan gik livet lige så stille videre, indtil den dag Nakiganda Hasifah fyldte 18 år, hvor hun blev sendt i fængsel for at være homoseksuel.

Personen, der havde angivet hende, viste sig at være hendes far. Som pensioneret politimand havde han et solidt netværk i fængslet, og efter hans ordre blev Nakiganda Hasifah om natten trukket ud af cellen for at blive voldtaget, da det efter farens overbevisning ville gøre hende til en rigtig heteroseksuel kvinde.

I fængslet blev hun gravid, og som 19-årig fødte hun en datter. Det var ikke muligt at få en abort, fortæller hun, da det både krævede hendes forældres tilladelse og dertil er et meget tabubelagt emne i Uganda.

– Der er så mange unge kvinder som bliver mødre, fordi abort er et tabu.

Så Nakiganda Hasifah beholdt barnet, men tavshed kunne de ikke tvinge hende til. Hun blev en del af et aktivistisk netværk, der råbte højt om LGBT+-personers rettigheder, men også her mødte hun modstand.

– Folk forstod ikke, hvordan jeg kunne være gravid og samtidig være lesbisk, fortæller hun.

– For hvordan kan en gravid kvinde kæmpe for lesbiskes rettigheder?

Hadede homoseksuelle

Efter Nakiganda Hasifah havde født, tog hendes aktivisme til. Hun ville ikke ties ihjel, hun ville kæmpe, kræve retten til et bedre og mere retfærdigt liv.

– Jeg overlevede, siger hun.

– Men jeg blev nødt til at blive ved med at råbe op, kæmpe for mine rettigheder og gøre mig synlig.

Endnu en gang kom hun i fængsel, og denne gang var hun i så stor personlig fare, at hun efter sin løsladelse blev hjulpet direkte til lufthavnen, hvor et fly fragtede hende til Danmark. Tiden var knap, og hun måtte efterlade sin datter hos sin søster i Uganda.

Efter en kort detour til Sverige, hvor Nakiganda Hasifah havde håbet at få asyl, blev hun installeret i et asylcenter i Vipperød. Her skulle hun dele værelse med en anden kvinde fra Uganda, der konstant talte om, hvor meget hun hadede homoseksuelle.

Igen følte Nakiganda Hasifah sig forkert, fanget i endnu en situation, hvor hendes seksualitet skulle have betydning, gøre hende udsat. Hun blev derfor en af initiativtagerne til LGBT Asylum, der arbejder for at hjælpe LGBT+ personer med ophold i Danmark.

– Jeg hørte de mest grusomme historier fra andre lesbiske flygtninge, der blev spurgt ind til, hvordan og hvornår de havde sex. Alt for private og intime spørgsmål, som de blev tvunget til at svare på, hvis de ville have asyl.

En smule håb

I dag er Nakiganda Hasifah ikke længere aktivist. Hun har ikke tid eller ressourcer til at engagere sig i frivilligt arbejde med en husleje, der skal betales og to døtre, der skal forsørges.

Men det er stadig vigtigt for hende at råbe højt, når uretfærdigheden sniger sig frem og hun handlingslammet kan se til, mens homoseksuelle i Uganda endnu en gang får deres rettigheder indskrænket.

– Jeg bliver nødt til at være håbefuld, siger hun.

– Men det er en omfattende kulturændring, der skal til, hvis opfattelsen af homoseksuelle og seksuelle minoriteter skal ændre sig.

Modstanden mod homoseksuelle i Uganda, skyldes ifølge Nakiganda Hasifah, en ekstrem og konservativ tolkning af kristendommen, som i sin tid blev introduceret i Uganda af vestlige evangelister.

– Homoseksuelle får skylden for alt i Uganda. For fattigdom, sygdomme, alting. Det er så skørt, fordi alle de 57 sprog, der findes i Uganda, har et ord for homoseksualitet. Så det er noget, der førhen har været accepteret, men som i dag anses for at være syndigt og unaturligt.

Det er 11 år siden, Nakiganda Hasifah forlod Uganda. Hun har ikke været tilbage siden. Hun ved ikke, hvad der ville ske med hende, hvis hun forsøgte. Men hun håber, at det en dag kan lade sig gøre.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: