Samfund
23. august 2023

På vej hjem fra priden ser hun en ældre mand overfuse en queerperson: "Jeg prøver helt naivt at tale ham til fornuft"

Overfusninger, dødstrusler, kast med æg og tilsvininger. Tal fra politiet og organisationen Lev og Lad Leve viser, at der stadig er meget at kæmpe for i forbindelse med priden. Men i LGBT+-miljøet oplever man, at der er et mørketal af hadforbrydelser, der ikke registreres.
Af: Af Nanna Niemann
Björk privatfoto

Foto: Privatfoto og Rita Kuhlmann

Det var lørdag nat efter prideparaden på Nørrebro, og Björk Mo Van Dijk var på vej i metroen til en pride-efterfest, da hun blev udsat for noget, hun har tænkt sig at politianmelde som en hadforbrydelse.

Björk, der er højskolelærer, studerende og queer-person, blev overfuset og spyttet på af en ældre mand.

Det skete, da hun ville forhindre ham i at overfuse en yngre queer-person i metroen og stillede sig i mellem de to:

– Han råber, at I burde slå jer selv ihjel og ting som, at det skulle være unaturligt (at være queer red.), at personen skal gå hjem og tørre ansigtet for makeup, at han håber, at de dør, og at “det skal man ikke gå og vise på den måde.”

Men Björk er langtfra den eneste, der har været udsat for had i forbindelse med årets pride.

Pride skulle ellers være en demonstration for lige rettigheder for LGBT+ personer.

Alligevel er der hvert år flere, der udsættes for hadforbrydelser i forbindelse med priden.

Og Copenhagen Pride 2023 var ingen undtagelse.

Københavns Politi oplyser, at de efterforsker i alt otte sager i forbindelse med pride, som er mulige hadforbrydelser.

Der er tale om sager, i perioden 12. august – 20. august, der er registreret som vold og/eller trusler, og hvor der indgår et muligt hadmotiv. I to af sagerne er der hver én sigtet.

Under sidste års pride modtog Københavns Politi to anmeldelser, hvor straffelovens betingelse for, at der var tale om, at en hadforbrydelse som motiv, var opfyldt. I 2021 var der syv sager.

En hadforbrydelse er en forbrydelse, der er motiveret af had over for den gruppe, som ofret tilhører eller antages at tilhøre, dette kan f.eks. være ofrets seksualitet eller religion.

Det er afgørende, at sagerne bliver behandlet som hadforbrydelser, da det er en skærpende omstændighed og strafferammen dermed er højere.

Men i LGBT-miljøet mener man, at antallet er højere end de otte sager, Politiet oplyser om.

Michael Bjerring er talsperson for foreningen Lev og Lad Leve, en organisation der arbejder for at stoppe hadforbrydelser mod queerpersoner i Danmark.

Organisationen lavede søndag en afstemning på deres Instagram. Her spurgte de deres følgere, om hvor mange der havde været udsat for noget “hadefuldt” under og i forbindelse med årets pride.

Afstemningen viste, at mindst 75 personer følte, at de havde oplevet noget hadefuldt.

Dette inkluderer folk, der har fået kastet æg efter sig eller er blevet “gøet” af, og indbefatter hændelser, som politiet måske ikke ville registrere som hadforbrydelser, forklarer Michael Bjerring.

Af dem, der har delt personlige vidnesbyrd og LGBT-personer, som Lev og Lad Leve kender til, har mindst 11 været ofre for hadforbrydelser (slag, spyt og dødstrusler).

Michael Bjerring fortæller, at han en uge forud for priden var til møde med politiet sammen med Lev og Lad Leve, og her var beskeden, at der normalt var to anmeldelser for hadforbrydelser ifm pride:

– Jeg var til møde med politiet for to uger siden, og de havde et powerpoint, hvor der stod, at der under Copenhagen Pride 2022 kun var registreret 2 sager om hadforbrydelser mod LGBTQ+ personer.

Men den udmelding undrede Michael Bjerring:

– Det er ikke vores virkelighed. Hele sidste uge har jeg haft venner, der er blevet udsat for hadforbrydelser. Derfor havde jeg en klar fornemmelse af, at der i hvert fald er mange flere end blot to, der bliver udsat for hadforbrydelser i løbet af en pride-uge i København.

https://imgix.femina.dk/2023-08-23/Michael%20Bjerring.jpeg

“Han råber, at I burde slå jer selv ihjel”

Björk Mo Van Dijk var rystet over oplevelsen i metroen, da hun skulle videre til fest.

Hun havde ellers bevidst skiftet tøj til noget mere anonymt, før hun tog metroen for at undgå at tiltrække uønsket opmærksomhed:

– Jeg havde også været meget opmærksom på, da jeg tog hjemmefra og videre til pride-efterfest, ikke at skille mig særligt meget ud, for jeg vidste allerede der, at det er et sårbart rum og tidspunkt, da folk har fået noget at drikke.

Selv om metroen fra Nørrebro til Lergravsparken var halvtom, bemærkede hun, at der i en af båsene sad en fuld, ældre mand, og at der i den anden bås sad en ung queer-person med makeup:

– Personen har nok været til pride, og ser tydeligt queer ud. Det er svært at sige præcis, hvor gammel personen var, men jeg vil også vurdere dem til at være under 18, husker Björk.

https://imgix.femina.dk/2023-08-23/bjork_0.JPG

Manden sad i sin bås og råbte, af dem der gik forbi ham i metroen. Da der ikke var nogen, der reagerede, begyndte han at henvende sig til den unge person i den anden bås.

Det var på det tidspunkt, at Björk overhørte, at manden råbte, at de “burde slå sig selv ihjel” og siger, at den unge person skal tørre sit ansigt fri for makeup.

Björk tog sine høretelefoner ud og råbte “hey” til manden for at få hans opmærksomhed:

– Han virker som en, der bare gerne vil op og skændes. Den her unge person virker tydeligt påvirket og har det ikke særlig rart. Men inden jeg tjekker op på vedkommende, så stiller jeg mig imellem dem for at fjerne den ældre mands fokus.

Björk stillede sig mellem de to båse for at beskytte den unge person. Og så henvendte hun sig til manden:

– Jeg husker det som om, jeg siger, at "nu skal du stoppe", og "prøv lige at fokuser her". Jeg prøver helt naivt og højskoleagtigt at tale ham til fornuft og fortælle ham, at sådan kan du ikke sige til folk. Også fordi han for mig ikke virker truende, men bare virkelig fuld.

Da metroen stoppede ved Kongens Nytorv steg den unge person af, og Björk var alene med den ældre mand.

Selv om der var andre i metroen, der ikke kunne undgå at bemærke, at der blev råbt, var der ikke nogen, der greb ind.

Da den unge person var stået af, vurderede Björk, at der ikke længere var en grund til at intervenere, og derfor besluttede hun sig for at trække sig fra situationen.

Men på samme tid væltede den gamle mands poser med indhold ud på metrogulvet, og da han rejste sig for at tage fat i dem, væltede han hen imod Björk.

– Jeg siger så: “wow, pas lige på”, og så spytter han på mig og rammer min jakke. Det går klart over min grænse, men jeg er sådan, nu fjerner jeg mig bare.

Björk gik ned mod den anden ende af metroen, hvor der var andre mennesker:

– Men i det sekund, jeg begynder at gå, så smadrer han sin flaske ned i gulvet. Og så bliver jeg nervøs, for det er meget voldsomt.

Der var ikke nogen andre i metroen, der sagde noget eller greb ind. Björk husker, at der var en akavet stilhed i metroen, selv om der var omkring tredive andre mennesker til stede på det tidspunkt:

– Jeg får hurtigt følelsen af, at okay, det er det man får for at intervenere. At man står alene med det

Björk nåede aldrig at få den unge persons navn, men hun håber, at vedkommende er okay.

Mørketal af hadforbrydelser

Efter hændelsen gik Björk ikke til politiet og anmeldte oplevelsen.

Hun har tidligere haft dårlige erfaringer med at anmelde et seksuelt overgreb, hvor hun ikke følte, at politiet tog det seriøst.

Herudover så hun det ikke i øjeblikket som en hadforbrydelse.

Men det ændrede sig, da hun talte med Michael Bjerring fra Lev og Lad Leve, der opfordrede hende til at anmelde, så hændelsen kan registreres som en hadforbrydelse og ikke bliver en del af et mørketal:

– Hvis jeg ikke anmelder det, så fremgår det jo ikke af statistikkerne. Det er klart det, der får mig til at anmelde det nu, for guderne skal vide, at jeg virkelig ikke orker at være i dialog med politiet. Det går jo fint nogle gange, men jeg har tidligere haft dårlige oplevelser.

Og det var netop fornemmelsen af, at der var et mørketal, der fik Michael Bjerring til at lave et opslag på Lev og Lad Leve’s Instagram-profil søndag, dagen efter Prideparaden.

Her spurgte de deres følgere, om de havde været udsat for hadefulde oplevelser under pride-ugen:

– Vi ved af erfaring, at for hver gang der er en, der går ud og deler sin oplevelse, så er der desværre mange flere, der har oplevet det samme. Jeg kender eksempelvis flere, der har modtaget dødstrusler og er blevet spyttet efter. De har ikke delt noget offentligt. Så det, vi har delt, vil jeg sige, er toppen af isbjerget.

Han opfordrer folk til at politianmelde det, hvis de har været udsat for noget hadefuldt ifm Pride, så det tæller med i statistikken og ikke forbliver i mørket:

– Vi er nødt til at stå sammen og få anmeldt alle de hadforbrydelser, vi udsættes for. For at se et PowerPoint med tallet 2 for priden sidste år, er ikke retvisende for hvad der er virkelighed: at hadforbrydelser sker dagligt og konstant mod LGBTQ+personer i Danmark.

– Vi skal blive bedre til at anmelde og kende vores rettigheder. Vi har f.eks. de sidste par dage hjulpet folk med at anmelde, at de er blevet spyttet på. Spyt er vold og vold pga. nogens queer-identitet er en hadforbrydelse. Men det, er der mange, der ikke ved. Så det kræver også, at politiet styrker deres indsats mod hadforbrydelser, laver bedre oplysning og gør det tryggere for minoriteter at henvende sig

Læs mere om:

Læs også