Jeg var ked af den måde, mit underliv så ud på. Men lægen sagde, at det skulle jeg ikke være. Jeg havde jo bare født

Hvor mange kvinder accepterer at leve med fødselsskader, der generer dem resten af livet?

Og hvor mange kvinder – og partnere med – får ødelagt deres sexliv af det?

Det er spørgsmål, som Ina Lykke Schmidt stiller sig selv, når hun kigger tilbage på sit eget møde med sundhedsvæsenet efter fire fødsler.

Siden hun fødte sit første barn for 10 år siden, har hun haft gener efter bristninger. Og hun har oplevet selv at måtte presse på for at få den behandling, hun havde brug for.

Det er ganske normalt at briste i mellemkødet eller kønslæberne under en fødsel. Faktisk sker det for hele 80 procent af førstegangsfødende og for 50 procent af dem, der føder anden gang.

Og det skete også for Ina Lykke Schmidt under fødslen af hendes første søn.

– Det skulle gå meget hurtigt til sidst, fordi iltniveauet faldt meget hos babyen. De kunne ikke rigtig vente på, jeg fik veer, så jeg skulle bare presse igennem.

– Selvom det ikke var en slem bristning, så sveg det helt vanvittigt meget. Det første, jeg spurgte om bagefter, var, om min klitoris var intakt. Det føltes bare, som om det hele var revet over, fortæller Ina med et skævt smil.

For helt så galt var det heldigvis ikke gået.

Da hun efterfølgende skulle syes sammen af jordemødrene, opfordrede de hende til at gå til lægen, hvis det ikke helede ordentligt. Så det gjorde hun.

”Han er jo læge”

Efter et par måneder var der nemlig stadig et område af slimhinden, som sveg og gjorde ondt, selvom det var svært at se. Til otte ugers-undersøgelsen, som er et tjek, alle fødende får tilbudt, fortalte hun det til sin egen læge.

Men han mente ikke, at det var noget, der kunne behandles.

– Min oplevelse var, at lægen havde en helt anden grænse for, hvornår noget var i orden, end jeg selv havde. Jeg følte mig utroligt alene med det. Der var ikke noget system, der samlede mig op eller handlede på det, selvom jeg sagde det højt, siger Ina, som i første omgang accepterede lægens konklusion.

Under fødslen af sin anden søn, som Ina kalder ”en stor basse på fire og et halvt kilo”, bristede hun endnu en gang.

Og trods at hun selv underviser i efterfødselstræning og fik genoptrænet sine muskler, havde hun stadig en følelse af tyngde og følsomhed i underlivet – noget hun senere fik bekræftet af en gynækolog, skyldtes en skade på vævet.

Men igen fik Ina at vide hos sin egen læge, at hun ikke kunne forvente at se ud, som hun gjorde, inden hun fik børn. Også selvom hun gav udtryk for, at det generede hende både fysisk og psykisk.

– Det, som var så frygteligt ved det, var, at jeg tænkte: Det har han selvfølgelig ret i. Han er jo læge.

– Så på det tidspunkt affandt jeg mig med det. Også selvom det påvirkede min følelse i underlivet og måden, jeg selv syntes, jeg så ud på.

Sexlysten forsvinder

Den eneste, Ina talte med det om, var hendes mand, der lyttede og bakkede hende op. Men selvom han støttede hende og forsikrede hende om, at han stadig havde lyst til hende, var det noget, der påvirkede hendes egen lyst til sex.

– Jeg havde ikke lyst til, at min mand skulle derned og kigge for meget. Og det er jo ærgerligt. Han siger, at han synes, den er rigtig pæn, men det nytter ikke noget, når jeg ikke selv har det godt i min krop.

Ina ville ikke finde sig i, at hendes fødsler skulle koste hende lysten til sex.

Men det var en bekymring, hun gik rundt med oven i glæden ved at være blevet mor. For det kan være lettere at skubbe sexlivet lidt i baggrunden og ikke tænke på det, man er ked af.

– Det er først, når du ligger i situationen, at dine bekymringer om dit underliv kommer op til overfladen. Resten af tiden er det nemt bare at forholde sig til sin hverdag og de pligter, man nu har, når man har et lille barn.

En lille flap

Inas tredje fødsel forløb uden yderligere mén. Men efter fødslen af hendes nu syv måneder gamle datter, fandt Ina en lille ”flap”, som hun aldrig havde set før.

– Jeg venter altid med at kigge på mig selv med et spejl, til der er gået nogle måneder efter fødslen. Det er ligesom, at jeg skal gøre status: Hvordan er ødelæggelserne denne gang? Hvad skal jeg nu lære at leve med?

– Og i det her tilfælde blev jeg faktisk rigtig ked af det, da jeg så, at der var en flap. Min datter kom ud med sin arm oppe over hovedet, og jeg har en fornemmelse af, at hun har fået skrabet noget med sig der.

Flappen sad et par centimeter inde i skeden og var på størrelse med det yderste af en lillefinger. Men Ina var meget generet af den og spurgte som det første ved otte ugers-undersøgelsen, om den kunne fjernes.

Det var en kvindelig læge denne gang. Hun anbefalede, at man kunne kigge på den efter 12 måneder. Men som udgangspunkt ville hun ikke fjerne den.

– Jeg tænkte, at det kunne jeg ikke gå rundt med i et år, hvor jeg ikke ville have lyst til sex. Og at hvis hun ikke ville gøre noget ved det, så måtte hun give mig en psykolog. For et eller andet skulle der gøres ved, at jeg havde det så skidt.

På det tidspunkt var det allerede aftalt med en speciallæge fra Odense Universitetshospital, at Ina skulle opereres for sine bristninger på et senere tidspunkt. Og da Ina selv tog kontakt til ham, fik hun en tid til at få flappen fjernet med det samme.

– For ham handlede det om, at hvis det generede mig, så skulle der gøres noget. Og det var et lille, hurtigt indgreb. Det var meget mere, end jeg havde kunnet håbe på.

Et samfundsanliggende

Men hvorfor skulle Ina Lykke Schmidt selv opsøge en speciallæge for at få behandlet sine fødselsskader?

Hun kalder det for et samfundsanliggende, at hun ikke blev taget i hånden og hjulpet, da hun fortalte lægen om sine fødselsskader. For hun tror, at der er mange som hende, der bare accepterer at leve med generne i mange år.

– Følelsen af at være kvinde og have lyst til at have sex – den skal man da have tilbage, efter man har født.

– At man kommer til lægen og siger: Jeg er lidt ked af det her og så får at vide: Nå, det skal du ikke være. Du har bare født, og det skal du bare vænne dig til … Det kan være toppen af isbjerget og fylde ti gange så meget, som man giver udtryk for.

– Det er jo ikke noget, man har lyst til at råbe højt om, og man vil også gerne hurtigst muligt have overstået en gynækologisk undersøgelse. Derfor synes jeg, det burde være noget, der kan tales meget mere om, og som lægen inviterer til, frem for at man som kvinde må presse på.

En fødselsskade er en arbejdsskade

Selvom Ina Lykke Schmidt i andre sammenhænge har været glad for sine praktiserende læger, så oplevede hun, at hendes fødselsskader ikke blev taget alvorligt. Og hun har en fornemmelse af at være én af mange.

Hun kalder kvinder med langvarige fødselsskader – og nedsat sexlyst som konsekvens – for ”en blind plet i samfundet”.

Derfor har hun selv oprettet en Facebook-gruppe, hvor hun og andre kvinder kan dele erfaringer.

– Det, jeg håber med gruppen, er, at det kan være et sted, hvor man fortæller sin historie, og andre kan spejle sig i den. Så kan vi hjælpe hinanden igennem systemet.

– Jeg kunne sagtens gå rundt og være overbevist om, at sådan skal det bare føles og se ud nu. Men så anerkender man ikke, at det at føde også er et arbejde. Hvis du får en arbejdsskade, der efterlader et generende ar, så kan du jo godt få erstatning.

Når Ina er færdig med at amme sin datter, skal hun endelig opereres for at rette op på generne efter hendes bristninger. Det er den samme læge, der fjernede den lille flap, som skal stå for operationen.

Men Ina tror, at hun stadig ville gå rundt med den og undgå sex, hvis hun ikke havde haft nogen at gå til.

– Hvis jeg ikke selv havde haft kontakt til systemet inden, så havde jeg ikke haft nogen knapper at skrue på. Så jeg var jo ”heldig”. Det er bare ikke alle, der er så heldige, når de går fra lægen.