”Hvorfor skal fødsler herhjemme være en slags konkurrence i smerteudholdning?”

”Det var en mønsterfødsel!”.

Jeg lå med min nyfødte datter i armene, da ordene faldt på barselsstuen for 21 år siden.

Jeg vil ikke trætte dig med fødselsdetaljer, mit ærinde er et andet, men du skal i hvert fald vide, at jeg havde fået skrevet ind i min journal, at jeg ønskede en epiduralblokade. Den fik jeg ikke.

”Der var ikke tid”, sagde jordemoderen bagefter. Men der var tid nok til, at hun fyldte et badekar i svømmehalsstørrelse med lunkent vand, det tog en krig.

Jeg havde ikke bedt om noget badekar. Men det fik jeg. Efter et par minutter fik min mand trukket mig op, det gjorde for sindssygt ondt til at holde det ud for nej, det virkede ikke smertedæmpende. For mig.

Sent i fødslen sagde jordemoderen, at hvis jeg ikke holdt op med at gribe ud efter den lattergasmaske, ville hun tage den fra mig.

Syv timer efter, jeg var kommet ind på hospitalet, fødte jeg min datter. At føde føles – pardon my french – som at skide en elefant. Jeg har aldrig oplevet en smerte så forfærdelig.

Og det mest besynderlige: den ekstreme smerte var ikke nødvendig, for en epiduralblokade havde taget toppen.

Men det forløb var altså en ”mønsterfødsel”. Det var det bare ikke for mig. Og hvem er det egentlig vigtigst for?

”Rigtige” og ”forkerte” fødsler

Hermed stikker jeg helt frivilligt hænderne i en hvepserede.

Fordi det er nødvendigt. Ikke for mig, jeg har lagt mit sidste æg, men for alle de unge kvinder derude, der tror, at en fødsel er noget, de skal leve op til og at der er noget, der er mere ”rigtigt” end andet, når barnet skal ud.

For når jeg taler med unge kvinder i dag, har jeg absolut ingen grund til at tro, at opfattelsen af, hvad en dansk ”mønsterfødsel” er, har ændret sig, siden jeg fødte, den er nærmest blevet endnu mere udtalt: Den er ”naturlig”, altså uden nogen form for smertelindring.

På listen over ”forkerte” fødsler er fødsler med medicinsk smertelindring som epidural-blokade og kejsersnit – både nødvendigt og selvvalgt.

En af mine kolleger har lige født. På den ”rigtige” måde. Hendes fødsel fik beskrivelsen ”smuk” af jordemoderen. Fordi den var efter bogen, det vil sige ”naturlig”. Det kan man da kalde åbenlys værdiladning.

Hvorfor skal fødsler være en konkurrence i smerteudholdning?

Jordemødrene bærer deres del af ansvaret for, at danske kvinder har en ensidig opfattelse af, hvad der er den rigtige måde at føde på.

Der er vel ingen, der er i tvivl om, at de danske jordemødre som faggruppe er tilhængere af den ”naturlige” fødsel og ikke er tilhængere af smertelindring.

Jeg faldt lige over følgende citat fra ”Afrapportering fra arbejdsgruppe” om ”Den gode fødsel” på foreningens hjemmeside:

”Specielt blandt jordemødre er der en udbredt opfattelse af, at smerten og håndteringen af denne er positiv for kvindens personlige udvikling og transitionen til mor.”

Den er godt nok en snes år gammel, men den ligger der, og den fylder mig med gru. Er kvinder, der har fået epidural-blokade ufærdige mødre?

Og hvor efterlader den de kvinder, der har fået kejsersnit? Foreningens egne etiske regler fra 2010 beskriver også et review, der har vist, at kvinder, der har fået ”kontinuerlig støtte under fødslen, har ”mindre sandsynlighed for at få medicinsk smertelindring”. Underforstået: det er det bedste.

Hvis man kigger på udbuddet af graviditets- og fødselsselvhjælpsbøger, er billedet det samme.

Vis mig lige den bog, der IKKE automatisk plæderer for den naturlige fødsel og problematiserer smertelindring og kejsersnit. Jeg har ikke fundet den endnu.

Og jeg forstår det ikke. Hvorfor skal fødsler herhjemme være en slags konkurrence i smerteudholdning? Vi romantiserer og glorificerer fysisk smerte, når det gælder fødsler.

Hvilke andre steder i sundhedssektoren er det et mål i sig selv at udholde smerte? I f.eks. Frankrig føder over 80 procent af kvinderne med epidural-blokade. Er alle de kvinder dårligere mødre, end dem der har født uden?

Lyt til feminas kejsersnit-podcast Syv lag senere

Du kan lytte til "Syv lag senere" HER - eller på Apple Podcasts, Spotify eller der, hvor du plejer at lytte til podcasts.

Myten om den ”rigtige fødsel” skal aflives

Herhjemme har vi vedtagne sandheder på fødselsområdet. Men problemet med at insistere på en foretrukken fødselsmodel er, at kvinderne risikerer at føle, at de fejler – både for sig selv og andre – når de ikke kan eller vil levere varen.

Det er ikke sundt. Det skaber usikkerhed.

Myten om den ”rigtige fødsel” er en af årsagerne til, at danske kvinder er ved at drukne i perfektionisme-selv-krav. Det er selvundertrykkende. Og det er undertrykkelse af dem, der ikke kan eller vil føde sådan.

For sagen er, at det, der er en mønsterfødsel for dig, er ikke nødvendigvis en mønsterfødsel for mig. Og omvendt. En fødsel er kvindens.

Ikke hendes mors, svigermors, venindernes, jordemødrenes eller reolmetrene af velmenende selvhjælpsbøgers.

Det vigtigste er, at hun og barnet kommer godt igennem den, men som fødende kvinde er man enormt sårbar, fordi det kun sker en enkelt eller ganske få gange i ens liv, og samtidig er man omringet af indlejrede forventninger, som alt for let kan blive til ens egne. For måske passer de bedre til andre kvinder end én selv.

Hvor ville det være rart, hvis vi kunne enes om, at den perfekte, rigtige fødsel ikke findes. Vi lever i 2021. Du kan vælge at føde i badekar. Du kan også lade være. Du kan vælge epidural-blokade. Du kan også lade være.

Du kan vælge et kejsersnit, hvis det er den eneste måde for dig. Du kan også lade være. (Medmindre selvfølgelig, at du SKAL have et kejsersnit). Og du kan amme, så længe du vil. Du kan også lade være. (Hvis du ikke kan amme, er det også OKAY! Bare dit barn får mad, ikke?).

Så længe, vi kvinder synes, vi har lov til at have holdninger til, hvad ANDRE kvinder bør, når de føder deres børn, laver vi ballade for hinanden. Og dét trænger vi til at få lavet om på.

Olga Ravn åbnede ballet, da hun skrev sin personlige roman ”Mit arbejde” og viste, at fødselsdepression går hånd i hånd med selvforventning og samfundsforventning om ”det rigtige”.

Jeg synes, vi skal danse videre. For kvindernes skyld. Vi skal gøre op med den indgroede og ekskluderende forestilling om mønsterfødslen og dermed frisætte kvinderne herhjemme.

Jeg håber, vi når så langt, at min datter ikke mærker fødsels-åget, når det en dag forhåbentlig bliver hendes tur til at bringe et lille barn til verden.

En fødsel er ikke noget, man som kvinde skal leve op til. Det er ikke en konkurrence.

Fødsler er uforudsigelige, men ikke desto mindre: En fødsel er noget man skal gennemgå med de mulige personlige præferencer og valgmuligheder, der faktisk ER, så det i videst muligt omfang bliver en mønsterfødsel for en selv – ikke for andre.