En far på barsel
Barsel

Jeg tog kun to ugers barsel med mine piger. Det er en af mine største fortrydelser

af Søren Langelund 21. september 2021
Foto: Martin Stampe/Ritzau Scanpix og Sif Meincke
Kommentar: Jeg ville formentlig have haft et endnu stærkere forhold til mine piger i dag, hvis jeg havde taget mere reel barsel med dem. Og det kan fra tid til anden være smerteligt at erkende. Men jeg turde ikke bede om mere. Modet svigtede.

Søren Langelund er pressechef og underdirektør i Dansk Industri. Han er far til to døtre på tre og fem år. Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning.    

Debatten om fædres barsel kører for fulde gardiner, og det er nemt at forstå hvorfor. Rammen er sprængfarlig kønspolitik, og omdrejningspunktet er det dyrebareste, vi har – vores børn.

Der er i højeste grad tale om en relevant samfundsdebat, men barsel er på samme tid noget uhyre privat, hvor vi er helt inde i et hav af danskeres inderste intimsfære.

Derfor medfører debatten omtrent lige så mange følelser og holdninger, som der er forskellige familier. Og derfor er den en kærkommen anledning til at reflektere over egne valg.

For mit vedkommende har barsel – og mangel på samme – længe rumsteret i baghovedet. For selvom jeg har de to dejligste døtre, hører jeg til den store gruppe af mænd, som stort set ingen barsel har taget. Det rangerer i dag højt på listen over mine største fortrydelser.

Jeg kan sagtens forstå modstanden mod mere øremærket barsel, men når jeg ser tilbage på mine egne valg, er jeg ikke i tvivl om, at jeg er fortaler for den foreslåede model fra arbejdsmarkedets parter.

Søren Langelund

Set i bagklogskabens ulideligt klare lys ville den nye model have hjulpet mig til at træffe et bedre valg, hvis den havde eksisteret, da jeg blev far i 2015.

Når jeg ikke tog mere barsel dengang, skyldes det mange ting. Men det kan koges ned til, at jeg ikke turde i tilstrækkelig grad. Det lyder formentligt sølle, men sådan er sandheden også nogle gange. Modet svigtede simpelthen.

Jeg var nyansat og en forholdsvist ung mellemleder på min daværende arbejdsplads, da min kone blev gravid, og i min kontrakt havde jeg to ugers lønnet barsel omkring fødslen. De to uger virkede til at være chefnormen på arbejdspladsen dengang, og det turde jeg ikke udfordre.

Dels fordi jeg tvivlede på, om jeg ville være lige så god til at passe et spædbarn som mine pigers fantastiske mor, der som bekendt havde en ammende fordel og en ekstra tilknytning fra graviditeten. Og ikke mindst fordi jeg frygtede, hvordan det ville blive modtaget på arbejdspladsen.

Min indtægt stod for en væsentlig del af vores husstandsindkomst, og hvis jeg forsvandt fra chefstolen kort tid efter, jeg blev ansat, var stolen så stadig min, når jeg kom retur?

Det økonomiske fokus var belejeligt 

Måske havde jeg ingen grund til bekymring, men når man lige har sat et lille væsen i verden for første gang, tænker man instinktivt en del over, hvordan man sikrest kan gøre sig nyttig og minimere unødige risici. Jeg gjorde i hvert fald.

Derfor var mit økonomiske fokus det belejlige og praktiske valg. Ja, det var også udtryk for en gammeldags tænkning, hvor kvinden passer barnet, mens manden bringer føden hjem. Men sådan agerede jeg, og det er først og fremmest mit ansvar.

At jeg ikke tog mere barsel end de få uger, jeg fik løn til, var en fælles beslutning i familien, og min kone var ingenlunde utilfreds med den fordeling.

Men havde jeg krævet en større andel, havde hun med garanti bakket op. Og hold nu fest, hvor har jeg siden fortrudt, at jeg ikke tog kampen – både inde i mig selv og på jobbet.  

Jeg synes i al beskedenhed, at jeg er en udmærket far. Mine døtre overøses med kærlighed, og grundlæggende har vi det godt. Men der er ingen tvivl om, at ungerne har en stærkere forbindelse til deres mor end til mig.

Ikke fordi jeg romantiserer selve den trivielle barselstilværelse eller har savnet flere bleskift i tilværelsen. Men på grund af den øgede tilknytning til barnet, der følger med tiden efter barsel.

Jeg synes i al beskedenhed, at jeg er en udmærket far. Mine døtre overøses med kærlighed, og grundlæggende har vi det godt. Men der er ingen tvivl om, at ungerne har en stærkere forbindelse til deres mor end til mig.

Mor er som bekendt den bedste i verden, og det er kun godt. Men det er vel ikke så underligt, at børn oftere vælger mor end far, når de først ligger ni måneder i mors mave, og dernæst bruger størstedelen af det første definerende år med mor.

I dag er konsekvensen, at jeg nogle gange føler, jeg står på sidelinjen og kigger ind på min familie frem for at være en helt inde i kernen. Jeg tænker, at mange fædre har følt noget tilsvarende, selvom det kan være tungt at indrømme.

Og har man først den oplevelse, er det nemt at glide længere væk fra familien og den fremmedgørende følelse til fordel for en sikker og praktisk karrierehavn.

Det har jeg forsøgt at være opmærksom på de seneste år, og kampen for at være en nærværende far foregår bestemt også i nutid og fremover.

Et stærkere fundament​​​​​​

Men det ændrer ikke ved, at jeg formentlig ville have haft et endnu stærkere forhold til mine piger i dag, hvis jeg havde taget mere reel barsel med dem. Og det kan fra tid til anden være smerteligt at erkende. Derfor kan jeg kun opfordre andre kommende fædre til ikke at begå min fejl. 

Det leder mig tilbage til den nye barselsaftale, og hvorfor jeg bakker op om den. For hvis jeg i 2015 havde haft 11 ugers øremærket barsel, havde jeg formentlig truffet et bedre valg. Så havde jeg haft et stærkere fundament under fødderne til med ro i maven at tilvælge mere barsel.

Øremærket fædrebarsel havde gjort mig mindre bekymret for min jobsituation, for så ville det være mere almindeligt at tage en reel barsel som far.

Øremærket fædrebarsel havde gjort mig mindre bekymret for min jobsituation, for så ville det være mere almindeligt at tage en reel barsel som far. Og det havde også gjort det nemmere at tro på egne evner ud i den svære kunst at passe spædbørn, hvis det var noget, alle andre gjorde.

Kort sagt betyder samfundets vedtagne rammer og normer meget for de valg, vi træffer, og hvordan vi ser på vores egne liv. Er mine valg ok? Er jeg god nok? Gør jeg det rigtige? Hvor gør jeg mest nytte? Tør jeg gå mod strømmen?

Selvom mine valg er mine egne, spiller bagtæppet. jeg træffer dem ud fra, en vigtig rolle.

Jeg mener også, at øremærket fædrebarsel vil være godt for ligestillingen, erhvervslivet og i sidste ende samfundet. Men jeg indrømmer gerne, at min holdning mest er personlig funderet og affødt af en voksende erkendelse af de konsekvenser, mine valg har medført.

Derfor håber og tror jeg, at den nye aftale over tid først og fremmest fører til, at flere fædre får en endnu stærkere relation til deres børn. Til glæde for både dem selv og hele familien. Når først det sker, vil den hidsige debat forstumme.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.