"Jeg synes, at du har ændret dig", siger Karinas kæreste, Claus. Da hun endelig siger noget, er Claus nærmest i chok

– Jeg synes, at du har ændret dig.

Ordene kommer fra Karinas kæreste, Claus.

Forelskelsen bruser stadig i kroppen, men han kan ikke længere ignorere hendes indtag af enorme mængder alkohol, det bølgende humør og de gange hun har efterladt ham i uvished en hel dag.

Alligevel er det frygten, der fylder mest.

For tanken om, at hans ord vil få Karina til at forlade ham, river allerede i hjertet.

For en stund er der stille imellem dem.

Men i Claus’ hoved udspiller alverdens scenarier sig for hans indre blik. Da Karina endelig siger noget, er Claus nærmest i chok.

– Jeg vidste godt, at det var et spørgsmål om tid, før Claus fandt ud af mit misbrug. Jeg elskede ham så højt, og jeg kunne se, hvordan det var ved at ødelægge ham. Så enten skulle jeg forlade ham for hans skyld. Ellers måtte jeg en gang for alle tage kampen op mod mit misbrug, fortæller den i dag 35-årige Karina Børner Meyer-Christensen fra huset i Hørve på Sjælland.

Karina var fire år, da hendes forældre gik fra hinanden.

Så længe hun kan huske, var hendes far narkoman, og selv om hun som lille så ham skyde heroin ind i blodbanerne, elskede hun ham ubetinget.

Rusen gjorde ham glad og nærværende, og hun husker, hvordan han lærte hende at spille skak og skrive sirlig skråskrift.

Men hun husker også den dag, hvor hun som 7-årig ikke kunne få liv i ham, og hvordan hun måtte slæbe ham fra toilettet til sofaen og desperat ringe efter en ambulance.

Bekymringerne for sin fars helbred, satte sig som en betændt byld i hendes krop.

Hun blev indelukket og udadreagerende, og hver dag bekræftede mobningen hende i følelsen af at være forkert.

Hun kom i specialklasse, men heller ikke her kunne lærerne nå ind til hende.

Når tallene dansede rundt på tavlen eller koncentrationen svigtede, blev hun frustreret. Flere gange endte hun med at smide med stole og borde.

Hash gav tryghed

I 8. klasse blev hash en del af hendes faste rutine. Når hun sugede røgen ned i lungerne, mærkede hun roen brede sig.

– Jeg følte mig forkert hele tiden. At jeg ikke var god nok til noget som helst. Så hashen blev en måde at finde tryghed og ro, forklarer Karina, der også begyndte at drikke i folkeskolen.

Det var ikke unormalt, at hun havde en alkoholpromille, når hun mødte op i skole, og efterhånden fandt hun sammen med andre, hun kunne spejle sig i.

Mens de andre væltede rundt og var synligt påvirkede, følte Karina sig i balance.

– Når jeg ikke drak eller tog stoffer, var det, som om alt var slukket indeni mig. Jeg følte ingenting, hvilket var skræmmende. Jeg kunne se, at de andre væltede rundt og var påvirkede. Men ofte havde jeg mest af alt bare lyst til at lave hverdagsting, når jeg var påvirket, forklarer Karina.

Alligevel formåede hun at tage en uddannelse som social- og sundhedsassistent.

I flere år levede hun et parallelliv med alkohol og stoffer efter arbejde.

Forelsket i chefen

Gennem årene havde hun haft flere forhold – hovedsageligt med mænd, der havde samme livsstil som hun.

Men inderst inde drømte hun om et almindeligt liv med en rolig mand, der kunne give hende den stabilitet, hun inderst inde ønskede.

I september 2022 gik hun ind på stålværftet i byen til en jobsamtale uvidende om, at hendes kommende chef netop ville være den mand, hun havde drømt om.

Da hun sad over for ham, mærkede hun det med det samme.

Hans rolige facon og charmerende udseende fik hende til at smile.

Men hun vidste godt, at hans cheftitel og hendes misbrug ikke harmonerede. Alligevel lagde Claus også mærke til hende.

En dag måtte Karina indlægges på grund af underlivsbetændelse.

Det var kutyme, at en fra arbejdet tog op med en æske chokolade og nogle blomster.

Denne dag valgte Claus at tage af sted, og da han sad på stolen ved siden af hendes seng, kunne han ikke lade være med at holde hendes hånd.

Forholdet udviklede sig hurtigt, og Karina flyttede afdeling, så de kunne være sammen.

Kort tid efter rykkede Claus ind i hendes hus, og på overfladen var der ikke skyggen af problemer.

For Karina var god til at skjule sit misbrug.

– Jeg kunne godt mærke mine følelser for Claus, men jeg havde svært ved at udtrykke dem. Når jeg ikke drak, var jeg tom indeni, og det gjorde, at jeg drak endnu mere. For jeg ville fortsat gerne være den glade og sjove pige, han forelskede sig i, forklarer hun.

Skam og selvhad

Under de hyppige ture til Rema 1000 blev der indtaget øl og Underberg, før hun vendte hjem.

Til en nytårsaften blev Karina så fuld, at hun måtte ringe 112.

Flere gange forsvandt hun i længere tid ad gangen, uden at Claus kunne komme i kontakt med hende, og efterhånden begyndte det at gå op for ham, at noget var galt.

– Jeg kunne godt leve med, at Karina havde et misbrug. Men jeg kunne ikke leve med, at hun drak i det skjulte og pludselig var væk en hel dag, forklarer Claus, der en dag kiggede sin kæreste dybt i øjnene og fortalte hende, at de skulle have en snak.

Den dag de kørte en tur til Arresø for at tale sammen, vidste han ikke, om de ville være kærester bagefter.

Men da Karina lagde øre til Claus’ bekymringer, kulminerede den skam og det selvhad, hun var gået med.

Derfor bad hun ham om at køre hende på psykiatrisk afdeling til afrusning.

Det blev begyndelsen på et forløb med vanvittige abstinenser.

Hun måtte indlægges på den lukkede afdeling til afrusning, hvor hun sparkede til møbler og skreg ad personalet.

De høje doser medicin kunne ikke tage hendes abstinenser.

Hun udviklede delirium, som er en psykotisk tilstand, der blandt andet giver hallucinationer.

Til sidst var de nødt til at lægge hende i kunstig koma.

Hver dag sad Claus ved hende side. Katastrofetankerne væltede rundt i hans hovedet.

For hans eneste ønske var at få sin kæreste tilbage.

Indlagt med ADHD

Da Karina vågnede, kunne hun hverken gå eller stå. Hun måtte liftes rundt, og hun blev sendt hjem med en rollator.

Men selv om Karina var blevet afruset, følte hun tomheden større end nogensinde.

– Jeg ville så gerne være en god kæreste for Claus. Men jeg kunne ikke leve et liv, hvor jeg hverken kunne udtrykke følelser eller have en almindelig dagligdag. Det kunne kun lade sig gøre, når jeg drak, forklarer Karina.

Hun forsøgte at holde sig fra alkohol, men flere gange faldt hun i, og hun begyndte også at skære og brænde sig selv.

Men da hun en dag sad over for lederen på Halsnæs Alkoholambulatorium, fik hun det svar, hun havde ledt efter hele sit liv.

– Da han sagde, at jeg havde bragende ADHD, gav alt lige pludselig mening. Jeg havde troet, at det var mig, der var noget galt med, og jeg selv var ude om det. Så der faldt alle brikkerne på plads.

Hun fik efterfølgende konstateret svær ADHD og blev indlagt på Sct. Hans Hospital, hvor hun lærte at få struktur på dagligdagen.

Langsomt, men sikkert begyndte hun at bygge den person op, som hun ønskede at være.

Nøglen til et godt liv

Ved spisebordet er kærligheden mellem Karina og Claus ikke til at tage fejl af.

De giver hinanden blide strøg over håndryggen og søger hinandens øjne, når følelserne presser sig på.

– Jeg har næsten ikke ord til at beskrive, hvor stolt jeg er af hende. Hun har selvfølgelig gjort det for sin egen skyld, men hun har også gjort det for, at vi kan have en lys fremtid sammen. Større kærlighedserklæring kan man vist ikke få.

For Karina har det været smerten og abstinenserne værd.

Hun kan ikke lade være med at sende en tanke til sin nu afdøde far. For hun er ikke i tvivl om, at hans årelange misbrug var selvmedicinering.

– Jeg gav ham på et tidspunkt en af mine ADHD-piller, og de gav ham den samme ro som stofferne. Så han nåede at forstå, at det ikke var ham, der var noget galt med. Det var en sygdom. Det trøster mig.

Karina har efterhånden været ædru i to år, og i dag har hun en hverdag, der er struktureret og fyldt med glæde.

Hun er overbevist om, at hendes ubehandlede ADHD har været hovedårsagen til hendes årelange misbrug.

Derfor håber hun, at mennesker, der har misbrug inde på livet, vil lade sig udrede. For det kan være nøglen til at få et liv uden stoffer og alkohol.

– Jeg har hadet mig selv og følt mig som det værste menneske i verden. Men nu forstår jeg hvorfor. Jeg føler for første gang, at jeg kan tillade mig at have drømme for fremtiden. Endda sammen med Claus. Så jeg føler mig som verdens heldigste kvinde.

Denne artikel blev første gang bragt hos Ude og Hjemme, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.