Jeg savner en MeToo-debat, hvor kvinder ikke skal straffes for at tale højt om krænkelser

Jeg er vel næppe den eneste, der er en kende træt af at tale om MeToo. For tiden er det ofte den samme gamle sang om en magtfuld mand i mediebranchen, der har ikke har kunnet holde fingrene fra praktikanterne og nu må tage øretæverne i fuld offentlighed.

Fotografen Jan Grarup virker også til at være træt af MeToo. Han fortalte vidt og bredt om sin beslutning om ikke længere at ansætte kvinder i januar oven på opsigelsen af Jes Dorph Pedersen.

I mediepodcasten Q&CO 18. marts 2021 handlede det om foredragsvirksomheden Athena, som alligevel ikke ville booke Jes Dorph Pedersen som foredragsholder. Her sagde Jan Grarup følgende henvendt til Camilla Søe, der er en af initiativtagerne bag #enblandtos, som har sat fokus på sexisme i politik.

"Mange af de mænd, jeg møder, har fået nok af jer. De er simpelthen pissetrætte af jer. Og jeg har siddet i VL-grupper og sammen med CEOs, der siger: "Jamen ved du hvad, Jan, den der beslutning om ikke at ansætte kvinder, den traf vi for flere år siden. Det er simpelthen for besværligt.""

Jeg har ligesom de mænd, Jan Grarup kender, også snart fået nok. Jeg er simpelthen pissetræt af, at vi sidder fast i en debat, der tilsyneladende aldrig når videre. Og jeg synes helt ærligt, at mænd, der ikke anerkender kvinders ret til at sige fra, er for besværlige.

Militant, feministisk projekt

Grarups citat minder om et citat fra en anden mand, der også har været ude i et MeToo-stormvejr.

I 2017 sagde filmproducenten Peter Aalbæk følgende til Radio24Syv:

"Men jeg kan mærke et raseri. Jeg kan mærke et raseri og et had hos mine mandlige venner. Og det er vendt mod kvinder. Jeg tipper på, at indenfor fem år så er der en svensk mand, der har taget en maskinpistol og skudt ind i en forsamling af kvinder. Altså, det kan næsten ikke komme ud på anden måde."

Når d’herrer Aalbæk, Grarup og andre gerne fortæller anekdoter om, hvordan mændene omkring dem griber til handling i forlængelse af MeToo, taler om folkedomstole og om MeToo som et militant, feministisk projekt sat i verden for at omstyrte samfundet, så knækker filmen for mig.

MeToo er en insisteren på, at kvinder har lov til at gå på arbejde uden at være bange for overgreb eller krænkelser. Mange vil gerne gøre det mere radikalt, end det i virkeligheden er. Men det er sådan set ikke mere end det.

Kvinder skal være beærede

Vores samfund hviler på en konsensus om, at vi alle er lige meget værd. Siden 1948 har vi bekendt os til FN’s menneskerettigheder, der erklærer, at alle har ret til at eksistere i tryghed og sikkerhed.

Vi har også en ligebehandlingslov, der siger, at alle har ret til at blive behandlet lige på arbejdsmarkedet. Grundloven er en gammel støvet sag, men et af principperne er, at alle er lige for loven.

Hvorfor bliver MeToo så ved med at være noget, vi sætter til debat? Hvorfor anerkender vi ikke bare, at vi alle har ret til at eksistere i tryghed og sikkerhed, når vi går på arbejde?

Og hvorfor er det, at når kvinder siger fra over krænkelser og overgreb, så skal vi straks høre om de konsekvenser, det har for de mænd, der har begået krænkelserne? Som om det var helt uhørt, at den type opførsel nu får konsekvenser.

MeToo tvinger os til at tænke over, hvem der har magten, hvem der får lov at begrave en historie om et overgreb, og ikke mindst hvem der får lov til at beslutte, om vi fortsat skal debattere validiteten af MeToo-fortællinger.

De reaktioner, som Grarup og co. fortæller om i de to citater, ligner en straf for at tale højt om krænkelserne. Vidste man ikke bedre, kunne man sige, at citaterne hviler på en forestilling om, at kvinder skal være beærede over at få lov til at være på en arbejdsplads, og hvor det at sige fra er et udtryk for utaknemlighed.

Og det kvindesyn er både tankevækkende og ret skræmmende.