Liv

Sisse Sejr: På vej ud af TV 2 lykkedes Jes Dorph med at levere “det må kvinderne have misforstået”-vinklen. Og kommentarsporene elsker den

af Sisse Sejr 6. januar 2021
Foto: Marie Hald
KOMMENTAR: Selvom Grethe fra Mørke og Dan fra Albertslunds holdning – lige så meget som min – ikke betyder en skid i sagen om Jes Dorph, så gør de ord, du bruger.

Måske er det, fordi “Grethe fra Mørke” aldrig er blevet lyttet til og har brug for et “like-rush”, at hun beslutter sig for at skrive, at kvinder skal holde deres kæft og pynter det med grønne opkast-emojis, når hun kommenterer på Jes Dorphs afgang fra bedste sendetid.

Eller at “Dan fra Albertslund” uden blu skriver, at kvinderne burde voldtages, så de virkelig kan mærke, hvordan overgreb føles. 

Fakta er bare, at ingen, som skriver disse vanvittige kommentarer, aner, hvad der er skete dengang for 18-20 år siden, som nu får TV 2 til at sige adieu til Jes Dorph, men alligevel kaster disse tastaturkrigere sig over victim-blaming af sådan en kaliber, at incels tager notater i kældrene.

Måden, vi taler på, betyder noget, og intet viser hvor dybt, der kan synkes i et kommentarspor på Facebook, end de sager, som vi ser under den tiltrængte anden MeToo-bølge.

LÆS OGSÅ: Sisse Sejr: "Jeg er SÅ sjov, når jeg er trist"

For ja, jeg skriver tiltrængte, og nej, det er ikke rart at se, hvordan tidligere helte og feel-good-typer blive fældet, fordi fortiden indhenter dem.

Tiden var en anden dengang - nemt på den måde, sådan bare at kunne gøre som man(d) ville! 

Men sårene fra dengang opleves stadig lige så dybe, lige så fortvivlende og ikke mindst lige så uretfærdige i dag – 20 år senere. Den slags heler ikke.

Så nu står vi med ikoner, som væltes, fordi de ikke “vidste”, at de forårsagede skader så store, at de 20 år senere ligger på første hylde, når der skal ryddes op.

Mr. News tager teten

Det er ikke et kønt syn at se Jes Dorph gå forurettet ud ad døren med en fortid, der er filtreret ind i en advokatundersøgelse og sorteret fra TV 2's bedste sendeflade.

Men det handler ikke om Jes Dorphs retssikkerhed, ingen skal i fængsel – selvom det diskuteres ivrigt af Grethe fra Mørke og Dan fra Albertslund.

Alligevel har stationen fyret deres guldæg. Tænk lige, over hvor stor en beslutning det er. Otte gange vinder af “Årets Mandlige tv-vært” i et af de blade, som lever af hans type.

Jovial, hyggelig, med det glimt i øjet, som gør, at man aldrig ved, om han flirter, når han sidder der og stråler i sit ny-dampede suit i bedste sendetid, mens han hygger om dagens debat og de danskere, der nyder en god omgang flow-tv.

LÆS OGSÅ: "Fem spørgsmål i sexismedebatten, som ikke vil dø"

Mange af de seere er også aktive på Facebook. Hvorfor det giver super god mening for en mand som Mr. News at tage teten og fortælle sin version af MeToo-historien i et stort interview i Politiken, hvor han har held med at levere “det må kvinderne have misforstået”-vinklen, så det er dén, der citeres.

Og får de sociale medier til at eksplodere i en diskussion om, hvorvidt manden nu burde være blevet fyret.

Den type diskussioner er oftest fyldt med kommentarer, der rummer had til kvinder, ikke sjældent bestående af trusler, men som minimum er de fuldstændigt ligegyldige for sagen. Ingen har brug for de meninger.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Og så er vi tilbage til ord, der betyder noget. For selvom Grethe fra Mørke og Dan fra Albertslunds holdning – lige så meget som min – ikke betyder en skid i denne sag, så gør de ord, du bruger.

Du har ytringsfrihed, ikke ytringspligt - og du ved præcis, hvordan du gerne vil tales til. Brug ord, du kan sige til din datter eller søn. Også selvom du er ved at flække midt over af, at fortiden indhentede dit yndlingsikon.