“Jeg hørte hans hjertelyd en sidste gang, og så slugte jeg abortpillerne”

Allerede som 18-årig mødte Lina Kristine Tennefoss Vatshelle, der i dag er 34 år, manden i sit liv. De flyttede sammen kort tid efter og begyndte tidligt at snakke om børn. Som mange andre unge par drømte de om at stifte familie, de diskuterede mulige babynavne og havde mange fælles håb for fremtiden.

– I dag er jeg glad for, at vi ikke vidste, hvor meget smerte vi ville komme til at opleve, siger Lina Kristine.

Hun trækker vejret dybt, stemmen dirrer og hun er tydeligt påvirket af det, hun fortæller. Selv om der nu er gået flere år, siden hun fødte sin døde søn i 2019, kan hun stadig ikke fortælle historien, uden at hendes følelser tager overhånd.

Prøvede at blive gravid i mange år

– Jeg prøvede at blive gravid i omkring fem år, før jeg søgte hjælp. I den periode var der mange, der spurgte, om vi snart ville have børn, for det forventes, når man når en vis alder. Ingen vidste, hvor meget vi forsøgte, og hvor smertefuldt det var at få de spørgsmål, siger hun.

Efter fem år startede parret i fertilitetsbehandling. Det var en hård behandling og hårdere end de forventede, men allerede i første forsøg blev Lina Kristine gravid.

– Det føltes helt uvirkeligt, at jeg blev gravid i første forsøg efter at have prøvet så længe. Det var svært at forstå, at jeg endelig var gravid, og jeg fik også symptomer på graviditetsdepression, fortæller hun.

Ugerne gik og i weekenden før den almindelige ultralydsscanning mærkede hun for første gang babyen i maven sparke. Følelsen af ​​de små fødder inde i maven vækkede en ny glæde til live over det, hun havde i vente.

Desværre var lykken mere kortvarig, end nogen kunne have forudset.

“Vi var i chok”

– Mange tænker nok, at den almindelige ultralydsscanning hos jordemoderen mest af alt er for at se kønnet og andre detaljer, men det stod hurtigt klart, at noget ikke var, som det skulle være med babyen i maven. Jordemoderen sagde ikke så meget, men der blev aftalt en tid hos lægen, fortæller Lina Kristine.

Hos lægen viste ultralyden et hul i mellemgulvet i højre side, misdannelser og væskeansamlinger. Organer, der normalt er i maven, var trukket op i brystkassen, så lungerne ikke havde plads til at udvikle sig.

– I starten sagde lægen, at alt kunne gå godt, hvis tilstanden kunne opereres, men efterhånden stod det klart, at der var små chancer for, at barnet ville overleve. Det var en forfærdelig besked at modtage, og vi var i chok, siger Lina Kristine.

Valgte at afbryde graviditeten

I løbet af de næste par uger blev fosterets tilstand værre og værre. Kredsløbet begyndte at svigte, og i uge 20 var babyen døende.

– Jeg fik valget om enten at fuldføre graviditeten med den viden om, at han alligevel ville dø kort efter fødslen og nok aldrig selv ville trække vejret, eller at få en sen abort. Jeg besluttede mig for, at jeg ikke var stærk nok til at gennemføre graviditeten, og det eneste rigtige var at afslutte det, siger Lina Kristine.

Hun kan ikke skjule gråden i stemmen.

– Jeg hørte hans hjerteslag med en hjertelydsmonitor en sidste gang, og det var så fint og smertefuldt på samme tid. Bagefter sad jeg i bilen uden for kvindeklinikken og tog de piller, der skulle igangsætte aborten. Det føltes helt umenneskeligt, siger hun.

Efter at tabletterne var taget, tog hun hen til en legetøjsbutik for at købe et stykke legetøj og et blødt tæppe til at pakke babyen ind i. Hun skulle forberede sig på en fødsel, men vidste, at babyen ville være død, allerede inden hun nåede at se ham.

“Jeg mærkede moderskabskærligheden med det samme”

– Jeg mødte op på fødegangen til aftalt tid og fik tildelt et meget lille rum med udsigt til en kirkegård. Det føltes så uværdigt, og jeg var så bange for, at folk skulle tro, at jeg ikke ville have min søn, siger Lina Kristine.

På sygehuset blev hun spurgt, om hun ville se babyen eller ej, og om han skulle kaldes et barn eller et foster. For Lina Kristine og hendes mand var det vigtigt at skabe minder sammen med deres søn.

– Fødslen tog to døgn, og jeg var på fødeafdelingen hele tiden. Jeg blev opfordret til at gå rundt, men at gå rundt på en fødeafdeling er ikke rart i sådan en situation. Jeg så andre par, der var lykkelige sammen med deres nyfødte babyer, og det var så smertefuldt. Jeg brugte derfor det meste af tiden på mit værelse, fortæller hun.

Om natten lå hun vågen og lyttede til børn, der blev født i værelset ved siden af, vel vidende, at hendes søn var død i hendes mave på det tidspunkt.

– Om morgenen den 17. april 2019 gik vandet, og jeg ringede efter jordemoderen, som tog imod babyen. Han vejede 615 gram og blev lagt lige på mit bryst. Jeg kunne se, at han lignede sin far i ansigtet, og de havde den samme næse. Jeg følte i samme øjeblik moderskabskærligheden instinktivt. Han var meget fin, selv om han var død, siger hun.

Endnu en gang tager hun en dyb indånding. Det er nogle gange lidt svært at høre, hvad hun siger bag den skælvende stemme.

Gav ham navnet Oskar

Efter fødslen blev babyen pakket ind i tæppet og parret tilbragte tid sammen med ham på sygehuset.

– Jordemoderen tog billeder af os sammen, og det var vigtigt for os at skabe minder. Inden fødslen overvejede jeg at gemme det fineste drengenavn, jeg kendte, til en potentiel kommende baby, men da jeg så ham, føltes det helt rigtigt, at han skulle hedde Oskar, siger hun ærligt.

Natten efter han blev født, vendte parret tomhændet hjem fra hospitalet, og det satte dybe spor i dem.

– Det var så smertefuldt at lægge ham fra mig for sidste gang. Jeg havde det slet ikke godt i det hele taget, og jeg havde brug for hjælp. Lægen udskrev tabletter til mig, men til sidst blev jeg indlagt for at få hjælp til at klare alle smerterne. Jeg har også været i sorggrupper for at bearbejde alt det, der er sket, siger hun.

Lina Kristine er stadig stærkt præget af det, hun har oplevet, men livet har heldigvis også givet hende mange glæder.

– Jeg har efterfølgende fået to raske børn, men jeg vil altid føle, at jeg har et barn for lidt, siger hun.

Parret vil for altid værdsætte den tid, de havde sammen med lille Oskar.

En stor belastning

– Hvad er de mest almindelige årsager til, at kvinder får en sen abort?

– Sen abort ses mest i forbindelse med abnormiteter, der opdages ved rutinemæssige ultralydsundersøgelser i graviditeten. Som jordemoder og fagperson anerkender jeg den betydelige belastning og de komplekse overvejelser, der ligger bag beslutningen om at gennemføre en sen abort.

Det siger Eline S. Vik, næstformand i Norsk Jordemoderforening, til KK.

Hun fortæller, at følelserne, der opstår i forbindelse med en abort, ofte er store, og de spænder vidt fra lettelse til stor sorg.

– Abort i uge 21 rammer kvinden, men også dem, der er tæt på kvinden, hvad enten det er hendes partner eller andre. Som samfund kan vi blive bedre til at støtte kvinden og hendes nærmeste i mødet med sorg og tab, som er naturlige følelser efter en sen abort, siger Eline S. Vik.

Sorg kan ofte defineres som at forandre fremtiden.

– Sådan kan man forstå, at sorgen opstår, når sen aborten er sket, og med tabet af det ufødte barn betyder det, at fremtiden for altid er forandret, siger hun.

Denne artikel blev første gang bragt af KK.no. Dette er en oversat version.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: