A place in the sun
Samfund

Jeg går blandt turister og kigger på det azurblå hav, da en mand tager hænderne frem og stiller mig et spørgsmål

15. marts 2024
Af Kristina Forná
Foto: Mette Carla Albrechtsen
Charterparadiset Gran Canaria er for mange solhungrende turister lig med liv og glade dage og garanti for blå pools og saftige drinks. Men det er også en fest, som ikke alle er inviteret med til.

Solen skinner, og der er ikke en sky at se på himlen, mens jeg slentrer langs strandpromenaden i Playa del Ingles i den spanske charter-højborg, Gran Canaria.

Der er pastelfarvede hoteller og azurblåt hav, så langt øjet rækker, og jeg kan høre små hvin ude fra vandet, hvor en vandscooter drøner gennem bølgerne med en oppustelig banan trukket efter sig - med folk på, skal det lige siges.

Inde på stranden er der mænd i speedos, der slubrer øl i sig, og klynger af turister, der ligger på solstole og steger i solen. Luften er tyk af duften af salt og solcreme.

Jeg standser og hiver min telefon op af tasken for at forevige idyllen med et billede, da jeg fornemmer noget bag ved mig og vender mig om. Foran mig står en ældre mand med huller i bukserne og en plettet trøje. Han tager hænderne frem og spørger:

- Do you have any cash?

Jeg ryster på hovedet, beklager og prøver at forklare, at jeg desværre kun har mit kort med. Det virker ikke til at være første gang, han har hørt det, så han bevæger sig hurtigt videre.

Kort tid efter hører jeg igen hans stemme i det fjerne.

- Sorry sir, do you have any cash? I’m from Marokko, no passport.

Sammenstødet efterlader mig med en halv-dårlig smag i munden, som kun bliver værre, da jeg lidt efter går forbi en mand, der har søgt tilflugt i skyggen og sidder på en lille klapstol, mens han forsøger at få solgt nogle hatte, der ligger spredt ud på et tæppe på jorden ved siden af ham.

Kontrasten blandt de menneskelige skæbner på den spanske ferieø er stor, og forskellen på, hvem der er privilegerede, og hvem der ikke er - hvem der nyder, og hvem der yder, viser og fremhæver Mette Carla Albrechtsen i sin nye dokumentarfilm “En plads i solen”, som har premiere under dokumentarfestivalen CPH: DOX.

En dokumentarfilm, der med udgangspunkt i Gran Canaria, dem der er flyttet til øen samt charterturismen undersøger den menneskelige søgen efter at finde sin plads i verden og drømmen om det gode liv, men også bagsiden af medaljen ved, hvad der ved første øjekast kan ligne et billedskønt ferieparadis - blandt andet, at der kommer flere og flere migranter til øen.

Jeg rejser til øen med instruktør Mette Carla Albrechtsen og filmproducer Rikke Tambo Andersen, som skal derned for at vise dokumentarfilmen til de medvirkende.

Og vi er langtfra de eneste, der pakker tasken og rejser sydpå – alene i 2022 rejste cirka 1,1 million danskere sydpå med et af medlemmerne af brancheforeningen Rejsearrangører i Danmark, der for eksempel tæller rejsebureauer som Spies, TUI og Sunweb.

Generelt knuselsker turister den kanariske ferieø Gran Canaria, som i 2022 havde cirka 3,8 millioner besøgende.

Og Playa del Ingles, hvor vi befinder os, kan også bedst betegnes som et turistmekka.

Her blander et sammensurium af alle mulige sprog sig sammen i den varme luft, alt lige fra dansk til tysk, svensk og engelsk, men ikke særlig meget spansk. Det afspejler sig også i de meget lidt lokale omgivelser, hvor alt lige fra en irsk pub til en Pizza Hut og en vandpibecafé slås om turisternes opmærksomhed.

Kort efter ankomsten kører vi mod et af øens utallige shoppingcentre, hvor vi skal mødes med Danny Bjørn, en medvirkende i dokumentarfilmen, på en af hans lokale stambarer. En 49-årig mand fra Århus, der rejste til Gran Canaria med en plan om at være på ferie i tre måneder. Nu er der gået otte år.

danny

Han fortæller, at han ikke længere havde noget, der holdt ham tilbage i Danmark, så måske skulle man bare blive under sydens sol, tænkte han.

- Jeg var jo ikke andet end 41 år gammel, og så ringer man jo til sin mor, siger han med et smil på læben og fortsætter:

- Hun sagde: “For helvede, du har jo sol hernede hele tiden”, med andre ord - bliv!

Og lige der traf han beslutningen om at gøre Gran Canaria til sit nye hjem. Det har han ikke fortrudt.

For selvom livet hernede ikke altid er lige let, og han oplever, at det kan være farligt at danne reelle relationer, fordi folk har det med at rejse videre igen, så er bylivet federe, menneskene sødere og ikke mindst:

- Der er sol, og jeg betaler kun syv procent i skat, siger han og griner.

Han har altså ingen planer om at vende snuden mod Danmark igen. Til gengæld skal han nu videre til en fødselsdag, så han skodder cigaretten, tager den sidste tår af sin øl og siger farvel.

Vi begynder også stille og roligt at bevæge os ud af centret, og på vejen fanges mit blik af et knaldrødt skilt, prydet med teksten “HAIR BRAIDING” samt en række fotografier af Kardashian-søstrene og en række mere eller mindre ukendte kvinder, der har fået lavet fletninger.

En lille lyshåret pige sidder på en stol ved siden af skiltet og får flettet sit hår af en kvinde, mens pigens familie står omkring og småsludrer.

Jeg tænker på, om kvinden, der fletter, mon er en af de 39.910 migranter, der kom til De Kanariske Øer i 2023.

Et rekordhøjt tal og en stigning på 154 procent i forhold til året før.

Øerne ligger tæt på Afrika, men det er en farlig rejse, som ofte indebærer en risikabel rute over Atlanterhavet i fiskerbåde lavet af træ, som ikke er synderligt egnede til den type sejlads.

Ingen ved helt præcist, hvor mange migranter, der mister livet på vejen til ferieøerne, men ifølge en vurdering fra Caminando Frontera, en privat spansk hjælpeorganisation, er mere end 7.800 migranter døde på havet i årene 2018-2022.

Dagen efter begynder med et besøg i hotellets brunchbuffet, hvor jeg er i færd med at drikke min morgenkaffe, da jeg overhører en samtale mellem en gruppe danske midaldrende kvinder, der sidder ved bordet ved siden af mig.

De brokker sig højlydt over hotellets et-lags toiletpapir, hvorefter de bevæger sig videre til at prise sig lykkelige over, at de har købt all-inclusive, for hvor ville det altså være besværligt, hvis de skulle gå rundt og bære på kontanter og tage penge op af lommen, hver gang de skulle købe nogle pomfritter, påpeger de.

Lidt senere op ad dagen mødes vi med 30-årige Martha fra Sverige, en anden medvirkende i dokumentarfilmen. Vi sætter os på en lokal café tæt på hendes lejlighed, hvor hun bor alene med sine tre børn på henholdsvis 10, 9 og 8 år, efter hun er blevet skilt fra sin voldelige eksmand.

Hun har lige en lille times tid, inden hun skal hjem og vende for derefter at møde på arbejde i Cita Shoppingcenteret, hvor hun arbejder som servitrice på en italiensk restaurant.

martha

Hun er travl, men mindre travl end hun var førhen, hvor hun havde hun to jobs og arbejdede seks dage om ugen, dag og nat. Men efter hun fik en rygskade, har hun været tvunget til at drosle ned, selvom det gør det lidt sværere at få enderne til at hænge sammen.

Hun flyttede til Gran Canaria, da hendes ældste datter var et år, og hun var gravid med nummer to. Først flyttede hun selv og efter lidt tid fulgte hendes mand, nu eksmand, efter, men da de blev skilt, tog han tilbage til Sverige.

Da jeg spørger hende, om hun ikke er glad for at være mange kilometer væk fra ham, kommer der et lidt andet svar, end jeg umiddelbart havde forventet.

- På en eller anden måde ville jeg gerne have ham til at komme herned, så jeg kunne konfrontere ham med, hvad han har gjort. Jeg føler, at jeg i dag er stærk nok til at kunne forsvare mig selv og ikke længere falde for hans tricks, siger hun med et stålsat blik.

Kort efter skal hun videre.

Om aftenen har det østrigske par Frank og Eva, som også er med i dokumentarfilmen, inviteret os hen til et strandhotel, hvor Frank, der er “musician by heart”, som Eva siger, skal optræde med en fyr, der også ernærer sig som Elvis Presley impersonator.

Pludselig finder jeg mig selv siddende ved et sofasæt bagerst på en lille scene pyntet med lyskæder, blåt lys og et vægmaleri af en ørken, mens de to modne mænd giver den gas med schlagermusik til stor glæde for de primært tyske turister, der synger med og danser i par foran scenen.

Efter halvanden times syngen med linjer som “Old Texas Town, die Westernstadt liegt mitten in..” hvorefter alle i kor råber “...BERLIN”, er vi ved at være godt sultne og have hørt nok schlager for denne gang, og vi drager derfor mod Cita-centeret for at spise på restauranten, hvor Martha arbejder.

Et center, hvor familierestauranter og swingerklubber ligger side om side. Eller næsten i hvert fald, for nede i kælderen er der swingerklubber på stribe, som tilbyder alt fra et darkroom og en sexbiograf til et jacuzzi med plads til 20 mennesker.

På restauranten sidder et midaldrende par, manden klædt i et klassisk fint herresæt og kvinden i en kort, sort pallietkjole og høje hæle. Efter de har spist, rejser de sig stille roligt og bevæger sig væk. Kort efter kommer Martha hen til os og hvisker:

- De er også fra Danmark, og nu skal de vist ned i en af swingerklubberne.

Da vi dagen efter rejser hjem igen, sidder jeg i flyet omgivet af en masse fornøjede turister og bladrer igennem billederne fra turen på min telefon og falder over et fra min gåtur på strandpromenaden. Et billede, som indkapsler øens dualitet og fylder mig med ambivalens.

Men selvom kontrasterne er store her på øen, og det er tydeligt, at nogle nyder, mens andre yder, så vil instruktør Mette Carla Albrechtsen ikke som sådan dømme turismen eller de skæve forhold med sin dokumentarfilm. For det er en kompleks situation og et komplekst “økosystem”, hvor alle er afhængige af turismen, påpeger hun.

- Hvad der er nogens ulykke, er måske lykken for andre, siger hun.

Men en ting vil hun gerne kritisere, og det er Europas håndtering af migrantkrisen, eller rettere sagt den ifølge hende manglende håndtering.

- Der er desperate mennesker, der dør i havet uden om øen, hvor vi holder ferie, i håbet om at få del i en bedre verden.

‘En plads i solen’ - Instruktør: Mette Carla Albrechtsen. Længde: 80 minutter. Verdenspremiere i Empire Bio den 15. marts som en del af CPH:DOX. Har flere visninger i løbet af festivalen, og kan ses på TV 2 fra maj. Læs mere om filmen her.

Læs også