mary
Samfund

Jeg cykler gennem byen, da en mand får øje på mig og råber det ord, der føles som en knytnæve i maven

9. juni 2023
Af Mary Consolata Namagambe
Foto: Privat
KOMMENTAR: ”Vi er klar over, at racisme er forkert, men alligevel har vi et begreb som "hygge-racisme" i vores vokabular. Hvordan kan noget, der forårsager så meget had, smerte og fortvivlelse betragtes som hyggeligt?” spørger Mary Consolata Namagambe i denne kommentar.

Mary Consolata Namagambe er iværksætter og debattør. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

Jeg er på vej hjem til min kæreste på cykel, da jeg pludselig hører jeg en modkørende cyklist råbe "N*gga" efter mig, mens han suser forbi. Jeg vender mig om på cyklen og kigger efter ham, forbløffet og såret. Det føles som en knytnæve i maven.

Uden tøven råber jeg tilbage efter ham, kalder ham en slavehandler, i et forsøg på at vende situationen. Men han forsvinder hurtigt i Københavns travle gader, og jeg fortsætter min cykeltur, fortvivlet og med tårer i øjnene.

Syv år senere er jeg igen på min cykel, på vej til Magasin, efter at have holdt en tale ved en humanistisk konfirmation. Solen skinner, og København summer af sommerliv. Pludselig ser jeg en mand på sin cykel, der ser mig og råber "N*gga" efter mig igen.

Denne gang undlader jeg at reagere, jeg råber ikke tilbage. Jeg kigger bare efter ham, for efter så mange år, hvor jeg har stået på talerstolen og talt om racisme, advokeret for ikke at bruge nedladende og racistiske ord som N-ordet mod afrodanskere, så er jeg træt.

Træt af at blive mødt med den samme fordomsfulde og nedværdigende behandling, selv efter alle mine bestræbelser på at skabe forandring.

Men mine oplevelser er ikke enestående. I vores samfund findes der desværre utallige historier om afrodanskere, der oplever racistiske tilråb og nedværdigende behandling, der er dybt sårende og efterlader varige ar i sjælen.

Her er en række eksempler på, hvad afrodanskere i mit netværk har oplevet.

Tag for eksempel James, der går en tur med sine to børn, da en mand passerer dem og begynder at lave abelyde. James er chokeret og forfærdet over denne nedværdigende adfærd, der ikke blot går ud over ham, men også rammer hans uskyldige børn.

Matthew er midt i en fodboldkamp, fuldt fokuseret på sin præstation. Pludselig bliver han overvældet af tilskuerne, der i stedet for at heppe på holdet begynder at råbe "abe" efter ham. Han forsøger at bevare fokus, men disse nedladende tilråb påvirker ham både mentalt og følelsesmæssigt.

En gruppe kvinder er samlet på Refshaleøen for at fejre en venindes polterabend. De er spændte og klar til at prøve bungy jumping. Men få meter væk står en gruppe hvide mænd og betragter dem.

Pludselig bryder en af mændene ud i latter og brøler med en nedladende tone: "Se, en flok negere". Kvinderne føler sig ydmyget og chokeret over denne nedladende kommentar, der kun har til hensigt at nedgøre og stigmatisere dem på grund af deres hudfarve.

En dag, da Alex træder ind i elevatoren på sin arbejdsplads, opdager han de forfærdelige ord, der er skrevet på væggen: "Er du neger?" Som den eneste afrodansker på arbejdspladsen, må han alene bære byrden af denne utryghed, som disse ord bringer med sig.

En anden dag, da Alex tænder sin bil for at køre hjem fra byggepladsen, hvor han arbejder som murer, punkterer hans dæk med det samme. Han finder et bræt, der er blevet lagt under højre baghjul.

Der er slået fire lange søm i brættet, og der står "Din n*gger, du får dem i hovedet, hvis du bliver her.”

Alle disse eksempler rejser spørgsmålet om, hvem der opmuntrer til og legitimerer, at nogle danskere stadig bruger et racistisk sprogbrug og føler sig berettiget til den type adfærd. Desværre behøver man ikke lede langt for at finde eksempler på dette.

For nylig stødte jeg på en video, hvor Pernille Vermund, formand for Nye Borgerlige, deltager i et program på DR. Med latter i stemmen beskriver hun en person ved at kalde vedkommende "Al Qaeda-neger", og værten afbryder og retter Pernille Vermund ved at sige "nej, nej", mens hun selv griner.

En udveksling, som altså bliver sendt på nationalt tv, og som illustrerer vores samfunds tilgang til racisme. Vi er klar over, at racisme er forkert, men alligevel har vi et begreb som "hygge-racisme" i vores vokabular.

Hvordan kan noget, der forårsager så meget had, smerte og fortvivlelse hos mig og andre afrodanskere, jeg har fortalt om her, betragtes som hyggeligt?

Vi er nødt til som samfund at redefinere vores syn på racisme og reaktionen herpå. Vi skal lære at støtte og lytte til dem, der oplever racisme, og tage affære. Vi må erkende, at ord ikke bare er ord - de skaber vores virkelighed og påvirker vores medmenneskers liv på dybtgående vis.

Læs også