Janni Pedersen
Metoo

Janni Pedersen om medvirken i MeToo-dokumentar: ”Jeg er kun med på grund af min datter”

29. november 2021
af Bonna Haagen Pedersen
Foto: Kaspar Wenstrup
I dokumentaren "Metoo: Sexisme Bag Skærmen" fortæller Janni Pedersen både om sin egen MeToo-oplevelse på tv-stationen og de råd, hun fortryder at have givet andre kvinder.

TV 2-værten Janni Pedersen er en af de kvinder, der står frem og fortæller om sin oplevelse med uønskede seksuelle tilnærmelser i den længe ventede dokumentar om MeToo-kulturen på TV 2, der i dag har premiere på Discovery+.

Hun har indtil nu ikke fortalt, hvordan hun har oplevet kulturen på tv-stationen, hvor hun har været ansat siden 2001.

At hun nu fortæller om sin egen oplevelse og har valgt at medvirke i dokumentaren, sker efter en opfordring fra sin datter. Det fortæller hun til Journalisten.

– Faktisk er jeg kun med i dokumentaren på grund af min datter. Hun siger til mig: ”Det er kvinder som dig, der er nødt til at stille sig frem, fordi I har de bredeste skuldre. Ellers kommer vi aldrig det her til livs. Hvis de ser, at en stærk, kendt kvinde som dig også har været udsat for det, så kan vi ændre det.”

Hun medvirker også, fordi der fortsat er et behov for at sætte fokus på en usund kultur, på TV 2 såvel som i hele samfundet. I sin tid på TV 2 har hun selv oplevet uønskede seksuelle tilnærmelser.

En chef fortalte hende, at hun ville blive fastansat inden for en måned, hvis de havde sex, fortæller hun.

Fortryder råd

Hun beskriver, at der på TV 2 var en kultur, hvor det var almindeligt at snakke om kvinder, der blev forfremmet, som nogle, der ”havde været forbi chefens kontor.”

En kultur, som hun selv overtog og drev videre. Da to kvinder, der blev sladret om, gik til Janni Pedersen for hjælp, rådgav hun den ene, der var praktikant, til at tale med praktikantvejlederen.

En anden praktikant oplevede, at der blev sladret om, at hun skulle have et forhold til cheferne. Hende rådede Jannie Pedersen til at tage en længere kjole på.

Begge råd ser hun i dag som dumme, og hun ærgrer sig over ikke at have spurgt kvinderne, hvordan hun kunne hjælpe.

– Jeg tænkte, at jeg sagde det for at passe på hende, men hun tænkte, at jeg bare stigmatiserede hende mere ved at sige, at det var hendes egen skyld, siger hun.

TV 2 droppede dokumentar

Efter Sofie Linde satte gang i den anden danske MeToo-bølge med sin tale til Zulu Comedy Galla sidste år, gik en række kvindelige TV 2-journalister sammen om en underskriftsindsamling til støtte for Sofie Linde.

Janni Pedersen var en af de første, der skrev under på indsamlingen, der endte med at få 1.615 underskrifter fra kvinder i mediebranchen.

I kølvandet på underskriftindsamlingen opfordrede ledelsen på TV 2 til at fortælle om mulige MeToo-oplevelser i en advokatundersøgelse på tv-stationen.

Her delte Janni Pedersen sin historie, da hun synes, det er vigtigt at tegne et billede af, hvordan kulturen har været på TV 2.

Janni Pedersen sagde også ja til at medvirke i dokumentaren om sexisme, sexchikane og magtmisbrug i den danske mediebranche, som oprindeligt skulle produceres af TV 2's egen dokumentarafdeling.

Hun var stolt over, at TV 2 havde modet til at undersøge sig selv kritisk. I januar 2021 valgte TV 2 dog at stoppe produktionen af dokumentaren, da den handlede for meget om TV 2.

Optagelserne blev slettet, og i stedet måtte produktionsselskabet Impact TV overtage produktionen af dokumentaren og begynde forfra med nye optagelser.

TV 2-dokumentaren ”Metoo: Sexisme Bag Skærmen” kan ses på discovery+ fra i dag.

Læs også