Ayse Dudu Tepe
Portræt

I Ayşe Dudu Tepes nekrolog skal der stå, at hun aldrig elskede for lidt

7. december 2021
Af Emil Foget
Foto: Jonas Pryner
På Vesterbro går Ayşe Dudu Tepe rundt og er optaget af sig selv — på grænsen til at have hovedet oppe i sin egen røv. Hun kan bruge timer på sin sofa på at kigge indad, overveje sig selv og genoverveje sine overvejelser i forsøget på at forstå sig selv og folk. Hendes selvindsigt er enorm, men i hende bor også en barndomsfrygt for at blive forladt.

Hun kan være en nysgerrig sjælefisker, og hun kan være isblå kølighed. Hun kan have et bankende håb for menneskeheden og en sortsynet pessimisme.

Hun er socialklassernes kamæleon, der svæver mellem under- og overklassen. Hun er tilgivende til et uforståeligt punkt og hævngerrig i det uendelige.

Hun er benhård som bankende knoer af marmor, og hun er papirstynd, splintret til atomer i sin sårbarhed.

Hun står ekstremt klart som menneske, indtil din forståelse af hende forsvinder i kontrasternes sprækker. Hun er meget for mange og for lidt for sig selv.

Men hun er altid Dudu. Helt almindelige, fucking unikke Ayşe Dudu Tepe.

"Den der fanger fuglen, fanger ikke fuglens flugt"

– Hvad er dit første minde om at miste noget af betydning egentlig?

Ayşe Dudu Tepes spørgsmål krystalliserer sig i det isnede novembervejr, mens jeg tygger på mit svar. Vi har knapt sat os på en af hendes stambænke ved Halmtorvets rundkørsel på Vesterbro, København.

– At alle mine venner i folkeskolen fra den ene dag til den anden vendte sig mod mig. Et tab af uskyld, fortæller jeg.

Ayse Dudu Tepe
Ayse Dudu Tepe

Senere spørger hun ind til min kæreste (– Hvordan mødtes I? Hvad drømmer hun om? Er du en anden efter, du har mødt hende?).

Hun er opsat på, at det her portræt skal koste mig noget, at jeg skal lære noget om mig selv. Samtidig virker det også til, at hun analyserer mig. Hvor ærlig er jeg? Hvor meget skal hun vise af sig selv?

Spørgsmålene er drevet af den grundnysgerrighed på mennesker, der eksisterer i den 41-årige journalist, debattør, professionelle Spørge-Jørgen og Instagram-influencer med ironisk distance.

Ayşe Dudu Tepe

Er 41 år gammel, journalist, debattør, radiovært og model.

Hun er netop nu vært på podcasten ”Må jeg sidde her?”, hvor hun slår sig ned på en bænk ved siden af et tilfældigt menneske for at høre dem fortælle deres historie.

Podcasten udgives på ALLY – Danmarks nye medie for popkultur med perspektiv.

Du kan høre afsnit seks her. 

 

Nysgerrigheden har altid været der, og hun kan ikke forklare, hvor den kommer fra, siger Ayşe Dudu Tepe, mens hun genfortæller sit første minde.

Hun er fire eller fem år, bor i boligblokkene omkring Axelborg, Horsens (et område der nu er på listen over udsatte boligområder), og sammen med sin veninde Karina er hun gået ud for at besøge folk.

– Jeg gik bare ud og ringede på en dør, og så var vi på besøg hos det her par hele dagen. Til sidst sendte vores forældre en efterlysning ud, og jeg kan tydeligt huske, hvordan politiet bankede på døren og jeg dukkede op helt glad. Jeg rendte rundt og tænkte, at mennesker var vildt spændende.

Den lille pige lever stadig i hende. Allerede inden vi har sat os, har en scene på stamkaffebaren Risteriet, få meter fra stambænken, udstillet hendes kompromisløse tilgang til det at spørge.

Ayse Dudu Tepe
Ayse dudu tepe fotograferet af Jonas Pryner

Da jeg træder ned i Risteriet er hun i fuld gang med at spørge ind til den ene barista, der har en søster. Ayşe Dudu Tepes opfølgende spørgsmål er:

– Vil du ønske, at du var mere som din søster?

En anden ansat, Clara Tipsmark, fortæller, at hun har en Dudu-power for at skabe ærlige rum. Ayşe Dudu Tepe opfordrede hende efter en kort samtale til at søge kognitiv terapi. En opfordring hun fulgte.

Veninden Sanne Cigale Benmouyal formulerer det sådan her:

– Hun tager sig tid til at tale med alle, men hun vader også ind i folk. Hun er virkelig direkte.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Kaffebaren er en del af Ayşe Dudu Tepes rutine, der ser sådan her ud: Hun vågner i lejligheden på Vesterbro mellem 9 og 10. Tæt ved Halmtorvet, Risteriet og Stambænken.

Så går hun ud i køkkenet, drikker kaffe og hører podcasts (BBC Radio 4, Genstart og The Daily), mens hun spiller Candy Crush (hun er i level 2132) eller Brawl Stars, og så går hun de få meter ned til kaffebaren, bestiller en Dudu special (en blanding af en latte og en cappucino lavet på havremælk og serveret i en take away kop) og spørger.

Efter Risteriet sætter hun sig ud på en af bænkene, der omkranser rundkørslen ved Halmtorvet. Herfra observer hun folk, sig selv og årstiderne.

– For mig handler det om at kigge på mennesker og bare være her. Jeg vil bare gerne være. Jeg behøver hverken skrive eller lave podcast eller andet for at vide, at jeg eksisterer. Jeg er nok værd i bare at være her og være glad for den, jeg er. Der er så meget liv, og der foregår så mange vilde ting i mig, som er interessante at kigge på.

Når hun er færdig på bænken, går hun op i sin lejlighed og fortsætter arbejdet med sig selv.

Magt og afmagt

En gang imellem bliver rutinen forstyrret. Enten af journalistiske opgaver eller modelarbejde. Dagen efter vores første møde flyver hun til Paris for at arbejde med modemastodonten Balenciaga. Derfor er hendes lange hår kulsort for tiden.

Ayse Dudu Tepe
Ayse dudu tepe

Selv tillægger hun ikke rutinen meget betydning. Hun mener ikke, at det siger noget om hende. Men jeg er uenig. Skarpt skåret kan Ayşe Dudu Tepes liv defineres af to begreber: Magt og afmagt.

Rutinens koordinerede præcision er magt. I samme boldgade er hendes nysgerrige spørgen magt. Information er magt.

Og hvis Ayşe Dudu Tepe er til fest, kan du oftest finde hende siddende i udkanten, i fuld gang med at spørge ind til et andet menneske. Genkendelighed i en ukomfortabel situation er at tage magt tilbage.

Hun gør det også klart, at der er noget, jeg aldrig får at vide. Noget der kun er hendes. Magt.

Og det giver mening. For store dele af hendes barndom og ungdom var præget af afmagt og følelsen af værdiløshed. Som danskfødt datter af tyrkiske forældre, følte hun sig som en lus mellem to kulturelle negle.

– Jeg følte mig helt vildt splittet. Jeg skulle hele tiden orientere mig i, hvad andre gjorde, jeg havde ikke min egen stemme. For mine forældre var jeg ikke tyrkisk nok og i danskernes øjne var jeg en perker, der ikke var noget værd.

Ayse Dudu Tepe
Ayse Dudu Tepe

Efter Axelborg flyttede familien til Esbjerg, hvor hun ikke passede ind og blev mobbet. Hendes næse var for stor og kuløren forkert. Afmagt. Derhjemme evnede faren kun at opdrage og irettesatte med vold. Både fysisk og psykisk. Afmagt.

Heriblandt en situation Ayşe Dudu Tepe tidligere har beskrevet offentlig. Hun var 12, da faren kvalte hende. Kontroltab. Og da hun senere i en alder af 17 flyttede hjemmefra, slog forældrene hånden af hende og i mange år, havde de intet med hinanden at gøre. Afmagt.

Hvis Ayşe Dudu Tepes indledende spørgsmål er en test, fejler jeg, for hun holder mig på overfladisk afstand.

Når jeg forsøger at nærme mig, hvordan traumerne har sat sig i hende som voksen, svarer hun kort, at hun har en tendens til at blive vred, når hun bliver såret i stedet for at sætte ord på sine følelser.

Jeg følte mig helt vildt splittet. Jeg skulle hele tiden orientere mig i, hvad andre gjorde, jeg havde ikke min egen stemme. For mine forældre var jeg ikke tyrkisk nok og i danskernes øjne var jeg en perker, der ikke var noget værd.
- Ayşe Dudu Tepe

Altmuligeksistensen slutter vores første møde af med fri recitation af digteren Vagn Christensen, der engang skrev, at “den der fanger fuglen, fanger ikke fuglens flugt”.

Hendes pointe er, at lige meget hvad, så bliver det her aldrig et portræt af hende, det bliver et portræt af os, de nuancer af et menneske, jeg har set.

Og så trykker hun min hånd, skråer over Halmtorvet mod sin lejlighed, tilbage til rutinens repetition.

Sms til Ayşe

Kære Dudu.

Efter vores samtaler, har jeg tænkt en del over, hvordan mine egne traumer kommer til udtryk.

Dybt inde er jeg stadig overbevist om, at mine venner i hvert et øjeblik kan vende sig mod mig. At de i virkeligheden ikke gider mig. Derfor har jeg tendens til selvsabotage.

Et scenarie, hvor det kommer til udtryk, er, når jeg skal invitere til arrangementer. Lad os sige min fødselsdag.

Jeg inviterer så tæt på dagen, at de færreste kan. Bare for at bevise min egen falske præmis. Så jeg retfærdigt kan sige til mig selv "Se, de gider dig ikke".

Kærligst, Emil.

"Fuck den nekrolog"

Der er nærmest intet vigtigere i Ayşe Dudu Tepes liv end hendes nærmeste. Under vores første møde snakkede vi om hendes nekrolog, når det uundgåelige sker. På flydende Dudusk og med et glimt i øjet lød det:

– Fuck den nekrolog. Og hvem skal skrive den? En eller anden fucking journalist på Politiken, der bare lister mit cv op. De kender mig ikke. Det gør mine venner og dem, der elsker mig.

Ayşe Dudu Tepe behandler sine nære relationer som parforhold. Der er ingen forskel på, hvor meget hun er til stede i relationerne.

Det er velkendt i vennegruppen, at har man et problem, kan man altid ringe på hos Dudu og komme op på hendes koltuk (tyrkisk for sofa) til en smøg, kaffe eller vand (derudover er køleskabet tomt), og så går hun ind i dig.

En af dem, der mere eller mindre har boet på sofaen, er journalist og radiovært Sanne Cigale Benmouyal. I en periode på to år sad veninderne i en “fælles psykose” og plejede deres hjertesmerter efter breakups.

Et sadomasochistisk projekt, der i 2018 udviklede sig til kærestesorggruppen i Mariakirken, hvor alle kan komme og lette deres hjerte.

– Dudu kan virkelig godt lide virkeligheden, hun kan godt lide livet og har ikke behov for at flygte fra det. Hun går ind i smerten og har det vildt. Og så kan hun rigtig godt lide at facilitere. Hun skaber lommer for folk, der har det weird. Hun vil gerne fixe folk, der har det dårligt, siger Sanne Cigale Benmouyal.

Dudu kan virkelig godt lide virkeligheden, hun kan godt lide livet og har ikke behov for at flygte fra det. Hun går ind i smerten og har det vildt.
- Sanne Cigale Benmouyal

Hun sidder i et S-tog på vej ind til DR-byen for sammen med Anders Lund Madsen at afvikle et radioprogram om danskernes hemmeligheder.

– Dudus hemmelighed er, at hun ikke lader alle vide, hvor blød hun er. Hvor sårbar hun egentlig er. Hun er det blødeste menneske on the inside. Og så er hun bange for at føle sig værdiløs.

Forsvindingsnumre

En af dem, der har fået Ayşe Dudu Tepe til at føle sig værdiløs, er veninden Maya Tekeli. De to kender hinanden fra det originale Radio24syv, men blev særligt venner efter, at radiokanalen lukkede.

– Jeg føler, at vi har været venner hele livet. Hun har været enormt interesseret i at lære mig at kende som person, og at jeg skal lære hende personligt at kende. Hendes selvindsigt kan godt forveksles med selvoptagethed. Hun sætter sig selv først, mens hun gør alt for at hjælpe folk omkring hende, siger Maya Tekeli og tilføjer:

-Dudu plejer at sige "først dig selv og så lige bagefter, dem du elsker".

I starten af året fik Maya Tekeli et nyt job. Hun begravede sig i det og samtidig fik hun det psykisk dårligt. Hendes reaktionsmønster er at skubbe folk væk. Heriblandt Dudu.

Hendes selvindsigt kan godt forveksles med selvoptagethed. Hun sætter sig selv først, mens hun gør alt for at hjælpe folk omkring hende.
- Maya Tekeli

I otte måneder snakkede de kun sporadisk. Eksempelvis sendte Maya Tekeli en rosende sms efter at have læst en af Ayşe Dudu Tepes artikler. Hun svarede kortfattet tak. Det samme da Maya rakte ud og ønskede tillykke med fødselsdagen. Ayşe Dudu Tepe bliver isblå kølig kortfattethed, når hun bliver såret.

– Jeg hader, når folk laver forsvindingsnummeret. Det føles som at få skåret hånden af igen, siger Ayşe Dudu Tepe, da vi mødes anden gang på Risteriet.

– Jeg vidste jo godt, at Maya havde det dårligt. Men omvendt følte jeg, at jeg ikke var noget værd. Hvordan balancerer man det?

Langsomt taler vi os ind på Ayşe Dudu Tepes skyggeside. Når hun bliver såret, under hun folk det værste, så de kan føle den smerte, hun selv sidder med.

– Med Maya var det "fuck dig og dit nye liv, du er rigtig noget," loller hun og skærer grimasser.

– Men jeg kunne samtidig sagtens forsvare hendes handlinger over for mig selv. Jeg vidste jo godt, at der var noget andet på spil og da Maya rakte ud, var jeg available igen. Det var som om, at det aldrig var sket. Når folk siger undskyld, så kan jeg tilgive dem stort set alt.

– Jeg undskyldte for ikke at prioritere hende. Og det at undskylde var nok. Når den arena man står i, er kærlighed, så kan man tillade sig at sige alt, siger Maya Tekeli.

Loyal to Familia

Både Maya Tekeli og Sanne Cigale Benmouyal beskriver deres veninde som ekstremt loyal. Grænsende til et punkt, hvor hun glemmer at beskytte sig selv.

– Vi joker med, at hun er Loyal to Familia. Hun vil tjekke op på dig, selvom du har bedt hende ikke gøre det. Men hun er også for loyal til sit eget bedste. Hun glemmer simpelthen sig selv. Du kan behandle hende dårligt, og hun vil stadig være loyal.

Ayse Dudu Tepe
Ayse Dudu Tepe

Ayşe Dudu Tepe er en guru for mange. Og det er alle guruers lod i livet, at nogen ophøjer dem til helligdom, mens andre piller dem ned.

I hendes tilfælde er det datteren, 15-årige Aida Tepe Mattsson, der ser morens konstant selvransagelse som dovenskab.

Det fortæller hun over telefonen, mens hun holder en kort pause fra neglelakssessionen med veninderne.

– Min mor er meget selvstændig. Hun er, som hun er, står ved sig selv og er ikke bange for at sige fra. Men til tider burde hun stramme op og tage ansvar og ikke sidde på sofaen og dovne den. Og så skal hun få et større perspektiv på tingene, for når hun elsker folk, har hun for let ved at tilgive, siger Aida.

Rollerne mellem dem er mere som veninder eller roommates end egentlig mor-datter. På mange punkter er Ayşe og Aida ens, og på mange måder er de vidt forskellige. Eksempelvis håndterer Aida sine følelser ved at sidde med dem selv, hvor Ayşe deler dem og beder sine nærmeste bære smerten med hende.

– Hvad tror du, din mor er bange for? spørger jeg.

– Jeg tror, at hun er bange for at blive såret for meget. Hun bliver set som en stærk kvinde, men hun har virkelig et blødt hjerte. Hun er bange for at lukke nogen ind, hvis de skulle såre hende. Hun er bange for at miste mig. Hun har svært ved at sige, hvad hun gerne vil, når det kommer til hendes følelser.

Aida giver sin mor telefonen igen og vender tilbage til veninderne.

– Er hun ikke fucking sjov?

Der kommer en varme i Ayşe Dudu Tepes stemme, som altid er der, når hun snakker om sin datter.

– Hvad sagde hun om mig?

Jeg gengiver Aidas beskrivelse.

– Jeg er ikke doven, jeg kan bare ikke overskue folk, griner Ayşe Dudu Tepe,

– Og når jeg sidder på sofaen, så lader jeg op til at være der for mennesker. Det er min måde at være i verden på. Men hun har ret. Med dem jeg elsker, har jeg svært ved at sige, hvad jeg gerne vil have. Jeg er så bange for, at folk, jeg holder af, ikke elsker mig. Jeg er bange for at blive såret, og cutte folk ud, fordi jeg har prøvet det på den mest brutale vis med mine forældre.

Ayse Dudu Tepe
Ayse Dudu Tepe

Langsomt kommer vi ind på tilgivelse, noget Ayşe Dudu Tepe tænker meget over for tiden. Tankerne er ansporet af en nære venindes pludselige dødsfald i 2018.

Inden var de to raget uklare med hinanden og i Ayşe Dudu Tepes ord, havde hun undskyldt venindens opførelse, der sårede hende, indtil hun blev nødt til at skære hende ud af sit liv.

Op til venindens dødsfald var hun begyndt at række ud efter Ayşe Dudu Tepe igen, der svarede kortfattet tilbage. Hun havde besluttet ikke at lukke hende ind i sit hjerte igen af frygt for at blive trådt yderligere på.

– Da hun døde, sad jeg med tanken, at jeg skulle have lukket hende ind igen. Jeg har ikke fortrudt, at jeg ikke gjorde det, men jeg kan blive ramt af en skyldfølelse. Nogle gange forestiller jeg mig, at jeg kunne have reddet hende, hvis vi bare var blevet venner igen. I virkeligheden tror jeg, at det har gjort, at jeg giver endnu flere chancer end før. Jeg vil ikke begå den fejl igen, hvor det er uforløst.

Selv håber Ayşe Dudu Tepe, at der kommer til at stå “elskede aldrig for lidt” i hendes nekrolog.

Sms til mig

Kære Emil,

Min datter sagde på et tidspunkt “frie fugle går ikke i terapi”. Måske er frie fugle bange for at miste evnen til at flyve. Eller at brække en vinge. Men mest af alt er de måske bange for at (for)binde sig til verdenen. Til dem selv.

En fri fugl er som en undulat i et bur. En tilskuer til de andres liv. Og hovedpersonen i dens eget liv. En fugl har brug for en mage. En fugl har brug for andre. Fugle er flokdyr. Fugle lever i par. Fugle er statister i hinandens liv. Hvem vil du være: En fri fugl eller en fugl

Hvem er du

Punktum