Tykfobi

Hvorfor provokerer den tykke krop os stadig?

3. maj 2021
af Sabrina Rønning Gade
Foto: Dóra Dúna, Shutterstock, privat
Alle har tilsyneladende en holdning til den tykke krop – og den er sjældent positiv. Selv om tykaktivismen ihærdigt bliver støttet af feminister og nyere fedmestudier, har den åbenlyse idealisering af den slanke og ultraredigerede krop et jernfast greb i samfundet.

Det er ikke det moderne menneskes opfindelse at dyrke kroppen.

Det gjorde de gamle grækere og egyptere også.

Men kropsidealet, eller kropskravet, om man vil, har ændret sig gevaldigt gennem tiden.

Mens man i antikken idoliserede den symmetriske, atletiske krop, var fyldige former et tegn på velstand i barokken, og fra renæssancen og frem mod 1900-tallet snørede korsettet aristokratiets taljer ind.

I 1950’erne ville alle have Marilyn Monroes pinup-krop, altså lige indtil de vil have Twiggy-looket, og der er umiddelbart også langt fra 1980’ernes fitnessdronning Jane Fonda til ’heroin chic’-idolet Kate Moss i 1990’erne.

Når skønhedsidealerne skærpes og bredes ud på en og samme gang, hvor passer den tykke krop så ind henne?

Hvor er den tykke heltinde?

Omkring halvdelen af den voksne danske befolkning har en BMI på over 25 og kan, hvis man ser matematisk på det, karakteriseres som ’overvægtige.’

Imidlertid er det fremmed for os at se den tykke krop i populærkulturens mediepærevælling af film, tv, musik, kampagner, aviser og sociale medier, selv om kropsidealet alle steder og til alle tider har været en foranderlig størrelse.

– Det er langt fra noget nyt, at normer for krop, køn og seksualitet ændrer sig. Hvad der til gengæld er forholdsvis nyt er den massive eksponering af kroppen, som langt de fleste af os dagligt udsættes for gennem brugen af sociale, æstetiske medier som Instagram.

– Af den grund har kendisser som ’Girls’-skaberen Lena Dunham og tykaktivister fra hele verden haft stor indflydelse på de idealer og normer for kropslighed, som vi alle i stigende grad diskuterer indbyrdes, forklarer Camilla Bruun Eriksen, der er forsker i populærkulturens skildring af den tykke krop ved Syddansk Universitet.

Altid den tykke veninde

Der skal meget til for at rykke på den fedtforskrækkelse, der spirede i 1800-tallets Vesteuropa og sidenhen har slået rødder i regneark og statistikker verden over.

Da den belgiske matematiker Jacques Quetelet fandt frem til den ’normale’ vægt, satte han samtidig kropsidealet i bås.

Mange år senere, i 1972 for at være præcis, inspirerede hans studier BMI-formlen, som stadig bruges i dag, selv om den hverken tager højde for knoglebygning eller muskelmasse. 

– Sundhedsvæsnet bruger BMI som målestok for, om man er ’overvægtig’ eller ej. Termerne ’overvægtig’ og ’fed’ fortæller os dog meget lidt om det enkelte menneskes sundhedstilstand.

– Det er et tal, som placerer os i en kasse, men indholdet af kassen fortæller BMI ikke noget om, beskriver Maj Hedegaard Heiselberg, som er antropolog og postdoc ved Roskilde Universitet. 

Med den tynde krop som et fastgroet ideal kan synlig fedme blive udskammet og lede til negative fordomme og diskrimination.

Fedme kan være et tegn på diabetes, højt blodtryk og slidgigt, men vores forståelse af henholdsvis det at være sund og usund er i mange tilfælde usammensat.

Fedme indtager en femteplads på WHO’s liste over risikofaktorer, der fører til tidlig død, men ifølge Videnskab.dk øges dødeligheden faktisk med 15 % ved vægttab.

Videnskaben er dermed med til at understrege kompleksiteten i emnet, for ’overvægt’ er et samspil af mange ting: gener, bakterier og miljøpåvirkninger, og ikke nødvendigvis et resultat af en karakterbrist, som populærkulturen ellers nogle gange lægger op til, hvor den tykke ven/veninde er en arketypisk, taberagtig figur – og kun meget sjældent ’love interest’.

– Der er ingen tvivl om, at populærkulturen er med til at opretholde forestillingen om, at sundhed og slankhed – og omvendt tykhed og usundhed – hænger uløseligt sammen. Det bliver let til et spørgsmål om ’hønen og ægget.’

–  Er det en forudgående sundhedsmæssig diskrimination, der har ført til, at den tykke krop latterliggøres i populærkulturen? Eller gør populærkulturens historisk lange stigmatisering af den tykke krop, at vi fortsat ikke har et komplekst blik på tykhed og sundhed?

–  Sammenfiltringen har betydet, at vi faktisk har mere end svært ved at forestille os den tykke krop som en størrelse, der kan være glad, tilfreds, veluddannet, lækker og i kontrol – og når sådanne fortællinger om den tykke krop mere eller mindre udebliver, ja, så opstår der selvsagt et problem med repræsentation, siger Camilla Bruun Eriksen.

– Der er ingen tvivl om, at populærkulturen er med til at opretholde forestillingen om, at sundhed og slankhed – og omvendt tykhed og usundhed – hænger uløseligt sammen. Det bliver let til et spørgsmål om ’hønen og ægget.’

–  Er det en forudgående sundhedsmæssig diskrimination, der har ført til, at den tykke krop latterliggøres i populærkulturen? Eller gør populærkulturens historisk lange stigmatisering af den tykke krop, at vi fortsat ikke har et komplekst blik på tykhed og sundhed?

–  Sammenfiltringen har betydet, at vi faktisk har mere end svært ved at forestille os den tykke krop som en størrelse, der kan være glad, tilfreds, veluddannet, lækker og i kontrol – og når sådanne fortællinger om den tykke krop mere eller mindre udebliver, ja, så opstår der selvsagt et problem med repræsentation, siger Camilla Bruun Eriksen.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Tykfobi, hvad er det egentlig?

Når sundhedssystemet indikerer, at fedme er en hæmsko for samfundet, bliver den tykke krop let mobbernes bytte, og den grundlæggende antagelse, at det at være tyk altid er noget dårligt, borer sig fast i bevidstheden.

Med forskningsprojektet “FAT” (Feminist Activism in Transition), der er finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond, undersøger Maj Hedegaard Heiselberg sammen med Lene Bull Christiansen, hvad tykforbi egentlig er for en størrelse i podcastserien “De Fede Feminister”:

– Med tykforbi kommer vi til at se ned på tykke mennesker, frygte selv at blive tykke og føle os forkerte, hvis vi er tykke. Tykforbi er et begreb, som synliggør den diskriminering og stigmatisering, som tykke mennesker oplever på et individuelt, socialt og samfundsmæssigt plan.

– Tykforbi findes overalt – når tykke mennesker kigger sig i spejlet og synes, at de er grimme og usexede, når de bliver råbt ad på gaden, og når samfundsinstitutioner som sundhedsvæsenet behandler tykhed som et udtryk for en usund krop, dovenskab eller dumhed, siger Maj Hedegaard Heiselberg.

I arbejdet med tykforbi og tykaktivisme kommer definitionsapparatet i brug, for bestemte ord er proppet med negative konnotationer.

– Mange synes, at ’overvægtig’ er en ’pæn’ måde at sige det på, men i virkeligheden siger man, at nogen vejer ’over’ det, de skal, og det er problematisk. ’Fed’ bruges som oftest som et skældsord eller til at beskrive, hvad der opfattes som en meget problematisk sundhedstilstand.

– ’Tyk’ derimod er et neutralt, beskrivende tillægsord, som i sig selv ikke er negativt. Det er en beskrivelse af det modsatte af tynd. En tyk bog. En tyk sweater. Når tykaktivister eller kropspositivister bruger ordet uden at tillægge det negativ værdi, er det altså et forsøg på at tage det tilbage.”

Gør det private politisk

Som en del af “FAT”-projektet kæder Maj Hedegaard Heiselberg tykaktivisme sammen med fjerdebølgefeminisme, for uanset hudfarve, størrelse og kunnen handler feminismen netop om retten til at leve i og med sin krop.

– I en dansk kontekst er det relativt nyt, at tykhed også er en del af den feministiske kamp for retten til at bestemme over egen krop, men i takt med at det bliver tydeligere, hvordan tykke mennesker forskelsbehandles og diskrimineres på grund af kropsstørrelse, bliver tykhed også et feministisk spørgsmål på lige fod med andre intersektioner som race, etnicitet, klasse, køn, seksualitet og kropskapabilitet.

Mens “The Fat Acceptance Movement” har eksisteret siden 1960’erne, søger flere og flere nye aktivister mod Instagram, hvor et voksende netværk af kvinder deler ucensurerede billeder og støtter hinanden i forsøget på at normalisere den tykke krop.

Heriblandt finder man kendte danske navne som Ida Rud fra DR3-serien “Tykke Ida” og “Idas fede fatcamp,” Helene Thyrsted, der blev kendt fra den skandinaviske dokumentarfilm ’Fat Front,’ komikeren og forfatteren Sofie Hagen og den australske komiker Celeste Barber, der høster likes under #celestechallengeaccepted, hvor hun gør grin med tynde kendissers/modellers afklædte Instagram-billeder.

Maj Hedegaard Heiselberg har i særdeleshed forsket i den danske tykaktivisme på Instagram, og det blomstrende fællesskab er nødvendigt for at gøre det private politisk.

– Instagram tilbyder en platform, hvor flere stemmer fra forskellige steder i verden kan mødes og dele private erfaringer og oplevelser. Ved at lytte til hinanden og se andre tykke mennesker stå ved deres kroppe får mange et nyt perspektiv på deres personlige oplevelser.

– Gennem disse nye perspektiver og erkendelser opstår der et behov for at ændre på tingene og skabe en politisk forandring. På den måde er det private og det politiske uløseligt forbundet, lyder det fra Heiselberg.