Menstruation
15. august 2022

Hurra! Fra i dag er bind og tamponer gratis i Skotland

Du behøver ikke længere stoppe trusserne med toiletpapir, hvis du er blødt igennem i Skotland. Fra i dag er bind og tamponer nemlig frit tilgængelige i offentlige bygninger.
Af: Af Maria Brus
Hænder der holder en tampon og et bind

Foto: Colourbox

Scene: Du står på et offentligt bibliotek i Glasgow, Skotland, da du opdager, at du har fået menstruation.

Din umiddelbare panik over, at du har glemt bind, erstattes hurtigt af lettelse – du bor nemlig i det første land i verden, der har vedtaget en lov om, at menstruationsprodukter som bind og tamponer skal være frit tilgængelige i offentlige bygninger.

Loven, der blev vedtaget i 2020 ved en enstemmig afstemning i parlamentet, træder i dag i kraft, skriver nyhedsbureauet AFP ifølge Ritzau.

Loven skal være med til at bekæmpe såkaldt ”menstruationsfattigdom”, der dækker over, at der er kvinder, der har svært ved at få råd til at købe menstruationsprodukter en gang om måneden.

Dengang loven blev vedtaget, vakte den opsigt herhjemme.

Daværende ligestillingsminister Peter Hummelgaard kaldte det i et facebookopslag ”en afsporing af ligestillingsdebatten” og mente, at der var større problemer at prioritere.

Det fik 133 kvinder til at skrive et åbent brev til ministeren med det klare budskab: menstruation er politisk.

”Ud fra dit opslag lader det til, at du har glemt, at menstruation er en kropslig erfaring, som halvdelen af befolkningen har, og som vi er mange, der i det daglige gør os umage for at håndtere, så vi kan indgå som produktive medborgere i det danske samfund,” skriver de blandt andet.

De argumenterede for, at selvom Danmark er et rigt land, så er der stadig grupper, der kan have svært ved at få råd til menstruationsprodukter.

Sikander Siddique fra Frie Grønne stillede dengang et forslag i Folketinget om gratis menstruationsprodukter på offentlige toiletter herhjemme, som dog ikke fik meget opbakning.

Et af de mere kulørte indslag i den debat, der fulgte forslaget, kom fra medlem af Folketinget for Ny Borgerlige, Lars Boje Mathiesen. Han argumenterede for, at så måtte kvinder planlægge det noget bedre. Ligesom han.

Han mente, at det svarede til, at der skulle være gratis underbukser på offentlige toiletter, hvis han nu kom til at, ja, skide i bukserne (han undskyldte til Pia Kjærsgaard for formuleringen).

Hverken Frie Grønnes forslag eller Boje Mathiesens modforslag fik særlig meget luft under vingerne, så herhjemme ligner det, at vi kan kigge langt efter frit tilgængelige bind og tamponer.

Men i Skotland fejrer man, at den nye lov nu træder i kræft.

- Stolt af at have stemt for den første banebrydende lovgivning, som gør Skotland til det første land i verden, der tilbyder gratis hygiejneprodukter til alle dem, der har brug for det, skriver den skotske førsteminister, Nicola Sturgeon, ifølge AFP på sit twitterprofil.

Læs også