Hun var stadig rundtosset fra narkosen, da lægen kom med en besked, som ændrede hendes liv for altid

Christina Thomsen har næsten lige lagt sig op på briksen, da gynækologen, der skal undersøge hende, bliver helt stille.

Øhm, siger hun, tag du lige dit tøj på, så snakker vi sammen.

Da Christina har fået tøjet på, sætter hun sig over for gynækologen, der tager en dyb indånding, inden hun siger:

– Jeg bliver simpelthen nødt til at fortælle dig, hvad det er, jeg ser.

Christina fæstner blikket på et punkt bag gynækologen, mens hun hører ordene livmoderhalskræft og svære celleforandringer.

– Hører du, hvad jeg siger, spørger gynækologen.

– Du virker ret fattet.

Christina nikker. Hun er 25 år. Hun har det godt, føler sig sund og rask. Måske de endelige prøver viser noget andet, spørger hun.

Dem får vi svar på om en uge, svarer gynækologen, inden hun sender Christina ud af døren.

Nede på gaden går Christina i stå. Hun prøver at ringe til sin kæreste, men han tager ikke telefonen, så i stedet får hun fat på sin far.

Jeg vil bare høre, om jeg ikke kan komme over og få et kram, siger hun og gentager så de ord, gynækologen lige har sagt. Kræft. Celleforandringer. Keglesnit. Der bliver stille i den anden ende af røret.

– Man går jo lidt i baglås, når man hører ordet kræft, siger Christina Thomsen.

– For de fleste omkring en er man næsten allerede død.

Den følgende uge slæber sig af sted. Christina begraver sig i arbejde og træning. Men så er tiden pludselig gået, og hun sidder igen på gynækologens kontor.

– Christina, det er kræft, siger gynækologen, men fortæller også, at det kan fjernes med et keglesnit, en operation, hvor man fjerner en lille del af livmoderhalsen, så det ikke går ud over hendes fertilitet.

På en måde er begge beskeder en lettelse.

I mange måneder har Christina haft på fornemmelsen, at noget var galt, siden hun i efteråret begyndte at pletbløde. Men selv om hun gik til lægen ad flere omgange, blev hun igen og igen afvist med den begrundelse, at alt så fint ud.

Nu ved hun, hvad det er.

– Og så er det på en måde nemmere at gå i survival mode, som hun siger.

Ugen efter ligger Christina igen på briksen, denne gang på Herlev Hospital.

Hun er stadig rundtosset efter narkosen, da overlægen kommer ind og siger, at de har fundet mere end først ventet. Svulsten er over tre centimeter i diameter og vejer godt 200 gram.

– Det betyder, at vi skal fjerne hele din livmoder, siger lægen.

Og så: Det vil sige ingen børn.

Christina har det som om, alt bliver gennemsigtigt rundt om hende. 14 dage senere erklæres hun rask efter en vellykket operation.

– Det føles helt surrealistisk, fortæller hun.

– Jeg har lige været dødeligt syg, og så bliver jeg erklæret rask, og samtidig skal jeg forholde mig til, at jeg ikke kan få børn.

Det er 10 år siden, at Christina, der i dag er 35 år, mistede muligheden for at blive gravid, men selv om hun har fine æg, er der ingen udsigt til, at hun kan blive mor på grund af den gældende danske lovgivning om rugemoderskab.

– Jeg drømmer så inderligt om at stifte familie, men den drøm er desværre bare ret uopnåelig, som det ser ud i dag.

Det til trods for, at Det Etiske Råd sidste år kom med nye anbefalinger på området, hvori de opfordrede til at lempe lovgivningen.

Ifølge Etisk Råd bør det være lovligt for sundhedspersonale at assistere med insemination, så kvinder som Christina kan gøre brug af en altruistisk rugemor, hvilket vil sige, at kvinden ikke modtager betaling for at bære barnet som ved kommercielt rugemoderskab.

En praksis der i dag er ulovlig, hvilket Christina har svært ved at forstå.

– Jeg føler, at jeg tilhører en usynlig gruppe, som ingen rigtig har interesse i at hjælpe, siger hun og nævner statsminister Mette Frederiksens (S) nytårstale, der blandt andet handlede om mere hjælp til ufrivilligt barnløse.

– Jeg synes jo, at det er vidunderligt, at folk kan få hjælp til at få flere børn, men hvad med os, som bare gerne vil have hjælp til at få ét?

Som lovgivningen ser ud i dag, er Christinas eneste mulighed for at blive mor at gøre brug af en udenlandsk rugemor. En proces, der hurtigt kan løbe op i mange hundredtusinder kroner.

– Vi taler om op mod en million kroner, siger Christina.

– Og samtidig vil jeg jo også gerne sikre mig, at det bliver gjort ordentligt. Jeg vil ikke gøre brug af en klinik, hvor kvinderne bare fungerer som en slags rugemaskiner.

Hendes manglende muligheder gør, at Christina føler sig uretfærdigt behandlet. Hun føler sig ekskluderet og overset, især fordi det var en fejlvurdering fra hendes egen læge, der gjorde, at kræften ikke blev opdaget tidligere.

– På en måde er det staten, eller i hvert fald en statsautoriseret læge, der har frataget mig muligheden for at få børn, men alligevel kan jeg ikke få nogen hjælp.

Christina har fået medhold fra Patienterstatningen i, at hun med al sandsynlighed kunne have nøjedes med et keglesnit, hvis hendes læge havde taget hendes bekymring om pletblødning alvorligt og henvist hende til en gynækolog tidligere i forløbet, hvilket femina har set dokumentation for.

– På mange måder tror jeg, at det først nu er gået op for mig, hvad det er, jeg har været igennem, siger Christina.

– Det er først nu, næsten 10 år senere, at jeg forstår, hvad jeg egentlig har mistet.

– Og samtidig synes jeg, at det er så absurd, at vi lever i et land, hvor jeg kan få penge for at donere mine raske æg til andre kvinder, men ikke få lov til at bruge dem selv.

Hvordan mener du, at lovgivningen på området bør se ud?

– Mit drømmescenarie er, at kvinder, der er færdige med at få børn og som godt kan lide at være gravide, kan blive rugemødre for kvinder, der ikke selv kan bære børn, mod et symbolsk beløb. Ligesom det, Etisk Råd anbefaler.

– Der er flere kvinder, der har tilbudt at hjælpe mig. Min mor har også tilbudt at være min rugemor, men igen, så står lovgivningen i vejen, fordi det i dag er den kvinde, som bærer barnet, som bliver dets juridiske mor, selv hvis det ikke er hendes æg.

Hvorfor tager du ikke til udlandet, hvor du kan få den hjælp, du efterspørger?

– Jamen, det ville jeg måske også gøre, hvis jeg havde pengene. Men det er som sagt meget dyrt, og jeg ønsker ikke at gøre det i et land, hvor man ikke ved, om det foregår under regulerede forhold.

Mange taler om barnets tarv i forbindelse med rugemoderskab. Hvordan forholder du dig til det?

– Ja, der er jo sikkert flere, som vil argumentere for, at det ikke er en menneskeret at få børn, men jeg synes, at man skal have et valg, have muligheden. Og det ville jo virkelig være et ønskebarn …

Tror du, at lovgivningen bliver ændret, så du kan nå at gøre brug af den?

– Jeg ved det ikke. Det kan godt være, at det er for sent for mig, men så drømmer jeg om, at min historie måske har presset lidt på i forhold til at få politikerne til at forholde sig til det, slutter Christina.