”Hun må da fryse,” tænker du. Men kvinden uden jakke har fokus på noget helt andet

Isabella Hindkjær er chefredaktør på femina. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

Har du nogensinde stået i byen sent på aftenen og betragtet en ung kvinde uden sin jakke og uden særlig meget tøj på og tænkt: Nøøøj, hvor må hun fryse?

Måske har du selv været den kvinde? Så ved du, at nej, det gør hun ikke nødvendigvis. Det findes der en videnskabelig forklaring på.

For nylig undersøgte forskere ved University of South Florida netop dét. Ved at stå uden for amerikanske natklubber i fem aftener og tale med og tage billeder af kvinder, nåede de frem til, at når kvinder ser sig selv udefra, fryser de mindre. Selvobjektivisering, kalder de det, når vi er optaget af andres blikke på os.

På den måde flyttes fokus fra det indre til det ydre, og opmærksomheden mod kroppens signaler – sult, træthed, følelser, temperaturforandringer – må vige for udseendet, forklarede de. Og det er sådan set ikke overraskende, men det er lidt trist.

Det er trist at tænke på al den tid, vi bruger på at se os selv gennem andres øjne. Mere specifikt mænds.

“Som kvinde lærer man tidligt at se sig selv med mandens øjne, og man bliver defineret af mandens begær efter en,” siger forfatter Cecilie Lind og kalder det “kulturelt skørt”, hvordan vi på den måde lærer at betragte os selv udefra.

Enhver ung kvinde ved, at det kan være svært at blive betragtet som et seriøst og ligeværdigt menneske. Enhver ældre kvinde ved, at det kan være svært at blive taget i betragtning i det hele taget.

Og sådan går halvdelen af vores liv med at være objekter, og den anden halvdel med at være usynlig. For sådan har mænd i århundreder set på os, og med tiden har det formet kulturen og dermed vores syn på os selv.

“Når du hele tiden internaliserer det mandlige blik, som du jo gør, når det er mandlige fotografer og mænd, der skriver bøger, vil det blive sådan, du ser dig selv,” siger Lind. Og derfor skriver hun fra et udgangspunkt, hvor blikket for en gangs skyld ikke tilhører den ældre mand, der objektiviserer – men pigen, han gør det mod.

Det er for en gangs skyld hendes stemme og hendes begær, der er i centrum. Hun er ikke bare en lokkedue, der lægger fælder for mænd. En narrativ, som mænd ellers siden tidernes morgen har brugt til at fralægge sig ansvar.

For som Lind siger: “At der er en lyst hos en ung pige, der retter sig mod voksne mænd, er ikke det samme, som at det er okay at udnytte det.”

Men begæret findes i pigen – side om side med ideen om, at vores ungdom og seksualitet er vores vigtigste valuta, fordi det er det, vi lærer. Så hvad med at vi i stedet lærer unge kvinder at udforske lysten på vores egne præmisser?

Det kræver, først og fremmest, at man kan mærke sin krop. Når den er kold, varm, glad, tændt eller trist.