Isabella Hindkjær
Kommentar

Da jeg som 25-årig blev gravid med mit første barn, svor jeg én ting

8. juni 2022
Af Isabella Alonso de Vera Hindkjær
KOMMENTAR: Vi har brug for en samtale om den ubetingede, grænseløse kærlighed. For bør den egentlig være et ideal, spørger chefredaktør Isabella Hindkjær.

Isabella Hindkjær er chefredaktør på femina. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

Da jeg som 25-årig blev gravid med mit første barn, svor jeg én ting: Jeg skulle aldrig være en martyr. Ud over at et martyrium ikke rigtig klæder nogen, er det i mine øjne den største byrde, du kan pålægge et barn.

Følelsen af, at din mor ofrede sig for dig, er ikke spor rar – den tynger, presser og skaber følelser som skyld og skam.

Historisk har vi som samfund kultiveret ideen om, at kvinder forløser sig selv i moderskabet. Og der bor stadig i vores kollektive forventning en nærmest bibelsk idé om, at vi bliver den, det altid har været meningen, at vi skulle være, når vi får børn.

Den selvopofrende jomfru Maria, der altid taler med blid stemme og ligner et renæssancemaleri, uagtet de skrigende børn der er i færd med at hælde spaghetti ud over sig selv og splitte huset ad. Den mor vil jeg ikke være. Og den mor kan jeg ikke være. 

For sandheden er, at man er mor, som man er menneske. Det siger forfatter Susanne Cordes.

I sin delvist selvbiografiske debutroman, “Jeg udånder spøgelser”, udforsker hun nemlig relationen mellem mor og datter. Fordi det kan være svært at være mor og – for rigtig mange mennesker – at have en mor.

Cordes peger på, at vi i de yngre generationer er blevet gode til at tilgive os selv som mødre. Men hun synes ikke, vi er lige så gode til at tilgive vores egne mødre.

Og av-av, den går rent hos sådan en som mig, der egentlig lever o.k. fint med min egen moderlige fejlbarlighed, men til tider stadig kan være alt for hård ved min egen mor.  

I en tid, hvor vi i litteraturen, kronikker og på det store lærred hudfletter og endevender moderskabet, har vi fortsat brug for en samtale om, at mødre faktisk kun er mennesker, formet af de erfaringer og svigt, vi selv har oplevet i vores liv.

Og intet menneske kan nogensinde undslippe sig selv, heller ikke i kærligheden til vores børn.

Og vi har brug for en samtale om den ubetingede, grænseløse kærlighed. For bør den egentlig være et ideal?

Idealer trækker skuffelser med sig, siger Cordes – der selv har fire børn – og foreslår et mere pragmatisk syn på kærligheden.

“Selv ikke en mor kan give alt hele tiden,” siger hun. Amen, siger jeg.