Isabella Hindkjær
Kommentar

“Jeg ser mange mænd, der er så klar til at lade sig ligestille i deres egen familie. Men jeg ser også mange kvinder, der ikke er”

5. august 2022
Af Isabella Hindkjær
Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann
Kommentar: Vi har forkastet myten om, at mænd har patent på magt. Det er på tide, at vi kasserer forestillingen om at kvinder har monopol på omsorg, skriver chefredaktør Isabella Hindkjær.

Forleden fik jeg en mail “vedrørende kønsforræderi”, som der stod der i emnefeltet. Kønsforræderen, det er er mig, og det handler om barsel.

Nærmere bestemt den nye lov, der sikrer 11 ugers øremærket barsel til både mor og far eller medforældre, og derefter er der 26 uger, som i udgangspunktet kan fordeles ligeligt mellem forældrene.

Som sidste mand i Norden er Danmark – takket være et ordentligt los fra EU – kommet i mål med en lovgivning, der sikrer en mere ligelig fordeling af barslen mellem forældrene. Det er et historisk fremskridt – for ligestillingen, for samfundet, for økonomien. Og for børnene.

Det tillod jeg mig, at mene allerede tilbage i efteråret, da loven blev vedtaget. Det er derfor heller ikke første gang, nogen beskylder mig at forråde mit køn.

Jeg er også blevet kaldt en dårlig mor, en forbandet kyniker og en falsk feminist. Alt sammen af andre kvinder.

Min mand – han hedder Rasmus – og jeg har snart været nogens forældre i fem år, og i den tid er det gået op for mig, at der er visse ting, jeg bare er bedre til end ham, fordi jeg er børnenes mor.

Jeg har lavet en liste over dem, og den kommer her:

  1. At føde.
  2. At amme.

 

Nu er listen slut. (Hvis Rasmus skulle lave en liste over ting, han er bedst til, vil den bl.a. inkludere at putte til natten, Aula og at huske skiftetøj).

Vores forældreskab bygger på grundantagelsen om, at fra det øjeblik baby debuterer uden for livmoderen, er far og mor lige vigtige. Med andre ord: Mor er ikke bedre end far.

Jeg mener ikke, det er en kontroversiel holdning. Men det er der mange af kvinderne i mit liv, der gør. Min mor, min svigerinde, flere af mine veninder – og rigtig mange af jer, vores læsere, synes, at det jeg siger, er forkert.

Min holdning til lige barsel kostede eksempelvis femina en del følgere på Instagram (der kom til gengæld en del nye til).

Vores kommentarspor og min mail har været fyldt med protester over, hvor katastrofalt det var, at en kvinde – og tilmed en chef for et kvindemedie – kan se verden på den måde:

Ved jeg ikke, hvor katastrofale konsekvenser loven vil få? For børnene, der kommer tidligere i vuggestue? For amningen, der bliver afbrudt? For kvinder, der har brug for at komme sig oven på en fødsel? En enkelt skrev ligefrem, at min leder føltes som et overgreb.

Først og fremmest: Jeg hører jer. Jeg tager jeres kritik seriøst.

 

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

I føler, at der bliver taget noget fra jer. Og jeg kan mærke, hvor voldsomt uretfærdig I oplever den nye virkelighed, vi er trådt ind i denne uge. I sig selv kan debatten for- og imod den nye lov føles som den vildeste slagmark, hvor alle ord er farlige, fordi de rammer ned i vores ømmeste og mest følsomme sted: vores familie.

Jeg anerkender fuldt ud, at en graviditet og fødsel er en kraftpræstation uden lige. Jeg anerkender, at amning er vigtigt og rigtigt, ikke for alle, men for mange. Andet ville være mærkeligt, når jeg selv har gjort det to gange.

Men jeg anerkender ikke, at loven skader vores børn.

I min optik kan det ikke overdrives, hvor smukt og vigtigt det er, at et lille barn nu får muligheden for at opnå en stærk tilknytning til begge forældre tidligt i livet. Der hvor jeg står, kan det aldrig blive et problem.

Den nye lov sikrer børnene det samme antal uger som den gamle. Den sikrer medmødre, eneforældre og giver endda mulighed for i nogle tilfælde at flytte barslen til andre familiemedlemmer.

Vi taler meget om modstanden mod den nye lov som om, den kommer fra mændene. Som om hovedparten af dem ikke vil tage barsel. Og vi antager, at en stor del af de danske børn dermed vil begynde tidligere i vuggestue.

Men en undersøgelse viser, at 7 ud af 10 mænd vil benytte deres ret til barsel. Så kan det godt være, at nogle medier og politikere vælgere at rette deres fokus mod mindretallet, der ikke vil gøre brug af barslen, men sandheden er, at det er opløftende tal – som formentlig vil stige i takt med at mænds barsel normaliseres kulturelt, og flere arbejdspladser styrker mændenes rettigheder.

I virkeligheden tror jeg ikke, at modstanden mod loven handler mest om børnene. Jeg tror, den handler rigtig meget om os. Fordi mange af os kvinder faktisk mener, at mor har mest ret.

Jeg hører os stadig sige ting, som at “mor er den bedste i verden”. Jeg har oplevet i mødregrupperne – de små ude i hjemmene og de store på Facebook – hvordan, vi gør grin med alle de ting derhjemme, mænd gør forkert, og hvordan de ofte bare går i vejen.

Det er for sjov, siger du, ja, men der findes en lige linje mellem den slags jokes og de rasende kommentarer, der kalder den nye barselslov for “unaturlig” og “statsligt omsorgssvigt”.

De er et billede på en kultur, hvor mange moderne, veluddannede, unge kvinder stadig insisterer på at opretholde et omsorgsmonopol, der bliver båret frem med argumenter baseret på biologisk determinisme.

Og den slags kommentarer er åbenlyst gennemsyret af mistillid til, at mænd overhovedet har lyst til at tage barsel – og hvorvidt de evner det. I min optik er det måske mest nedladende man kan tænke om den, man har valgt at sætte børn i verden sammen med. Hvis jeg var mand, ville den slags give mig lyst til at gribe faklen, samle gutterne og storme ud i gaderne.

Jeg er optimist, når jeg ser på mændene i min generation og dem, der er yngre.

Jeg ser mænd, der stiller krav til sundhedspersonalet om at de bliver inkluderet i deres koner og kæresters forløb med graviditet og fødsel. Mænd, der taler åbent om at også de kan få en efterreaktion, når barnet kommer til verden. Jeg ser mænd, der ønsker sig at arbejde mindre i de år, hvor børnene er små, og stiller krav til at vi indretter samfundet mere familievenligt.

Jeg ser så mange mænd, der er så klar til at lade sig ligestille i deres egen familie. Men jeg ser også mange kvinder, der ikke er.

Og nu har vi en lov, der endelig giver fædre ret og hjemmel. Men det er først nu, vi går i gang med den store kulturændring, og her er mødrenes opbakning afgørende. Hvis flere mænd i fremtiden skal bruge mere tid med deres små børn, som det er tilfældet i resten af Norden, skal vi kvinder være aktive medspillere.

Også selv om vi ikke knuselsker den nye lov.

Ja, jeg forstår godt argumentet om, at det kunne have været dejligt, hvis de 11 uger til far var blevet lagt oveni mors uger.

Ja, der er åbenlyst stadig ting, der skal forbedres, når det f.eks. gælder selvstændiges vilkår, ret til løn under barsel og tvillinge- og trillingeforældres rettigheder.

Ja, jeg ønsker mig også en større samtale om, hvordan vi med politiske værktøjer kan gøre noget ved at mange børnefamilier oplever, at det er svært at få tilværelsen til at hænge sammen.

Det er bare ikke gode grunde til at modarbejde en udvikling, der så åbenlyst er et enormt skridt på vejen til en bedre og mere ligestillet fremtid for alle.

Jeg tror, problemet opstår, fordi vi er vant til at tale om ligestillingstiltag som noget, der entydigt er til for at løfte kvinder. Det mener jeg også den nye barselslov gør. Den løfter vores økonomi, pension og karrieremuligheder.

Men der er meget mere på spil. I mine øjne det vigtigste og det smukkeste: At ligestilling ikke kun handler om kvinder, men om os alle.

Og det fede ved, at mænd pludselig begynder at pege på alle manglerne, er, at der måske bliver gjort noget ved dem. Eksempelvis har selvstændige kvinder i årevis forsøgt at råbe magthaverne op, fordi loven ikke varetager deres interesser.

Der er i øvrigt også masser af kvinder, der fortsat ikke har ret til fuld løn under barsel.

Lige nu ser vi, hvorfor ligestilling ikke er en kvindesag, men en alle-sag. Og ikke bare for den enkelte familie, men for hele samfundet. For hvad med de familier, der består af far og far og børn? Skal de i 2022 fortsat føle, at deres forældreskab er mindre værd?

Og hvordan skal vi i et af verdens mest opdelte arbejdsmarkeder, der desperat mangler sygeplejersker, sosu'er og pædagoger, få flere mænd til at interessere sig for de såkaldte omsorgsfag, hvis vi fortæller dem, at de er grundlæggende uduelige til det?

Vi har forkastet myten om, at mænd har patent på magt. Det er på tide, at vi kasserer forestillingen om at kvinder har monopol på omsorg.

Vi ved godt, at når danske kvinder ikke er tilstrækkeligt repræsenteret på landets topposter, så handler det ikke om manglende evner eller lyst. Derimod skader forestillingen om at det er sådan vores muligheder for at komme til tops. Det samme gør forestillingen om, at det kun er os, der duer til at være direktøren for det hele derhjemme.

Vi er nødt til at flytte os, give lidt slip. Mest på forestillingen om, at vi mister noget. Tilknytningen til vores børn er ikke et nulsumsspil, og monopoler har aldrig rigtig gavnet nogen eller noget. Hverken når de handler om magt eller omsorg.

Loven er ikke perfekt, og statskassen er ikke bundløs. Det er med barselsdagpenge som med alle andre overførselsindkomsterne sådan, at når staten subsidierer vores tilværelse er det almindeligt og legitimt, at der er incitamenter og betingelser bygget ind i kontrakten.

Det betyder ikke, at der tale om, at tvang.

Øremærkning er ikke noget, vi får, det er noget vi allerede har. Indtil nu har vi bare kun “tvunget” kvinder – hvis man accepterer den retorik. Det gør jeg bare ikke. Man(d) bliver ikke tvunget til noget. Man(d) får penge af staten for at være sammen med sit lille barn. Man(d) er fri til at indrette sig anderledes og betale selv.

Og man(d) har fået en af de allerfineste rettigheder, man overhovedet kan forestille sig.

Tillykke – til alle.